symbolikkens betydning for visdom.

Vi kender vel alle en hel del symboler, men vi ved måske ikke alle, at de symboler, som vi kender, og som vi arbejder med, kun er brudstykker af et hele, og at disse symboler kun er enkelte gloser i et verdensomspændende sprog. Den hellige skrift lærer os, at inden Babelstårnet sank i grus, havde alle mennesker et fælles sprog. Dette glemte sprog, som var fælles for alle mennesker, hvilket jeg tror var symbolsproget.


Den historiske forskning lærer os, at de samme religiøse symboler optræder overalt på jordkloden - også hos folk, som ikke har haft forbindelse med andre folkeslag. Og den dybdepsykologiske forskning lærer os, at vi alle drømmer på symbolsproget, og at religiøse symboler optræder i vore drømme, uanset om vi anser os selv for religiøse eller for ateister. Symbolsproget er underbevidsthedens sprog; det er det sprog, hvori sjælen taler til os, og hvis vi vil høre, hvad sjælen siger til os, må vi lytte til symbolsproget i det indre. Symbolsproget er den nøgle, som åbner den indviedes øjne for skatte, som den profane stirrer på uden at kunne hører dem. Det er den nøgle, som åbner for forståelsen. Som fortidens indviede har efterladt til deres efterkommere. Hvor den profane f. eks i det gamle testamente læser om historiske krige mellem israelitterne og de omkringboende folk  noget som jo ikke har meget med en hellig skrift at gøre der ser den indviede beretninger, som af de jødiske indviede er udformet så snedigt, at de på symbolsk og allegorisk måde fortæller om livets mysterier i et sprog, som kun kan forstås af andre indviede. Der hvor den profane læser om israelitternes landflygtighed og fangenskab i Ægypten eller i Babylon,

der læser den indviede om menneskets fangenskab i den fysiske verden og
om menneskets landflygtighed fra dets himmelske hjemsted. Og når israelitterne fra Ægypten drager mod øst  over Det røde Havs tærskel til det forjættede land, som flyder med mælk og honning, så læser den symbolkyndige om menneskets vandring mod det forjættede paradis i øst, mod det land, hvor mennesket havde hjemme, inden det kom i landflygtighed i den fysiske verden.

Læser vi om den græske eller romerske oldtid, finder vi beretninger om guder af den mest sælsomme art, men hvor den profane ikke finder andet end afguder og overtro, dér ser den symbolkyndige guderne som vejviser i det indre, som vejvisere i et vældigt mysteriespil. Han ser de forskellige gudeskikkelser som symboler på de forskellige kræfter i menneskets underbevidsthed, og i beretningerne om gudernes eventyr og gøremål kan den indviede aflæse, hvordan kræfterne i hans indre arbejder og forholder sig til hinanden. Selv noget så tilsyneladende ligegyldigt som gudernes stamtavle belærer den indviede om, hvorledes kræfterne i hans sjæleliv er sammensat. Når det f.eks. fortælles, at gudinden Harmonia er datter af krigsguden Ares og kærlighedsgudinden Aphrodite, så lærer det os, at disse to kræfter må samarbejde for at frembringe harmoni. Kærlighed alene frembringer ikke harmoni, men kun en blød eftergivenhed som i sidste ende ødelægger harmonien. For at avle harmoni må vi parre kærligheden med den styrke og handlekraft, som guden Ares er symbol på. Derfor var Harmonia datter af Afrodite og Ares.

Da kristendommen vandt frem, blev det ikke længere god tone at benytte de gamle guder som symboler på kræfterne i menneskets underbevidsthed. I stedet for mytologien opstod der derfor et utal af sagn, legender og eventyr, som i symbolsk form berettede om det, der foregår i menneskets indre tempel. Alle eventyr er skrevet i symbolsproget. Eventyrerne består af en ydre forklædning og af en indre mening, som skjuler sig bag den ydre forklædning. Den første forudsætning for et forstå et eventyr er, at man er klar over, at handlingen ikke udspilles i den ydre verden, men at den udspilles i menneskets indre. De forskellige personer i eventyret skal derfor ikke betragtes som forskellige ydre personer, men som forskellige egenskaber eller sider hos det samme menneske. Prinsessen er normalt symbol på sjælen, og prinsen, som søger at vinde prinsessen, er symbol på menneskets dagsbevidsthed, dets forstand eller bevidste intellekt. I eventyrets verden er endvidere moderen symbol på moder jord, både i betydning af den natur, som føder og nærer os, og i en dybere betydning som den, der føder og nærer os sjæleligt. Moderen er i eventyrene meget ofte enke, den enke.

Hvis vi f. eks. betragter et eventyr som Snehvide, så begynder eventyret på et tidspunkt, hvor den oprindelige sjælelige moder har forladt sjælen Snehvide. Det svarer i de elysiske mysterier til det tidspunkt, hvor Koré er blevet forladt af moderen Demeter, og hvor hun går alene og plukker blomster, inden hun røves af Hades. I Mozarts Tryllefløjte svarer det til et tidspunkt umiddelbart før Pamina røves af Sarastro. Sjælen Snehvide kommer nu i den onde stedmoders varetægt. Stedmoderen er symbol på den fysiske verden, som nok nærer og føder os, men som også er streng og hård ved os. Stedmoderen bliver rasende, da spejlet på væggen fortæller hende, at Snehvide, d.v.s. sjælen er smukkere end hende – altså smukkere end den fysiske verden. Stedmoderen vil derfor dræbe sjælen.

Snehvide flygter imidlertid dybt ind i skoven, som er symbol på den underbevidste, indre verden, og i tid lang bor hun i et hus, som ejes af de syv dværge, det vil sige de syv planeter, for planeterne har også en indre side, som hører til i den indre verden. Stedmoderen prøver stadig at få mennesket til at interessere sig for den profane verden, og efterhånden får hun lokket Snehvide længere og længere ud i det profane ved at vise hende det profane livs tillokkelser. Først køber Snehvide smukke bånd til sit snøreliv og siden en kam til sit hår. Endelig giver hun helt efter og spiser af det sanseligt røde, forgiftede æble, hvorefter sjælen glemmer det åndelige og falder i en dødlignende søvn. Sjælen har nu slugt den sidste bid af æblet fra træet til kundskab om godt og ondt, fra det træ som adskiller det oprindeligt udelelige i godt og ondt. I de elysiske mysterier er Kore, som nu kaldes Persephone blevet fanget og gift med Hades, og i Tryllefløjten er Pamina blevet fange hos Sarestro. Mennesket kender nu kun den fysiske verden, og sjælen ligger i en dødlignende søvn.

En dag, da mennesket har nået sit livs middagshøjde, da det er blevet høj middag, begynder det at søge ind i sig selv. Prinsen, menneskets dagsbevidsthed og forstand, kommer så langt ind i sin indre, at han når til de syv dværge eller planeter, og dér opdager han den sovende sjæl. Prinsen bliver så betaget af sjælens overjordiske skønhed, at han erklærer, at han ikke kan leve uden sjælen, og han får derfor lov til at tage Snehvide med sig. Prinsen får efterhånden vækket sjælen ved sin kærlighed. Forstanden og sjælen indgår ægteskab og lever lykkeligt til deres dages ende i harmoni.


Profan = noget der ikke har, med det guddommelige at gøre.

Symbolikkens betydning i disse symboler for mig.

Yin og yang.


Jeg starter med cirklen, der omkranser det sorte(yin) og hvide(yang), for mig er cirklen, symbol for helhed, eller råderum/begrænsning alt efter betragtning. Det sorte(yin) er for mig, det forgængelige. Det hvide(yang) det uforgængelige, de små prikker visdom. Også sagt på en anden måde, som kristen gnostiker, hvilket jeg jo er, så repræsentere det sorte(yin) legemet/det jord nære, hvorfra ondskaben kommer. Det hvide(yang) repræsentere, det åndelige/det guddommelige, hvorfra kærligheden kommer, de to prikker, forståelsen af de to sider, der med visdom til at forstå, det ellers uforståelige. Yin og yang er et kinesisk tegn, fra den taoistiske filosofi.


Circumpunct eller bin-dot

Toppen af passeren, er også et symbol i sig selv, kaldet circumpunct eller bin-dot, tror jeg nok, jeg har aldrig helt fundet udad hvor det kommer fra, eller hvad det helt præcist hedder. Det er et frimurer symbol, for mig nok et af de symboler, med størst betydning. En aften i logen, sad jeg og kikkede rundt, på de forskellige symboler, der er i logen, og min opmærksomhed faldt på netop dette symbol, under den hellige skrift på alteret, og tænkte, hvis nu den lodrette streg, til venstre symbolisere starten, eller fødsel, og den højre lodrette streg, symboliserer enden, eller døden, så må cirklen symboliserer livet og prikken, balance i livet, ah tænkte jeg, det vil sige, at det der er før livet, ikke relevant lige såvel som, det er efter livet, ikke er relevant da, det ikke ligger inden for vores fatte evne, som mennesker og ved at forstå dette, så har fødsel eller død ikke nogen betydning, for livet, da livet ligger mellem disse to ydergrænser. Så er det op til os, som mennesker hvor i cirklen vi vil være, eller sagt på en anden måde, hvis den venstre lodrette streg er fødsel/legemet, og den højre er døden/åndelige, igen som i yin og yang, hvor yin symboliserer den venstre lodrette streg, og yang den højre lodrette streg, prikken den perfekte balance, mellem disse to yderpunkter.
En anden måde at se symbolet på er som En søjle er den lodrette akse der adskiller og forbinder himmel og jord. Hvor søjlen repræsenterer, Livets Træ. To søjler repræsenterer modstillede forhold, som i yin og yang, Livets træ over for Kundskabens Træ. De to søjler understøtter himmelen og danner porten til himmelen. At gå igennem søjlernes port betyder indvielse i visdom, hvor prikken symboliserer visdommen. Hvor søjlerne symboliserer modsætninger, som det maskuline over for det feminine, magt over for frihed, fornuft over for tro osv. De to søjler i Salomons tempel var B… og J….., Styrke og stabilitet. Hvilket første er gået op for mig fornyeligt, ved min passering til anden grad som frimurer.




De to overstående symboler, har også til sammen, en anden betydning for mig.

De symboliserer, også ægteskabet mellem mand og kvinde. Yin og yang, eks. Bruden i hvidt og gommen i sort. Ægteskabsløftet om at elske og ære til døden dem skiller. Cirklen symboliserer, den enheden de til sammen er. I ægteskabet består bruden af stadig af yang, men med forståelse yin, prikken i yang, det samme for gommen, yin med forståelse af bruden, symboliseret med lidt yin i yang.
Symbolet circumpunct eller bin-dot, mand og kvinde skal blive et, i ægteskabet. De to streger symboliserer mand og kvinde, cirklen ægteskabet, og prikken pagten, om at blive til et.



Duen med Akacie grenen i næbet.

Dette symboliserer håb for mig. Symbolet stammer oprindelig fra fortællingen om den due, Noa udsendte fra arken, og som vendte tilbage med et olivenblad i næbbet. Dette var beviset for, at duen havde været på land, og at syndfloden snart var til ende. Denne due havde et olivenblad i næbet, men duen i dette symbol, har en akacie gren i næbet, da den er sammen sat at to symboler, netop som nævnt oven over, budbringer af håb i oceaner, af håbløshed. akacie grenen, som symbol på håbet, om det evige liv, igen budbringer, i et endeløst ocean, af håbløshed. Se indlægget fra den 30.marts 2010.



Det store G mellem vinkel og passer.

Dette symboliserer for mig Gud. Gud som skaberen, af altet, for uden ham intet liv. Eller stort G, for den store geometrikere, hvor livet og naturen går op i en større enhed.



Ankh/Gnostisk kors i Det store G.

Ankh er en ægyptisk hieroglyf, som betyder liv eller evigt liv. Det er også kendt som "det egyptisk kors", eller crux ansata på latin. Selve ordet "ankh" betyder nøgle. Ankh-korset kaldes derfor “livets nøgle”. Ankhen er dannet af de kombinerede mandlige og kvindlige symboler for Osiris og Isis, forbindelsen af de to udviklende principper, af himmel og jord. Også et symbol, på vores opstandelse, til det evige liv.



Vinkel og passer.

Vinkel og passer, er det største frimurer symbol, der er. Og er omgivet af, hemmeligheder om deres betydning, hvilket jeg, heller ikke vil gå ind på, i detaljer. For mig betyder vinklen, dine legemlige begrænsninger, og passeren dit åndelige råderum. Vinkel og passer er værktøjer, der skal bruges for at lave, eks. Bin dot, på passerens top . Vinklen er også den rette vej ud, og lige vej hjem. Hvis man tager vinkel og passer for sig, danner de hver især en trekant, eller de 3 lys. Mere vil jeg ikke sige om dem, for ikke at røbe for meget,om hemmelighederne omkring vinkel og passer, da afkodningen af dem, er en rejse i sig selv.

Derfor har jeg valgt, at få disse symboler tatoveret på mig, da de stor betydning for mig i min hverdag, og kan være en påmindelse for mig, hver gang jeg ser dem, ved at de tatoveret ind i min hud, og hjerte er i sig selv, et symbol på samhørighed.


Af Franck Krogh.

Bloggens hoved billede/symbol livets træ.

livets træ


Betegnelsen for det træ, der giver evigt liv og som Gud ved verdens skabelse plantede i midten af paradisets have. Livets træ er ikke at forveksle med kundskabens træ, som var det træ Adam og Eva i ulydighed mod Gud spiste af, hvorefter de blev smidt ud af haven.

En symbiose(af græsk: sym = "sammen" + bios = "liv") mellem det kødelige liv på jorden og det åndelige evige liv. Hvor kundskabens træ repræsenterer det kødelige og livets træ repræsenterer det åndelige evige liv. Her er der en lille historie der fortæller lidt om netop symbiosen mellem disse to træer.

”Dengang, da alting begyndte, havde Gud skabt Himmelen og Jorden. Og Gud skabte de første to mennesker: Adam og Eva.

Og til Adam og Eva lavede Gud den flotteste have eller park, som du kan tænke dig. Med bakker og dale og alle slags træer og planter.


Haven var fuld af alle slags frugttræer og grønsager.


Der var skove, fulde af store træer, man kunne klatre i, krat og buske, hvor man kunne gemme sig og bygge huler, store plæner med grønt græs, hvor man kunne løbe og lege. Haven hed Paradiset eller Edens have.


Midt i den vidunderlige have stod det mægtige LIVETS TRÆ. Det var så stort, at dets krone voksede ind i skyerne og dets tykke rødder drak af selve Verdensdybet. Ved rødderne af livets Træ sprang fire floder ud og løb derfra ud i hele verden, og hvis man spiste af de frugter, som hang på livets Træ, kunne man leve evigt.


Men tæt ved Livets Træ groede et andet træ, som hed Kundskabens Træ. Og Gud havde sagt til Adam og Eva: I må spise af al den frugt, der er her i haven. Men I må ikke spise af Kundskabens Træ, for de æbler kan I ikke tåle. hvis I spiser af dem, skal I dø!” Det gjorde Adam og Eva nysgerrige - da slangen fristede dem, kunne de ikke modstå det. De spiste af de forbudte frugter. Sådan brød de venskabet med Gud for at blive klogere på sig selv.


Nu kunne Adam og Eva ikke længere blive i Edens Have. De måtte gå ud, langt væk fra haven, hvor hårdt arbejde, sult, lidelse og død ventede dem.


Men ét håb havde de dog fået med: For da Gud lukkede dem ud af haven, havde han sagt, at forvisningen fra Edens Have ikke skulle vare for altid.


“Engang vil jeg sende Barmhjertighedens Olie til dig!” havde Gud sagt til Adam. Adam blev en gammel mand på 932 år og efterhånden meget træt af at leve, han og Eva havde måttet arbejde hårdt for at opdyrke jorden. Deres ene søn Kain havde slået sin bror Abel ihjel og var flygtet langt væk bagefter. Nu var Eva også død. Og det var alt sammen sket, fordi de havde spist af Kundskabens Træ.


Adam havde ikke lyst til at leve mere. han sagde til sin tredje søn, Seth: “Min søn! Du må gå til Edens Have, hvor Eva og jeg kom fra, og tale med den engel, der står vagt ved haven.”


“Ja”, sagde Seth, “men hvor ligger Edens Have? Og hvad skal jeg sige?”


“Du skal gå mod øst, mod solopgangen”, sagde Adam.


“Og du skal sige til englen, at jeg er træt og aflivet og ønsker at dø. Jeg vil gerne vide, hvornår jeg får lov til det. Og så beder jeg om, at Gud vil sende mig den “Barmhjertighedens Olie”, som han lovede mig, da jeg blev jaget ud af Edens have!” Seth begav sig på vej østpå og fandt også Edens Have og engelen, som bevogtede indgangen.


Engelen sagde: “Jeg ved, hvorfor du er kommet, men tilgivelsens øjeblik er ikke kommet endnu. Fortæl din far, at han skal dø om tre dage. Jeg har her tre frø fra Livets Træ. Læg du dem i Adams mund, når han skal begraves. Det, der vokser ud af dem, skal blive til trøst og styrke for mange!”


Seth drog hjem til Adam og fortalte, hvad engelen havde sagt: At tilgivelsens øjeblik ikke var kommet endnu, men først ville komme om mange år, når tidens ende var rykket nærmere. Adam blev glad - for nu vidste han, at der var håb for menneskene. Tre dage senere døde han.


Seth begravede sin far på en høj, som hed Golgatha. I Adams mund lagde han de tre frø, som engelen havde givet ham med fra Livets Træ.


Mange år senere skete det, at Salomon, kong Davids søn, ville bygge et stort tempel for Gud i Jerusalem.


Under byggeriet fandt man ud af, at der manglede en stor bjælke til at bære taget. Ingen af de bjælker man ellers havde, var store nok. Så arbejderne fældede det store træ, som Seth havde plantet, for at lave en stor bjælke ud af det.


Men det var ligesom bjælken slet ikke ville passe ind i bygningen.


Tømrerne målte den ud, men når den så skulle stilles op et eller andet sted, ja, så var den pludselig enten for lang eller for kort! Til sidst blev Kong Salomon så vred, at han fik sine folk til at slæbe bjælken ud af templet og lægge den som gangbræt over en bæk i nærheden. Så kunne den besværlige bjælke ligge der og blive trådt på af mennesker og dyr, sagde kong Salomon surt.


Men der var en kvinde, som havde evnen til at se ind i fremtiden. Hun sagde til kong Salomon, at hun kunne se, at menneskene en dag ville korsfæste Guds søn på bjælken. Kong Salomon blev meget forskrækket. Han fik gravet et dybt, dybt hul og kastede bjælken ned i det, for at ingen nogensinde skulle finde den igen.


Flere hundrede år gik. På det sted, hvor bjælken var begravet, sprang der en kilde op af jorden, og der dannedes en lille sø, som kaldtes Bethesda Dam. Mange mennesker søgte hertil for at blive helbredt for deres sygdomme, for vandet i dammen havde helbredende kraft. Omsider indtraf den påske, hvor Jesus, Guds søn, blev dømt til døden og skulle korsfæstes på bjerget Golgatha. Jerusalems tømrer skulle lave korset, så han gik nu og ledte efter et passende stykke træ. Tømreren fik øje på den store bjælke, der lå og flød på Bethesda Dam. Tømreren og hans hjælpere fik den fisket op af vandet, savede den midt over, og tømrede et kors sammen. Det blev rejst på bjerget Golgatha, og på det blev Jesus korsfæstet og døde. Jesus hang da på korset og blødte fra sine sår. Hans blod løb ned af korsets træ, dybt ned i jorden, og dér nåede dråberne en gammel, indtørret hovedskal, som lå dernede. For det var netop det


sted, hvor Adam var blevet begravet, og det var hans hovedskal, som blodet nu dryppede på. Sådan gik det til, at Adam omsider fik den Barmhjertighedens Olie, som Gud havde lovet ham.” Trykt i “Livstræet”, FDF/FPF 1990

Kun ved at gøre disse to modsætninger symbiose skabes helheden. Illustreret i mange symboler så som eksempel Yin og yang. Dette er blot en af mange fortolkninger af livets træ og netop fordi der er så mange fortolkninger af netop livets træ, valgte jeg at bruge dette symbol som hoved på min blog. Symbolets fortolkning for mig er blandt andet symbol for det enkelte menneske i guds helhed og det helligste af alt ægteskabet hvor vi i kirken siger ja til at blive et, netop samspillet mellem de to modsætninger skaber en helhed.

Af Franck Krogh.

Objektivitet Vs. Subjektivitet

Rettelse til min blog.


Jeg har fejlagtigt brugt ordet objektivt når jeg mente subjektivt og dog ;-) Subjektiv er når du fx inddrager dine egne synspunkter og følelser i en situation. Objektiv er når du forholder dig neutralt til en situation. Et eksempel :
en fodboldkamp.

Subjektiv - den måde spilleren ser kampen
Objektiv - den måde tilskueren ser kampen.
Tilskueren er OBjektiv fordi han kun er tilskuer
Spilleren er SUBjektiv fordi han er del af kampen

Den måde jeg bruger objektivt på er netop at se tingenes tilstand udefra i det store billede dog ikke helt neutralt da det da ikke ville give mening i de forhold jeg bruger ordet objektiv i.

Her er hvad den store danske siger om netop det objektive og subjektive forhold.

Objektivitet

objektivitet, upartiskhed. Kravet om objektivitet forstås normalt som et krav om, at en person og hans udsagn skal være kendetegnet af saglighed og uafhængighed af personlige (subjektive) forhold. Normalt kaldes en antagelse derfor objektiv, hvis den er uafhængig af tilstand, beskaffenhed, ønsker og bestræbelser hos den, der hævder den.
Den objektive antagelse anses undertiden for at være en erkendelse, som stemmer overens med faktiske forhold, i modsætning til en subjektiv antagelse, der kun udsiger noget om, hvordan den person, der hævder antagelsen, opfatter disse forhold. Uafhængigt af et erkendende subjekt er det tilsyneladende ikke muligt at sammenligne antagelser med den virkelighed, som de angiver at omhandle; nogle filosoffer, fx Immanuel Kant, har ved objektivitet forstået udsagns almengyldighed og nødvendighed, mens andre, fx Karl Popper, har identificeret objektivitet med intersubjektivitet , som er (principielt) erkendbart eller forståeligt for flere eller alle subjekter. Modsat det subjektive eller private. Ofte identificeres objektivitet med intersubjektivitet.



Subjektivitet
subjektivitet, bruges som karakteristik af noget, der beror på det erkendende eller vurderende subjekts natur, evner og tilstand. Således tales der om sansekvaliteternes subjektivitet og om Kants lære om rummets og tidens subjektivitet, ifølge hvilken oplevelsen af rumlige og tidslige forhold er betinget af bestemte måder, hvorpå det erkendende subjekt ordner og bearbejder sanseindtryk. At grundfæste erkendelse og vurdering i subjektiviteten er således at gøre det erkendende og vurderende subjekt til garant for erkendelsens og moralens gyldighed.
Når subjektivitet modstilles objektivitet, er det ofte en modstillen af på den ene side personlig anstrengelse og engagement, der er forbundet med at danne og hævde sine egne meninger, og på den anden side disse meningers faktiske indhold. Kierkegaards pseudonym Johannes Climacus hævder i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), at "Subjektiviteten er Sandheden", og sætter således den troendes lidenskabelige fastholden af sin tro på Kristus over for den videndes objektive forhold til kristendommens dogmer.

Er brugt følgende steder i bloggen.
Et personligt forhold til livet.