MENNESKELIVETS GRUNDVILKÅR

MENNESKELIVETS GRUNDVILKÅR

Fra Afrika til Homo sapiens

Menneskets udvikling begyndte i Afrika for omkring 6–7 millioner år siden, hvor de første menneskelige forfædre skilte sig fra den gren, der førte til de moderne menneskeaber. Gennem millioner af år udviklede flere forskellige menneskearter sig side om side.

De første mennesker levede som jægere og samlere og lærte gradvist at gå oprejst, bruge redskaber, kontrollere ild og samarbejde i grupper. Flere menneskearter vandrede ud af Afrika og spredte sig til Europa og Asien, blandt andet Homo erectus og senere neandertalerne.

For omkring 300.000 år siden opstod Homo sapiens i Afrika. Vi var ikke den eneste menneskeart, men Homo sapiens havde en særlig evne til samarbejde, kommunikation, læring og tilpasning.

Over tid vandrede Homo sapiens ud af Afrika og mødte andre menneskearter. Nogle blev blandet med vores forfædre, mens andre uddøde. For omkring 40.000–30.000 år siden var Homo sapiens den eneste overlevende menneskeart.

Vores historie er derfor ikke en lige linje fra abe til menneske, men snarere et stort forgrenet stamtræ, hvor mange menneskearter levede samtidig – og hvor Homo sapiens til sidst blev den eneste overlevende.

MENNESKE handler om de 7 menneskelige grundvilkår: Fødsel, frygt, kærlighed, tab, tro, fornuft og død. De former os. De forandrer os.

De viser os, hvad det vil sige at være menneske - og hvordan vi blev til de mennesker, vi er i dag.

Hvad vil det sige at være menneske? Vi rejser gennem de 7 grundvilkår for at finde svar i nutiden. Rejsen åbner for en endnu længere rejse - 7 millioner år tilbage i vores dybe evolutionshistorie.

For at forstå, hvad det vil sige at være menneske, må vi forstå, hvad det vil sige at blive menneske. Over vidtstrakte afstande mellem fortid og nutid, ser vi det, vi mennesker har fælles.

Fødsel

Det første åndedrag. 

Vi bliver født ind i et ufrivilligt fællesskab. 

Vi er sårbare og hjælpeløse. 

Vi er afhængige af omsorg, næring og beskyttelse. 

Vi ændrer livet for dem, der tager imod os. 

De kan give os noget, der tynger eller løfter os gennem livet. 

"Fødsel

Det første åndedrag er mere end begyndelsen på det fysiske liv. Det er det første skridt på den vandring, hvor mennesket gradvist søger sandhed, visdom og indsigt. Vi fødes ind i et fællesskab, vi ikke selv har valgt, og lærer tidligt, at ingen udvikles alene. Som den rå sten er vi uformede og afhængige af andres 1omsorg, vejledning og kærlighed for at finde vores retning.

Den omsorg, vi modtager, former os – den kan blive en byrde, vi må lære at bære, eller et fundament, der løfter os mod lyset. Frimureriet 

minder os om, at vores egentlige fødsel ikke kun sker én gang, men gentages hver gang vi opnår ny erkendelse, overvinder egne begrænsninger og arbejder på at forædle vores karakter.

Ethvert menneske bærer et potentiale til at vokse. Gennem broderskab, næstekærlighed og arbejdet med os selv kan vi blive til gavn for andre. Den første fødsel giver os livet – den indre fødsel giver livet mening."

Kærlighed

Kærlighed er tryghed, omsorg og samhørighed. 

Vi har brug for kærlighed for at overleve. 

Vi kan opleve den i vores familie og bruge hele livet på at finde den. 

Den kan holde os fast og føre os fremad. 

Kærlighed kan være den største glæde og den dybeste sorg.

"Kærlighed 

Er det bånd, der forener mennesker. Den skaber tryghed, vækker omsorg og giver os 

en følelse af samhørighed. Fra vores første åndedrag er vi afhængige af kærlighed for at vokse – ikke blot som mennesker, men også som åndelige væsener.

I frimureriet er kærligheden mere end en følelse; den er en livsholdning. Den kommer til udtryk gennem broderkærlighed, næstekærlighed og barmhjertighed. Den lærer os at møde andre med respekt, forståelse og viljen til at hjælpe uden at forvente noget til gengæld.

Vi oplever kærligheden i familien, blandt venner og brødre, men også i den indre søgen efter sandhed og mening. På samme måde som den rå sten langsomt forædles til den fuldkomne sten, formes mennesket gennem kærlighedens kraft. Den hjælper os med at overvinde egoisme, tilgive fejl og bygge bro mellem mennesker.

Kærligheden kan holde os fast, når livet er præget af modgang, og føre os fremad, når håbet synes fjernt. Den minder os om, at vi aldrig 

står alene, men er en del af et større fællesskab, hvor hver enkelt har ansvar for den anden.

Kærligheden rummer livets største glæde, men også dets dybeste sorg. Netop derfor bliver den en læremester. Gennem både glæde og tab lærer vi medfølelse, ydmyghed og taknemmelighed. "I frimureriets lys bliver kærligheden den usynlige mørtel, der binder menneskehedens sten sammen til ét tempel – bygget på tro, håb og kærlighed, hvor kærligheden er den største."

Frygt

Frygt er en instinktiv følelse. 

Frygt får os til at reagere på noget farligt. 

Frygt får os til at kæmpe, fryse eller flygte. 

Frygt kan beskytte og begrænse os. Frygt påvirker vores handlinger i mødet med det ukendte og vores begrænsninger.

"Frygt

Mere end en reaktion på ydre farer. Den er også mødet med vores indre skygger – tvivlen, stoltheden, usikkerheden og de sider af os selv, vi helst vil skjule. Frimureriets vej lærer os ikke at overvinde frygten ved at bekæmpe den, men ved at erkende den og møde den med mod, visdom og tillid. Ethvert nyt skridt på den frimureriske vandring kræver, at vi tør forlade det velkendte. Frygten bliver dermed ikke en fjende, men en vejviser, der viser, hvor vi stadig har mulighed for at vokse. Når vi tør gå gennem frygten i lyset af sandhed, broderskab og kærlighed, mister den sin magt over os. Den sande styrke er derfor ikke at være uden frygt, men at lade modet, troen og den indre overbevisning være stærkere end frygten. Så bliver frygten en læremester, der hjælper os med at blive mere ydmyge, mere bevidste og mere frie mennesker."

Tab

Tab er tomhed. 

Tab er fraværet af nogen eller noget, vi holder af - mennesker, relationer eller håb. 

Tab ændrer os. 

Det kan gøre os ulykkelige og klogere. 

Tab ødelægger, men det kan også bygge op - hvis vi formår at rejse ud af tomheden. 

"Tab 

er en uundgåelig del af menneskets vandring. I frimureriet minder tab os om livets forgængelighed og om, at intet jordisk varer evigt. Når vi mister et menneske, en relation eller et håb, opstår der et tomrum, men også en mulighed for indre vækst.

Frimureren lærer, at selv om noget går tabt, kan erfaringen forvandles til visdom. Sorgen bliver ikke noget, der skal fornægtes, men noget, der bæres med værdighed. Gennem prøvelser formes den rå sten, og mennesket bliver mere ydmygt, medfølende og bevidst om det, der virkelig har værdi. Tab minder os samtidig om broderskabets betydning. Ingen behøver at bære sin byrde alene. Med støtte, næstekærlighed og håb kan mørket langsomt vige for lyset. Det, vi har mistet, kan vi ikke altid få tilbage, men vi kan lade det efterlade et aftryk, der gør os til bedre mennesker. I den frimureriske forståelse er tab derfor ikke blot en afslutning, men også begyndelsen på en dybere erkendelse af livet, kærligheden og menneskets indre rejse."

Tro

Tro er tillid til det, vi ikke kan bevise. Tro giver retning og mening. 

Den kan være religiøs, filosofisk, vantro eller overtro. 

Vi kan ikke se den, men vi møder den alligevel. 

Tro giver håb, når vi ikke forstår livets uundgåelige grundvilkår.

"Tro.

Først som frimurer lærer vi, at tro ikke alene handler om religiøs overbevisning, men om en indre tillid til, at der findes en højere orden og en dybere mening med menneskets liv. Tro er det lys, der leder os, når vejen synes uklar, og når fornuften alene ikke kan give alle svar.

I et frimurerisk perspektiv er tro en drivkraft i arbejdet med den indre forædling. Den giver mod til at fortsætte rejsen, også når vi møder tvivl, modgang og livets uundgåelige grundvilkår. Troen er ikke blind; den vokser gennem eftertanke, erfaring og viljen til at søge sandheden.

Frimureren ved, at ikke alt kan måles eller bevises. Alligevel vælger han at stole på lyset, på det gode i mennesket og på, at hvert ærligt skridt mod visdom, kærlighed og sandhed bringer ham nærmere sit mål. Tro bliver derfor ikke et mål i sig selv, men fundamentet, hvorpå håb, broderskab og personlig udvikling kan bygges. Den minder os om, at det vigtigste i livet ofte er usynligt for øjet, men tydeligt for hjertet og samvittigheden."

Fornuft

Fornuft er dømmekraft. 

Med fornuft kan vi vælge og vurdere. Med fornuft kan vi handle ud fra det, vi har lært. 

Den kan løse problemer og sortere idéer. 

Fornuft kan begrænse vovemod og vise vej mod nye horisonter.

"Fornuft 

Er et af de vigtigste redskaber på den frimureriske vej. Den hjælper mennesket med at skelne mellem det væsentlige og det uvæsentlige, mellem sandhed og illusion. Gennem fornuften lærer vi ikke blot af vores egne erfaringer, men også af den visdom, der er overleveret gennem ritualer, symboler og brødres fællesskab. Den sande fornuft er ikke blot kold logik. Den forenes med hjertet, samvittigheden og ydmygheden, så dømmekraften bliver præget af retfærdighed og næstekærlighed. Fornuften lærer os at beherske vores lidenskaber, tænke før vi handler og tage ansvar for vores valg. Samtidig minder frimureriet os om, at fornuften har sine grænser. Ikke alt kan måles eller bevises. Der findes sandheder, som først bliver synlige gennem tro, erfaring og indre erkendelse. Derfor er fornuften ikke målet i sig selv, men et lys, der hjælper os med at vandre ad vejen mod større visdom, selvindsigt og menneskelig fuldkommenhed."

Død

Død er uundgåelig. 

Død afslutter biologisk liv. 

Den markerer en grænse mellem bevægelse og stilstand. 

Den kan være smertefuld, dramatisk, forventet eller fredfyldt. 

Den døde forsvinder, men kan leve videre i menneskers tanker og minder.

"Død 

er uundgåelig og er den sidste jordiske grænse, som alle mennesker må passere. I frimureriet betragtes døden ikke alene som afslutningen på det biologiske liv, men også som en påmindelse om livets forgængelighed og værdien af at leve med sandhed, kærlighed og dyd.

Den markerer overgangen fra det synlige til det ukendte. Derfor opfordres frimureren til at leve således, at han hver dag kan møde livets afslutning med et roligt sind og et rent hjerte. Bevidstheden om døden bliver ikke en kilde til frygt, men en anledning til eftertanke, ydmyghed og ansvar for de spor, vi efterlader. Den døde forsvinder fra vores syn, men lever videre i minderne, i sine handlingers frugter og i den indflydelse, han har haft på andre. Frimureriet minder os om, at det sande eftermæle ikke bygges af rigdom eller magt, men af de sten, vi har tilhugget i vores egen karakter, og den godhed, vi har vist vores medmennesker. Således bliver døden ikke blot en afslutning, men en del af den store vandring, hvor mennesket kaldes til at leve et liv med mening, så det lys, det har tændt i andre, fortsætter med at skinne." døden kan også være et paradoks i frimurerisk sammenhæng, den forstås ikke kun som afslutningen på det fysiske liv, men også som en symbolsk død – en død over egoisme, uvidenhed og menneskets ufuldkommenhed. Gennem denne symbolske død gives mulighed for en indre genfødsel, hvor mennesket udvikler større visdom, ydmyghed og kærlighed til sine medmennesker.

Paradokset består i, at døden bliver en forudsætning for nyt liv. Først når det gamle viger  v, kan noget nyt vokse frem. På den måde bliver døden ikke alene et endeligt, men også et symbol på forvandling, håb og den fortsatte stræben efter lyset.

Min bøn.

Må Mesteren være foran mig og vise mig vejen.
Må Mesteren være ved siden af mig og ledsage mig.
Må min broder være bagved mig og skærme min ryg.
Må min broder være der, når jeg falder så jeg bliver holdt oppe.

Må visdommen være inden i mig og fylde mig med sin ånd.
Må skønheden være omkring mig og bevare mig fra onde tanker.
Må styrken være i og over mig og velsigne mig.

Hvad er frimureri ?

Hvis Frimureriet skal beskrives for mennesker der ikke har kendskab til det, kan det bedst beskrives således.
Det er et verdsligt broderskab som i reglen kun mænd kan optages i. Det bygger på moralske principper og prøver at fremme broder kærlighed og barmhjertighed mellem alle mennesker ikke blot blandt frimurer. Det er ikke en religion, men et samfund af religiøse mænd i den forstand, at det kræves af et hvert medlem at de tror på eksistensen af et højerestående væsen, navnet på dette højerestående væsen er uden relevans, det kan være Gud, Allah eller andre blot at man tror på et sådan væsen, det er altså den enkelte frimureres egen sag. Frimureriet er derfor ikke en religion men mere en filosofisk følgesvend til ens egen religion og overbevisning.
det historiske frimureri kan spores helt tilbage til de første hule malerier og tilbage til de gamle Græske arkitekter, vi ser også spor i pyramiderne og den Egyptiske mytologi.
Men det frimureri vi kender i dag er stiftet i London i 1717 hvor de største loger i England blev enige om hvordan frimureriet skulle se ud.
De blev enige om at det kun skulle bestå af mænd af moden alder og af godt renomme, samt bestå af 3 grader. Det er det rene og gamle laugsfrimureri
Det der gør frimureriet til noget specielt er den måder, hvorpå vi overbringer den urgamle lære.
Læren belyses gennem et symbolsk rituelt skuespil som afdækker urgamle hemmeligheder helt tilbage til den store skabers skabelses værk. Disse symbolske rituelle skuespil er forskellige fra grad til grad og afdækker mere og mere af hemmelighederne efterhånden som man stiger i graderne. Det verdens omspændene frimureri består af 3 grader og ikke mere.( man kan så spørge hvorfor at den danske frimurer orden så har 12 grader og det Skotske har 33 grader. Til det kan der svares at de har valgt at dele den viden der er i de 3 grader op i mindre bidder. Indholdet er det samme dog med den undtagelse at den danske frimurer orden arbejder ud fra de kristne symboler men filosofien er nøjagtigt den samme som i de 3 grader. ) De 3 grader referere til de gamle tempel bygger, starter som antagen lærling, der efter til svendemurer for til sidst at blive mestermurer i 3.grad.  Hvor alle de gamle hemmelighederne bliver afdækket.
Hvorfor viderebringer vi læren ved hjælp af symboler og skuespil og ikke blot ved hjælp af tekst og ord?
Lad os et øjeblik betragte ord. Ord og sprog er filosoffernes værktøj. Wittgenstein (1889-1951), som var en indflydelsesrig filosof. Han sagde: ”Filosoffernes problemer opstår som en konsekvens af fundamentale fejl i brugen af sproget”, dette blev af mange betragter som en grundlæggende afhandling.
Sproget er det instrument, vi bruger ved formuleringen og videregivelsen af ideer, og er derfor af central vigtighed for filosofi. Vanskeligheden ligger i, at når man videregiver en tanke, bruger men de ord, som er klare og indlysende for en selv, men som måske ikke betyder nøjagtig det samme for den, som lytter. Han er tilbøjelig til at forstå ordene på sine egne betingelser og ikke på dine, og resultatet er, at en fordrejning af meningen sniger sig ind.
I husker måske selskabslegen, hvor en person hviskende fortæller en i forvejen nedskrevet og forberedt historie til sin sidemand, som derefter fortæller den videre til sin sidemand og så femdeles indtil den når tilbage til ophavsmanden, som skriver den ned til sammenligning. Resultatet adskiller sig som oftest i stor udstrækning fra den originale og giver anledning til stor munterhed hos alle, når begge udgaver bliver oplæst. Den ændrede eller fordrejede historie er en sammensætning af den originale – tilsat kolorit produceret af vor naturlige tendens til at bruge ord på metaforisk, følelsesmæssig og billedmæssig vis.
Det er en af grunde til vi bruger det symbolske rituelle skuespil til formulering og videregivelse af den gamle lære, så at vi sikre os at originaliteten bevares
det personlige syn og fortolkning spiller også en stor rolle.
Du beskriver en af dine nære venner som værende fast og beslutsom i sine overbevisninger, medens han for en anden forekommer slet og ret være stædig. Begge beskrivelser betyder, at den pågældende ikke let lader sig påvirke.
En anden vanskelighed, som giver anledning til forvirring er, at den vedtagne betydning af visse ord ændrer sig, som årene går.
Sproget er bestandigt flydende. Det er, når alt kommer til alt, et produkt af kulturen og derfor genstand for kulturelle ændringer. De ord vi bruger til at meddele tanker, ideer og følelser, er ufuldkommene værktøjer og ofte vage og usikre i præcision og skarphed.
Enhver filosof siden Sokrates og Platon har kæmpet med problemet vedrørende ords præcise og bestemte betydning hvilket kaldes semantik eller betydningslære. Ordbøger tilskriver hyppigt et ord forskellige betydninger, og disse betydninger er sædvanligvis i det enkelte tilfælde indlysende i den sammenhæng, hvor ordet bruges. Men mange ord er upræcise og dobbelttydige.
Vi kan ikke sætte det skrevne ord frem for budskabet i ordet ej heller kan det skrevne ord erstatte livet da det skal leves for at blive forstået.
Hvad handler frimureriet så om?
Som sagt tidligere er det vi laver af filosofisk karakter eller sagt på en anden måde, gøre vi gode mænd til bedre mænd.  Som ved indgangen til loge salen mellem de to søjler stod der kend dig selv som i bund og grund er forudsætningen for en god frimurer, da vi har en talemåde der siger ”Kend dig selv for der efter at glemme dig selv” som igen understøtter vores grund sætning ”Broderkærlighed, Hjælp og Sandhed.
 
Indholdet i læren er urgammel visdom og hemmeligheder, der er gået i arv fra generation til generation gennem symboler og ritualer. Men vi skal huske : at det ikke er målet der er vigtigt men rejsen mod målet.
Som også Tempelridderne måtte sande i jagten på den hellige gral……………………
Frimureriet er et stykke filosofisk værktøj, arbejdet er du selv nød til at udføre. En frimurer er en mand der søger forståelse og indsigt ved fordybelse.                                                                                                               Gør hvad du føler og føl hvad du gør, sandheden kan ikke tvinges kun gives af egen fri vilje.

Sommer ferie.

Sommeren er over os.
hvis jeg ikke svare på spørgsmål, er det ikke fordi jeg ikke vil svare.
men fordi jeg ikke har tid.
pga. job og ferie samt familie pleje.
God sommer til jer :-)

Tro,Håb og Kærlighed/ Historien om Noa

.TRO HÅB OG KÆRLIGHED/NOA'S ARK

1. Mosebog kapitel 6 (TRO)

Menneskets ondskab

Befolkningseksplosionen tog nu fart ud over hele jorden, og der fødtes masser af piger. Gudesønnerne fik nu rigtigt øje på kvindernes skønhed og tog lige så mange koner, de havde lyst til. Da sagde Gud Herren: »Min livsånde skal ikke for altid blive i menneskene. De er jo dødelige, og derfor vil jeg højst give dem 120 år at leve i.« Da gudesønnerne nu for alvor kastede sig over kvinderne og avlede med dem, opstod den kæmpeslægt, hvorom der går sagn fra gamle dage.
Da Herren så omfanget af menneskenes ondskab - at deres hele adfærd sigtede mod det onde -angrede han, at han havde skabt dem. Ja, det knuste hans hjerte. Og Herren sagde: »Jeg vil udslette menneskeheden, som jeg har skabt. Selv dyrene, krybdyrene og fuglene vil jeg udrydde; for jeg fortryder, at jeg skabte dem.« Men Herren fandt behag i Noa.
Dette er Noas historie: Noa var dengang det eneste retfærdige menneske på jorden, og han forsøgte at leve efter Guds vilje. Han fik tre sønner - Sem, Kam og Jafet.
Men ondskaben voksede ud over jorden, og i Guds øjne blev verden mere og mere moralsk korrupt. Menneskene var onde og fordærvede i bund og grund.
Da sagde Gud Herren til Noa: »Jeg har besluttet at udslette menneskene - for verden er gennemsyret af deres ondskab.Men du skal bygge et skib af gofertræ og overstryge det med beg indvendig og udvendig; og på skibet skal du lave skibsdæk og indrette dem med båse. Skibets mål skal være 137 meter i længden, 23 meter i bredden og 14 meter i højden. Du skal lave et tag over skibet og sørge for, at der er en åbning på 45 cm mellem taget og siderne. Du skal bygge tre dæk og lave en dør på skibets side. Jeg vil sende en flodbølge ud over jorden, som skal udslette hvert eneste levende væsen. Alt skal dø! Men jeg giver dig det løfte, at du skal frelses i skibet sammen med din hustru, dine sønner og deres hustruer. Af alle dyr skal du tage to af hver med dig ind i skibet - en han og en hun, så at de kan overleve sammen med dig - af fuglene to af hver art, af kvæget to af hver art, af dyrene to af hver art. De skal gå ind i skibet og reddes sammen med dig. Og du skal tage den nødvendige føde med dig, så der er nok til både dig og dyrene.«
Og Noa gjorde nøjagtig, som Herren havde befalet ham. 

1. Mosebog kapitel 7 (HÅB)

Syndfloden

Dagen kom, da Herren sagde til Noa: »Gå nu ind i skibet sammen med din familie, for du er den eneste retfærdige blandt menneskene på jorden. Luk dyrene ind - et par af hver af de urene dyr. Men af dem, som skal bruges til føde og til offer, skal du tage syv par. Af fuglene skal du også tage syv par - for at de siden hen kan formere sig på jorden. I dag om en uge vil jeg lade det regne i 40 dage og 40 nætter; og alle dyr, fugle og krybdyr, som jeg har skabt, skal dø.«
Noa gjorde nøjagtig, som Herren havde befalet ham. Han var 600 år gammel, da flodbølgen kom over jorden. Han gik ind i skibet sammen med sin hustru og sine sønner og deres hustruer, så de kunne undslippe flodbølgen. Og en hun og en han af alle dyr og alle fugle - rene såvel som urene - gik ind i skibet, som Herren havde befalet. Syv dage efter kom flodbølgen.
Noa var da 600 år gammel. På den 17. dag i den anden måned åbnedes jordens og himmelens sluser, og regnen styrtede ned i 40 dage og 40 nætter. Den dag gik Noa ind i skibet sammen med sin kone og sine sønner Sem, Kam og Jafet, og deres hustruer. Sammen med dem var alle de forskellige dyr, husdyr såvel som vilde dyr, krybdyr og fugle,ja, alle levende væsener gik par for par ind i skibet til Noa;en han og en hun af hver art gik ind, sådan som Gud havde befalet. Og Gud lukkede døren efter Noa.
I 40 dage hærgede flodbølgen; og skibet hævede sig, så det flød på vandet. Vandet blev ved med at stige, så skibet sejlede på vandet, højere og højere, indtil bjergene stod under vand. Ja, vandet nåede op til en højde af seks meter over bjergtoppene. Alt levende på jorden omkom - fugle, husdyr og vilde dyr, krybdyr og mennesker. Alt liv på jorden udslettedes; mennesker og dyr, krybdyr og fugle omkom. Kun Noa overlevede - og sammen med ham alle dem, som var i skibet.
 Vandet dækkede jorden i 150 dage. 

1. Mosebog kapitel 8 (KÆRLIGHED)

Den nye verden

Men Gud glemte ikke Noa og dyrene i skibet. Han sendte en vind hen over vandet, og straks begyndte vandet at synke.Vandstrømmen fra jorden standsede, og himmelens sluser lukkedes, så styrtregnen holdt op. I 150 dage sank vandet lidt efter lidt, indtil skibet på den 17. dag i den syvende måned gik på grund på Ararats bjerg. Vandet blev ved med at synke. Først i den tiende måned kom bjergtinderne til syne.
Noa ventede 40 dage. Derefter åbnede han en luge og sendte en ravn af sted. Ravnen kom ikke tilbage, men fløj omkring, indtil vandet var borte fra jorden. I mellemtiden sendte Noa en due af sted for at se, om den kunne finde tørt land; men duen fandt intet sted at lande. Den vendte tilbage til Noa; vandet stod endnu for højt. Og Noa rakte hånden ud og satte duen tilbage i skibet.
Syv dage senere sendte Noa duen af sted igen, og denne gang vendte den tilbage ved aftenstid med et frisk olivenblad i næbbet. Da regnede Noa ud, at vandet måtte være forsvundet fra jordoverfladen. En uge senere sendte han duen af sted igen, og denne gang vendte den ikke tilbage.
29 dage herefter - helt nøjagtig på den første dag i den første måned i det år, da Noa fyldte 601 år - åbnede Noa skibets dør og så, at vandet var borte fra jordoverfladen, men først to måneder senere var jorden tør igen. Da sagde Gud til Noa: »Gå ud af skibet med din hustru og dine sønner og deres hustruer og tag alle fuglene og dyrene med dig, så de kan formere sig og spredes ud over jorden.«Noa forlod da skibet sammen med sin hustru, sine sønner og deres hustruer. Og alle dyrene, kvæget, de vilde dyr, fuglene og krybdyrene, forlod skibet parvis - art for art.
Derpå byggede Noa et alter og ofrede nogle af de rene dyr og fugle til Herren. Brændofferet behagede Gud Herren, og han sagde til sig selv: »Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene. Menneskenes higen er ond fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udslette alt liv på jorden. Herefter skal - så længe jorden står - forår og høst, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre!

Gud fortæller os det samme ved Kristi dø og opstandelse.

Kristus, der bliver dræbt, er det indre, åndelige i os selv, og drabet svarer derfor til drabet og korsfæstelsen af Jesus. Sagt på en anden måde, så har vi altså alle dræbt og korsfæstet vor indre Kristusånd. De fleste sammenblander navnene Jesus og Kristus, men navnet Kristus og kristusbegrebet eksisterede længe inden Jesus blev født. Det menes allerede at have været kendt i Ægypten på den tid, hvor de store pyramider blev bygget. Jesus er navnet på det højtoplyste menneske, som blev født for ca. 2000 år siden, og Kristus er navnet for den ånd, som var i Jesus, og som også er i enhver af os. Legenden om Kristus skal ikke forstås bogstaveligt. Den skal ligesom alle andre legender forstås symbolsk.

Hvornår har vi da dræbt kristus i os? Det har vi gjort allerede i vor tidlige barndom. Man siger, at øjnene er sjælens spejl. Prøv at se ind i øjnene på et lille barn. Det lille barn har stadig lyset fra noget guddommeligt i sine øjne. Men efterhånden som barnet udvikler et jeg, træder dette jeg i stedet for det indre centrum, hvis lys tidligere strålede ud igennem barnets øjne. Til sidst er vi så forankrede i vort jeg, at vi må siges at have dræbt det guddommelige lys i os og erstattet det med jeg´et. 

Kristus-legenden fortæller os altså, at vi har dræbt ånden i os. Den dræbte Jesus er begravet et sted, som det er meget svært at finde. I den første kristne tid blev der udfoldet et enormt arbejde for at finde Kristi grav. Hærskarer af pilgrimme drog til Jerusalem for at finde Kristi grav. Korsridderne og andre riddere drog ligeledes til det hellige land for at finde og bevogte Kristi grav. Disse mennesker forstod slet ikke humlen i det hele. Der var ingen grund til at rejse til Israel for at lede efter den hellige grav, for den hellige grav havde de med sig, hvor de end befandt sig i verden. Kristi grav var jo dem selv. Det er os selv, som har dræbt og korsfæstet mesteren, og det er i os selv, mesteren ligger begravet. Anderledes forholder det sig heller ikke med den hellige graal, som så mange forgæves har ledt efter - lidet anende, at graalen var dem selv, at de selv var den hellige graal, det hellige kar, som indeholdt Kristi blod, d.v.s. Kristi sjæl.

Opstandelsen i Kristus-legenden er ikke noget, som er sket i en fjern fortid, eller som vil ske i en lige så fjern fremtid. Opstandelsen sker den dag, vi lader Kristus genopstå i os selv, d.v.s. den dag vi lader Kristus, vor åndelige kerne være centrum i os i stedet for det jeg, som vi plejer at betragte som vort centrum. Opstandelsen sker den dag, vi oprejser den dræbte Kristus i os. Det samme kan også siges med et moderne videnskabeligt sprogbrug: Opstandelsen sker den dag, vi - med psykologen Jungs sprogbrug - flytter vort centrum fra jeg'et til selvet.

Først når man har flyttet sit centrum fra jeg'et til selvet, er man blevet det styrende i sit egen liv, først da har man oprejst i sig, eller sagt i et kristent sprog: først da er Kristus opstanden i én.

Forudsætningen for at man kan oprejse sig, er, at man kan give slip på sit jeg, eller sagt på en anden måde, at man kan hengive sig. For at hengive sig - at give sig selv hen - er det samme som at opgive sit jeg, det samme som at opgive sig selv, det samme som at opløse sig selv, det samme som at lade jeg’et dø, så at selvet kan komme til syne. Men at lade jeg’et dø er så svært, at man føler, at hjertet bliver revet ud af ens bryst. Hengivelse er altså den nøgle, som åbner porten til det aller helligste. Førend man kan træde ind i det aller helligste må man udføre en offerhandling, og denne offer handling består i at ofre sig selv, i at ofre det, som man hidtil har betragtet som sit centrum. Man må ofre sig selv, ofre det, som man hidtil har betragtet som sig selv, for at selvet kan blive oprejst "Kun ved at miste dig selv, kan du vinde dig selv" - "Kun ved at dø kan du leve"- 

”Uden død intet liv”. Denne sætning: "Uden død intet liv" er nøglen. Den er hovedhjørnestenen. Vi kan ikke leve og vokse åndeligt uden at noget andet i os må dø. Vi kan ikke blive forvandlede uden at det gamle menneske dør; uden at alt det i os, som trænger til at blive fornyet og forvandlet, dør. Alt, som vokser og udvikles, vil med tiden stivne i et fast mønster, og når det er sket, går udviklingen i stå. Liv sprænger altid former og grænser, når det vokser og udvikler sig, og når formerne er blevet så faste, at de ikke mere kan sprænges, går livet langsomt i stå. Dette gælder på det fysiske plan, men det gælder også på det mentale og åndelige plan. Med tiden stivner vi i et mentalt mønster, som ikke længere kan gennembrydes af livsfornyende kræfter. Vi får efterhånden et panser af faste og forbenede opfattelser om livet og om os selv, og når disse opfattelser er blevet så faste, at de ikke kan sprænges og give plads for nye opfattelser, er vi gået i stå åndeligt.

Igennem mange generationer er vi blevet programmeret til at tænke i bestemte baner, og disse gamle baner forhindrer os i at tænke nye tanker, som går på tværs af disse baner. Vi kan lignes med PC'ere, der er udstyret med et gammelt og forældet styresystem, som ikke kan køre nye programmer uden en udskiftning af hele styresystemet. Man kan ikke forny sig og tænke i nye baner uden at lade hele sin indre verden gå i opløsning. Vi tror, at vi bare kan føje nye tanker til gamle, men de nye tanker er ikke særlig nye, for de bygger på et gammelt og forældet tankegrundlag. Kun ved at gennemgå en total opløsning af vort indre kan vi oprejses som fornyede og forvandlede mennesker, som genfødte åndsvæsener. Forvandling er kun mulig ved opløsning af det gamle og stivnede, som må gå til grunde i død og kaos. Det gamle må gå til grunde, og vi må finde et helt nyt. Sædekornet må gå til grunde, førend planten kan spire frem. 

Kun ved at begrave og opløse det, som man hidtil har betragtet som sig selv. Ens verden og fordomme må gå i opløsning. man må selv gå i opløsning, Uden en opløsning er det umuligt at fremstille det nye og oprejste menneske. "Det er i møddingen, man finder de vises sten" for den stinkende forrådnelse og opløsning i møddingen er netop den forvandlingsproces, som skaber den friskduftende muld, som er grundlaget for nyt liv. Man vil komme til at opleve en indre fornyet, forvandlede og oprejste ud af møddingens kaostilstand.

Det er svært at give sig hen til den sjælekval, som opløsningsprocessen medfører. Det er ikke uden grund at livet omtales som en prøvelse, for det gør ondt at komme igennem den krisetilstand, hvor ens tidligere liv og gamle opfattelser går i opløsning. Men det er det hele værd, for det der kommer op af mulden er sandheden vejen og livet. 

Jeg ved at det er sandt for jeg har selv følt det på krop og sjæl se evnt. Indlægget et personligt forhold til liver af den 30 april 2010.

The Widow's Son

Alle frimurer kaldes "Sønner af en Enke". Denne titel kommer fra Hiram Abiff arkitekten af ​​Salomons Tempel. Jeg vil her prøve at beskrive denne legende sådan at den måske kan forstås af både frimurer og ikke frimurer jeg vil bruge  Jesus som eksempel. I Matt 13:55 ” Er det ikke tømrerens søn? Hedder hans mor ikke Maria og hans brødre Jakob og Josef og Simon og Judas?” og Mark 06:03 ” Er det ikke tømreren, Marias søn og bror til Jakob og Joses og Judas og Simon?” Her bliver Jesus kaldet tømreren og tømrerens søn som på græsk hedder ”tektwn”(tekton) som normalt oversættes som "tømrer". Det er det sædvanlige problem med at oversætte græsk til et andet sprog. Problemet er, at dette ord også betyder "murer" og "bygmester". Derfor vil ”archtektwn” (archetekton) være mere korrekt når det oversættes til dansk som "arkitekt" med den betydning, at denne person er designer og konstruktør af en bygning. På det historiske tidspunkt som Jesus og Hiram Abiff levede var en arkitekt den der designede og byggede i sten. Så Hiram var en "bygmester" i denne forstand, og Jesus var også en "bygherre" i samme forstand. Der findes en særlig græsk ord for "tømrer", men det er ikke det ord, der bruges til at beskrive Jesus.

Den frimurieske Myten om bygningen af ​​Salomons tempel er gentagelse af hvad Jesus,siger i Johannes 2:19, ” Jesus svarede dem: »Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage.” Det er en klar hentydning til hans indre, og sammenlignet med frimurer myten. At vi hver især er bygherrer af vores indre tempel. Måske er netop dette punkt mere klart, når vi indser, at frimurer kalder Gud den store arkitekt. Omskrevet til græsk, vil der ville være Megas Archetekton, "Den Store arkitekt". Da Jesus beskrives som "tekton", er han en mindre entreprenøren der udfører arbejdet som er anvist af Gud som er den største bygherre eller selve arkitekten til hele Salomons tempel. Så når frimurerne verden over bruger begrebet Sons of the Widow eller The Widow's Son betyder det også at vi alle er sønner af bygmesteren Hiram Abiff eller som i kristendommen ved Maria som enke og mor står ved foden af ​​korset netop som Jesus er ved at overgiv sig til den store arkitekt ”GUD” .Hvis du er frimurer vil du vide hvad det jeg her mener J. Eller sagt på en anden måde uden døden intet liv. Og igen tallet 3 som i Johannes 2:19.

Jeg vil understrege at dette blot er min fortolkning af kristendommen sammenligning med frimureriets legende om Hiram Abiff. Dette er blot en ud af flere måder at fortælle den på en anden kunne være ved at bruge legenden om Isis fra det hellenistisk Palæstina på Kristi tid. I myten om Isis, er hendes mand Osiris myrdet af Seth og hans krop parteret i 14 stykker. Hun samler alle stykkerne undtagen hans fallos. Hun konstruerer en kunstig én og derefter igen samler hans krop for opstandelse og seksuel union. Det vil sige, at "Helligånden" af Osiris har seksuelle forening med "jomfru", men "enke", Isis, og hun føder"Guds Søn" Horus, der "redder" hans folk fra den onde Seth. Derfor er en af ​​titlerne på Horus "Søn af en Enke".

Af Franck Krogh.

Symbolsproget som værktøj.

Symboler


Hvorfor benytter man symboler?
fordi de kan fortælle os noget, som ikke kan udtrykkes med ord.

Hvad er et symbol?
Det er et billede eller andet, som udtrykker noget, som er usynligt, hvor ordene ikke kan slå til. Ord er jo noget, som er stærkt knyttet til forstanden, men vi mennesket indeholder meget mere end forstand, og hvis vi vil forstå det i mennesket, som ligger udover forstanden, er vi nødt til at benytte os af symboler som hjælpemiddel.

Symboler kan også være ritualer og ord som beskriver en symbolsk handling da disse ord ikke er ord der står alen. Som i dette indlæg hvor jeg vil prøve at beskrive symbolikken med en filosofisk tilgang

Kort sagt er det at tyde symboler, det at forstå og føle budskabet, i det der er ud over det ren forstandsmæssige.

I dette indlæg vil jeg prøve at belyse, hvordan jeg afkode 3 af disse symboler med hjælp af Filosofien. Jeg vil understrege at dette blot er min personlige fortolkning.

Dualisme


Følelser og forstand svarer for mig til højre og venstre hjernehalvdel. eller som Sort og hvid, nemlig modstillede forhold.

Venstre hjernehalvdel arbejder ligesom en computer digitalt(forstand).

Højre hjernehalvdel arbejder analogt(følelser)

Da forstanden svarer til venstre hjernehalvdel, er den ligesom venstre hjernehalvdel rationel, analytisk, logisk og sprogligt orienteret, og følelserne, forstår ikke forstanden, hvis den prøver at forstå den med sine rationelle, analytiske, logiske og sproglige evner.

Hvis forstanden, forventer ord fra følelserne, får den intet svar.

Følelserne kender ikke til ord, Da den, er ligesom højre hjernehalvdel visuelt orienteret og kender der ved ikke til ord. Følelsernes sprog er, fornemmelser, symbolske billeder og musik.

Bevidsthed


Kommunikationen mellem følelserne og forstanden, er yderst vanskelig, da de taler hvert sit sprog.

Hvis vi vil lære at forstå, hvad følelserne, siger os, må vi lære at lytte til vore fornemmelser, og vi må lære at tyde det symbolske billedsprog.

Hvis vi vil give en besked til vores følelser, må vi også lære at give beskeden i et sprog, som følelserne, forstår.

Et eksempel, hvis en person er deprimeret, så nytter det ikke noget, at sige: ”Op med humøret” eller at komme med argumenter for, at den pågældende ikke burde være deprimeret, men hvis vi i stedet bruger kærlighed, hjælp og sandhed. Altså være sammen med kærlige hjælpsomme og frem for alt oprigtige mennesker, så har det en afsmittende effekt der er meget større end ord, så forstår følelserne beskeden og ændrer måske sin sindsstemning. Den teknik har jeg brugt masser af gange, jeg bruger den eksempelvis hver gang jer er logen. Det virker for mig, mens argumenter er virkningsløse i min følelsesverden.

Dualisme


I vore indre arbejdet er det vigtigt, at arbejdets både med vores forstand og vores følelser Ellers arbejder vi slet ikke i dybden, fordi det ikke når forbi forstanden.

Hjælp til at forstå


Vi mennesker består af 3 ting, som består af ånd, sjæl og legeme, som er hovedkræfterne i vor indre.

Impuls


impulsen, som går fra ånden til sjælen.

Impulsen er den åndelige budbringer.

Impuls kan symboliseres med en due, der er symbol på en flyvende budbringer.

De impulser, som kommer fra ånden til sjælen, er ikke meddelelser i ord, for ånden taler ikke i ord, og den taler heller ikke ved hjælp af følelser.

Hvis de meddelelser, der kommer fra ånden, når frem til os, så opfattes de af os som det, man kalder inspirationer eller intuitioner.

En intuition defineres som en instinktiv viden, man får, uden brug af forstandsmæssige processer.

Intuition


Hvis vi vil lære vores jeg at kende, gælder det om at blive bevidste om intuitioner og inspirationer.

Vanskeligheden ved at blive bevidst om intuitioner og inspirationer er, at forstanden, skal forholde sig 100% tavs, mens det sker.

Ethvert forsøg fra forstandens side på at arbejde med sin rationalitet, mens man får en intuition eller en inspiration, vil øjeblikkeligt tilintetgøre den intuitive impuls fra ånden.

Når man først har fået en intuition, kan forstanden godt bearbejde den rationelt, men hvis forstanden sættes ind, før intuitionen er kommet i hus, så kommer intuitionen slet ikke i hus.

forstanden skal tie, mens ånden taler.

Symbolsproget


Symboler er den impuls, som kommer fra følelserne til forstanden, således at hjernens venstre halvdel kan blive bevidst om den.

Men at opfatte symbolske meddelelser er ikke så ligetil, for da de kommer fra følelserne, som svarer til højre hjernehalvdel, kommer de jo ikke i ord.

De kommer som, fornemmelser eller symbolske billeder.

Hvis vi vil lære at forstå symbolsproget, gælder det derfor om at forstå, både det symbolsprog, som optræder i vore drømme, og det symbolsprog, som benyttes i vores vågne tilstand, men som vi sjældent forstår, fordi vi ikke har lært at tyde symbolsproget.

symbolerne svarer til den bro, der i hjernen findes mellem de to hjernehalvdele, og som forbinder disse to hjernehalvdele. Symbolerne skal prøve at forbinde noget, der er lige så svært at forbinde som vand og luft.

forstanden, kan nemlig symboliseres ved luft, fordi tanker og rationalitet er noget meget luftigt noget.

følelserne, kan symboliseres ved vand, fordi følelser er noget, der strømmer igennem én ligesom vand er noget, der strømmer.

Det er blandt andet her alkymien kommer ind i symbolikken.

Alkymien drejede sig ikke om at fremstille guld i bogstavelig forstand, men i symbolsk forstand.

Alkymien drejede sig om at fremstille det, som guldet symboliserede, nemlig det guddommelige. Alkymien var en filosofisk og psykologisk lære, som i dag ligger gemt i blandt andet frimureriet.

At forbinde følelser og forstand, er en alkymistisk proces, som er lige så svær som at forene vand og luft.

Kend dig selv


Hvordan lære vi så os selv at kende.

Eks. Kan de kirkelige Ritualer anvendes som et redskab, som kan anvendes i praksis, når vi forsøger at lære os selv at kende.

Ritualet fortæller os, at vi inde i os har en ånd samt en sjæl og en forstand,(jeg er en ånd der har en sjæl der bor i et legeme) ja, ritualet fortæller os det, men det er en rent teoretisk viden.

Med ordne, mester samt sjælen og forstanden, har jeg givet de 3 styrende kræfter navne, som jeg bruger, og som vi hver især kan oversætte til noget andet i overensstemmelse med ens livsanskuelse og åndelige udvikling.

Det er således op til hver enkelt at fortolke dem med de ord, som man synes kommer nærmest.

Egentlig er det bare en tro, for i realiteten ved vi ikke, om det er rigtigt, førend vi i os selv har mødt sjælen og ånden som jeg her efter vil referer til som mesteren.

Normalt kender vi nemlig kun vores forstand.

Hvis jeg spørger, hvor jeg’et sidder, så ville de fleste uden tvivl pege på hovedet, fordi de mener, at det er forstanden eller hjernen, som indeholder vores jeg.

Sagt på en anden måde, så identificerer vi os med forstanden.

Så længe vi identificerer os med forstanden, vil vi ikke kunne finde et jeg andre steder inde i os, for jeg’et har vi jo på forhånd anbragt i hjernen/forstanden.

For at kunne hæve os op over forstanden, er vi nødt til at ophæve jeg’ets identifikation med forstanden og begive os ud på en indre rejse.

Den Første rejse


Mange af os har sikkert prøvet at sidde i en indre fordybning i et forsøg på at finde sig selv.

Denne indre fordybning kan kaldes for andagt eller meditation.

Hvis I har prøvet det, vil vi opdage, at der sjældent sker andet end, at der strømmer en masse tanker igennem hovedet på én.

Forskellige meditationsteknikker anviser forskellige metoder til at standse denne tankestrøm, men der er ingen teknikker, der virker, så længe vi identificerer os med den tankemaskine, som anden bevogter, er.

Den forstyrrende tankestrøm standser først.

Når vi ophæver identifikationen med hjernen.

Kikker vi opmærksomt indad, vil vi kunne opdage, at der er noget andet inden i os, som ser og iagttager alle de tanker, der kommer flyvende.

Så vil vi kunne opdage, at tankerne ikke er os, og at det heller ikke er os, der laver tankerne.

Fordi jeg’et nu har flyttet sig udenfor den tænkende hjerne, vil vi kunne se, at det er hjernen, som frembringer tankerne, og at jeg’et faktisk er den, der ser og iagttager de tanker, som hjernen, frembringer.

hjernen, er et fortrinligt tankeredskab for ånden, men hjernen, er kun et redskab.

Jeg’et er det sted i os, hvor energierne er centreret, og ved således at flytte jeg’et op over den tænkende hjernes stade, begrænser vi energitilstrømningen til hjernen.

Følgen heraf er, at tankerne aftager, således at vi kan begynde at se, hvad der er i os, af følelser når tankerne ikke fylder hele billedet.

Den anden rejse


Det første, vi vil få øje på, når vi hæver jeg’et op over den tænkende hjernes stade, er nok sjælen eller det vi kalder følelser.

De vil også kunne bestå af indre symbolske billeder, for der er en tæt sammenhæng mellem indre billeder og følelser, idet følelser meget ofte udtrykker sig i billeder.

sjælen, kan jo ikke udtrykke sig i ord, for ord er noget, der hører hjemme hos hjernen.

I vil uden tvivl føle, at det er jer selv, der føler disse følelser, for jeres jeg vil nu være identificeret med sjælen i stedet for med hjernen.

For nu at ophæve jeg’ets identifikation med sjælen og søge endnu dybere ind i en selv er det nødvendigt at begive sig ud på endnu en rejse.

Den tredje rejse


Denne rejse, hvor vi hæver os op over følelserne, foretager vi ved opmærksomt at lægge mærke til, at der er et eller andet i os, som ser og iagttager og oplever disse følelser.

Så længe vi siger: Jeg føler, er jeg’et identisk med sjælen, men når vi kan sige: Disse følelser hører ikke til mit jeg, jeg er den, der iagttager de følelser, som sjælen, frembringer, så har vi indtaget sædet i mesterens stol, for så er jeg’et blevet identisk med mester i vor indre.

Det er mester der er balancen mellem følelser og forstand. Han vil ved hjælp af inspirationer eller intuitioner styre følelser og forstand.

Han er centrummet.

Jeg tror nu aldrig noget menneske helt og holdent vil komme til at sidde I mesterens stol kun i korte glimt.

For som i et af mine ynglings citater: så er det ikke selve målet, men rejsen mod målet, der er selve målet. Eller Kend dig selv derefter glem dig selv.

Af Franck B Krogh efter en tekst af Jens Gabe.