Hvornår har vi da dræbt kristus i os? Det har vi gjort allerede i vor tidlige barndom. Man siger, at øjnene er sjælens spejl. Prøv at se ind i øjnene på et lille barn. Det lille barn har stadig lyset fra noget guddommeligt i sine øjne. Men efterhånden som barnet udvikler et jeg, træder dette jeg i stedet for det indre centrum, hvis lys tidligere strålede ud igennem barnets øjne. Til sidst er vi så forankrede i vort jeg, at vi må siges at have dræbt det guddommelige lys i os og erstattet det med jeg´et.
Kristus-legenden fortæller os altså, at vi har dræbt ånden i os. Den dræbte Jesus er begravet et sted, som det er meget svært at finde. I den første kristne tid blev der udfoldet et enormt arbejde for at finde Kristi grav. Hærskarer af pilgrimme drog til Jerusalem for at finde Kristi grav. Korsridderne og andre riddere drog ligeledes til det hellige land for at finde og bevogte Kristi grav. Disse mennesker forstod slet ikke humlen i det hele. Der var ingen grund til at rejse til Israel for at lede efter den hellige grav, for den hellige grav havde de med sig, hvor de end befandt sig i verden. Kristi grav var jo dem selv. Det er os selv, som har dræbt og korsfæstet mesteren, og det er i os selv, mesteren ligger begravet. Anderledes forholder det sig heller ikke med den hellige graal, som så mange forgæves har ledt efter - lidet anende, at graalen var dem selv, at de selv var den hellige graal, det hellige kar, som indeholdt Kristi blod, d.v.s. Kristi sjæl.
Opstandelsen i Kristus-legenden er ikke noget, som er sket i en fjern fortid, eller som vil ske i en lige så fjern fremtid. Op¬standelsen sker den dag, vi lader Kristus genopstå i os selv, d.v.s. den dag vi lader Kristus, vor åndelige kerne være centrum i os i stedet for det jeg, som vi plejer at betragte som vort centrum. Opstandelsen sker den dag, vi oprejser den dræbte Kristus i os. Det samme kan også siges med et moderne videnskabeligt sprogbrug: Opstandelsen sker den dag, vi - med psykologen Jungs sprogbrug - flytter vort centrum fra jeg'et til selvet.
Først når man har flyttet sit centrum fra jeg'et til selvet, er man blevet det styrende i sit egen liv, først da har man oprejst i sig, eller sagt i et kristent sprog: først da er Kristus opstanden i én.
Forudsætningen for at man kan oprejse sig, er, at man kan give slip på sit jeg, eller sagt på en anden måde, at man kan hengive sig. For at hengive sig - at give sig selv hen - er det samme som at opgive sit jeg, det samme som at opgive sig selv, det samme som at opløse sig selv, det samme som at lade jeg’et dø, så at selvet kan komme til syne. Men at lade jeg’et dø er så svært, at man føler, at hjertet bliver revet ud af ens bryst. Hengivelse er altså den nøgle, som åbner porten til det aller¬helligste. Førend man kan træde ind i det aller¬helligste må man udføre en offerhandling, og denne offer¬handling består i at ofre sig selv, i at ofre det, som man hidtil har betragtet som sit centrum. Man må ofre sig selv, ofre det, som man hidtil har betragtet som sig selv, for at selvet kan blive oprejst "Kun ved at miste dig selv, kan du vinde dig selv" - "Kun ved at dø kan du leve"-
”Uden død intet liv”. Denne sætning: "Uden død intet liv" er nøglen. Den er hovedhjørnestenen. Vi kan ikke leve og vokse åndeligt uden at noget andet i os må dø. Vi kan ikke blive forvandlede uden at det gamle menneske dør; uden at alt det i os, som trænger til at blive fornyet og forvandlet, dør. Alt, som vokser og udvikles, vil med tiden stivne i et fast mønster, og når det er sket, går udviklingen i stå. Liv sprænger altid former og grænser, når det vokser og udvikler sig, og når formerne er blevet så faste, at de ikke mere kan sprænges, går livet langsomt i stå. Dette gælder på det fysiske plan, men det gælder også på det mentale og åndelige plan. Med tiden stivner vi i et mentalt mønster, som ikke længere kan gennembrydes af livsfornyende kræfter. Vi får efterhånden et panser af faste og forbenede opfattelser om livet og om os selv, og når disse opfattelser er blevet så faste, at de ikke kan sprænges og give plads for nye opfattelser, er vi gået i stå åndeligt.
Igennem mange generationer er vi blevet programmeret til at tænke i bestemte baner, og disse gamle baner forhindrer os i at tænke nye tanker, som går på tværs af disse baner. Vi kan lignes med PC'ere, der er udstyret med et gammelt og forældet styresystem, som ikke kan køre nye programmer uden en udskiftning af hele styresystemet. Man kan ikke forny sig og tænke i nye baner uden at lade hele sin indre verden gå i opløsning. Vi tror, at vi bare kan føje nye tanker til gamle, men de nye tanker er ikke særlig nye, for de bygger på et gammelt og forældet tankegrundlag. Kun ved at gennemgå en total opløsning af vort indre kan vi oprejses som fornyede og forvandlede mennesker, som genfødte åndsvæsener. Forvandling er kun mulig ved opløsning af det gamle og stivnede, som må gå til grunde i død og kaos. Det gamle må gå til grunde, og vi må finde et helt nyt. Sædekornet må gå til grunde, førend planten kan spire frem.
Kun ved at begrave og opløse det, som man hidtil har betragtet som sig selv. Ens verden og fordomme må gå i opløsning. man må selv gå i opløsning, Uden en opløsning er det umuligt at fremstille det nye og oprejste menneske. "Det er i møddingen, man finder de vises sten" for den stinkende forrådnelse og opløsning i møddingen er netop den forvandlingsproces, som skaber den friskduftende muld, som er grundlaget for nyt liv. Man vil komme til at opleve en indre fornyet, forvandlede og oprejste ud af møddingens kaostilstand.
Det er svært at give sig hen til den sjælekval, som opløsningsprocessen medfører. Det er ikke uden grund at livet omtales som en prøvelse, for det gør ondt at komme igennem den krisetilstand, hvor ens tidligere liv og gamle opfattelser går i opløsning. Men det er det hele værd, for det der kommer op af mulden er sandheden vejen og livet. Dette er et tillæg til mit tidligere indlæg ”et personligt forhold til livet” det er denne proces jeg var igennem.
