Pligt, skyld og ansvar
Pligt er et ord, som vi støder på igen og igen. Vi hører, hvordan rettigheder altid modsvares af pligter, hvordan vi er forpligtede overfor vore forældre, vore ægtefæller og vore børn, hvordan vi er forpligtede overfor Gud, dronning og fædreland.
Ordet pligt er for mig tæt forbundet med ordet skyld. Når vi ikke har opfyldt vore pligter, så føler vi skyld. Vi skylder vore forældre, vore ægtefæller og vore børn at opfylde vore pligter overfor dem. Vi skylder samfundet at opfylde vore samfundsmæssige forpligtelser, og vi skylder Gud, dronningen og vort fædreland at opfylde vore pligter overfor disse.
Der er nok ikke mange, som vil sætte spørgsmålstegn ved dette.
Men er det nu rigtigt, at vi bør bestræbe os så meget på at være pligtopfyldende? Er det rigtigt, at det er så stor en dyd at være pligtopfyldende? Hvor kan jeg dog sætte spørgsmålstegn ved dette, vil nogle måske sige. Er det ikke det samme som at sætte spørgsmålstegn ved en af hovedhjørnestenene i moralopdragelse?
Lad os prøve at tænke lidt dybere over spørgsmålet. Enhver kan tænke de samme tanker, som andre har tænkt, men at kunne tænke selvstændigt er en af de vigtigste forudsætninger for at kunne være et frit menneske, som aldrig opdages af dem, som blot følger de sædvanlige og gængse tankegange. Der findes en lærerig logo i Thomas evangeliet logo 66 Jesus sagde: "Vis mig den sten, som de, der bygger, forkastede. Den er hjørnestenen” en bygningssten, som ikke er kubisk, kan ikke bruges i en stor flot bygning og derfor havde en helt forkert facon, og så viste det sig senere, at selvom der kun var én sten, som havde denne afvigende facon, så var denne sten, som tempel bryggerne havde forkastet, en af de vigtigste sten ved bygningen af templet. Den passede nemlig ind over portalen, hvor ingen af de regulære sten kunne passe ind.
Jeg vil nu fremkomme med noget tilsyneladende irregulært ved at hævde, at kravet om, at et fri menneske skal være pligtopfyldende, strider imod en af betingelserne for overhovedet at kunne blive et frit menneske netop ikke er. Man er tvært imod bundet på hænder og fødder af alle sine forpligtelser. Lad os prøve at se lidt nærmere på, hvad pligt egentlig er for noget.
Det engelske ord for pligt er duty. Det kommer af ordet due, som igen stammer fra det latinske debere, som betyder at eje. Den, der står i pligt til et andet menneske, ejes med andre ord af dette andet menneske. Man er træl og ikke frit menneske. Derfor kan den pligtskyldige ikke blive et frit menneske. Det latinske debere, som duty kommer af, har naturligvis også relation til ordet debet, som vi kender fra bogholderi. Det menneske, som har pligter, står i debet. Man står i skyld til andre og kan ikke blive et frit menneske, før man har opfyldt enhver pligt, som man selv eller andre har pålagt en. Jo flere pligter man har, jo mere gældbunden er man, jo mere trælbundet er man af usynlige lænker, som vækker ens skyldfølelse og piner ens samvittighed, lige indtil man har opfyldt alle tænkelige pligter. Et frit menneske handler derimod ikke af pligtfølelse, for man skylder ingen noget. Et frit menneske handler af egen lyst og tilskyndelse.
Vi har nu set, at pligt og skyld faktisk er to sider af samme sag. Man kan sige, at skyld er bagsiden af pligt, at skyldfølelse og dårlig samvittighed er bagsiden af pligtfølelse.
Samvittighed! Det er et andet begreb, som holdes i hævd indenfor det at være et frit menneske. Er det nu også galt? Igen er det et spørgsmål om ikke blindt at acceptere gængse etiketter på begreberne, men om at trænge til bunds i begreberne og om at tænke dybere over dem. Normalt betragter vi samvittighed som et næsten helligt begreb, som noget, der kommer fra et indre åndeligt centrum. Men reelt betyder ordet samvittighed – samvete - blot en viden, som man har til fælles med andre indenfor et bestemt samfund.
Ifølge Freud er samvittigheden en funktion af det, han kaldte overjeg'et. Overjeg'et er en slags båndoptager, vi har inde i os, og som gentager alle de formaninger, vore opdragere har givet os igennem opvæksten. I dag er vi ubevidste om, at vi har sådan en båndoptager i os. Derfor tror vi, at alle vore moralbegreber noget, som kommer fra et ukendt sted i vort indre, og at de derfor er af åndelig karakter. Vi tror, at det er samvittigheden stemme, som taler til os, mens det i de fleste tilfælde blot er de glemte formaninger og moralske læresætninger fra vore opdragere. Jeg bestrider bestemt ikke, at der findes en indre, ægte moral, som kommer fra et indre åndeligt centrum, men langt, langt det meste af det, vi kalder moral, er konventionel moral, d.v.s. moralbegreber, som vore opdragere har indlagt i os. Det vil sige, at langt det meste af det, vi kalder samvittighed, grunder sig i tillærte moralbegreber, som intet har med noget åndeligt at gøre. Problemet er så at kunne gennemskue, hvad der er den lille kerne af ægte samvittighed, og hvad der er tillært samvittighed. Da begge slags samvittighed kommer fra det ubevidste, vil vi ikke kunne adskille dem uden at opnå bevidsthed om det, der foregår i vort ubevidste. Én ting må dog være klart efter det, jeg før sagde om pligt og skyld: Den skyldfølelse og dårlige samvittighed, som kommer af manglende opfyldelse af en pligt, har ikke noget med en åndelig samvittighed at gøre. Det er en samfundsskabt dårlig samvittighed, som hænger sammen med samfundets og vore opdrageres interesse i, at pligter bliver opfyldt, derfor betyder pligt simpelt hen skyld.
Et eksempel, som i ved er jeg frimurer og ved hver logeaften giver vi alle sammen et beløb til velgørenhed, og for det menneske, som lider nød, og som modtager en sum penge, er det vel ligegyldigt, om pengene er givet af pligt eller af lyst til at hjælpe andre. Men for den bror, som giver hjælpen, er dette langt fra ligegyldigt. Hvis pengene er givet, fordi broderen som frimurer føler sig forpligtet til at give et beløb til barmhjertighed, så har det intet med barmhjertighed at gøre. Så er det ren og skær opfyldelse af en pligt, så er lettelsen af pengepungen blot en lettelse af en skyldfølelse.
Det samme gælder alle andre områder af livet, hvor ordene pligt og skyld optræder. Hvis vi f. eks. hjælper vore forældre med et eller andet af lyst til at hjælpe, så er det fint, men hvis vi hjælper dem, fordi vi føler os forpligtede til det, fordi vi føler, at vi skylder dem det, så gør vi ikke nogen god gerning, så befrier vi blot os selv for den skyld, vi ville føle hvis vi ikke hjalp dem. Størstedelen af vores opfattelse af at være forpligtede og af at skylde nogen noget, er i øvrigt en fiktion. Langt de fleste af de pligter, vi mener, vi har, er ikke reelle pligter, men pligter, som vores overjeg indbilder os, at vi har. og vi kunne spare os selv for megen skyldfølelse, hvis vi kunne gennemskue dette. Selvfølgelig findes der reelle pligter. Hvis vi har indgået en kontrakt med en anden, så har vi også en pligt til at opfylde vores del af aftalen. Men langt de fleste at de pligter, vi tror vi har, er ikke reelle. Stort set skylder vi ingen noget. Vi skylder ikke vore forældre noget, fordi de har opfostret os. Vore forældre har ikke opfostret os for at få en gæld tilbagebetalt. De har gjort det af egen fri vilje og lyst og som følge af en instinktmæssig trang til yngelpleje. Og vi opfostrer på samme måde vore børn af kærlighed og ikke for at få noget tilbagebetalt.
Vi skylder heller ikke vore ægtefæller eller partnere noget. De har ganske vist givet os en masse kærlighed livet igennem, men de har da forhåbentlig gjort det af egen lyst og ikke for at noget tilbagebetalt. Hvis vi har givet hinanden kærlighed for at få kærlighed tilbagebetalt, så har der jo ikke været tale om kærlighed, men om en tuskhandel. Den, der har givet en anden et æble for at få en pære igen, har slet ikke givet noget. Hvis kærligheden derimod er givet af lyst til give kærlighed, så har belønningen allerede ligget i opfyldelsen af lysten til at give kærlighed. Det, man giver af lyst, er ægte, og gør én til et godt menneske, hvorimod det, man giver af pligt, ikke på nogen måde gør én til at bedre menneske.
Men kan lyst og pligt ikke forenes? Kan man ikke have lyst til at gøre en pligt? Man kan jo godt have lyst til flere modstridende ting på samme tid. F. eks. kan man en sommerdag have lyst til at tage til stranden, og samtidig kan man have lyst til at få gjort et stykke arbejde, som man føler, at man burde gøre, som man altså føler, at man har pligt til. Vælger man arbejdet, fordi man har større lyst til at gøre dette end til at tage til stranden, så har man fulgt den lyst, som var størst. Vælger man derimod arbejdet, fordi det vil give én skyldfølelse ikke at gøre det, så har man gjort det af tvang.
Hvis man føler, at man opfylder en pligt af lyst og ikke af tvang, så drejer det sig normalt om noget helt andet end pligt. Så drejer det sig om opfyldelsen af et ansvar. Ansvar er et ord, som man efter min mening burde sætte i stedet for pligt. Et ansvarsfuldt menneske tager ansvar for sine handlinger, ikke fordi man føler sig forpligtet til det, ikke fordi man føler skyld, hvis man ikke gør det, men fordi man har en indre lyst til at påtage dette ansvar. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt man gør noget af pligtfølelse eller af ansvarsfølelse, så kan man benytte skyldproblematikken til at afgøre, om det er det ene eller det andet. Hvis man ville føle skyld, hvis man ikke gør det, så er det et pligtanliggende, og en opfyldelse af denne pligt højner ikke én, fordi opfyldelsen af pligten blot er en afvikling af skyld. Ville man derimod ikke føle nogen skyld, hvis man undlod at gøre det, så er det et ansvarsspørgsmål, og opfyldelsen af dette frivillige ansvar højner én ved at gøre én til et ansvarsfuldt menneske.
At handle af lyst er ikke ensbetydende med at handle ansvarsløst. Handler man af lyst og uden at tage ansvar for sine handlinger, er man et overfladisk og umoralsk menneske, men er lysten parret med ansvar, er man på én gang et frit og et dybt moralsk menneske. Ordet ansvar betyder tilsvar. Det vil sige, at det ansvarsfulde menneske tilsvarer enhver sit. Man tager ikke det, der er andres, og tilføjer man andre skade, forsøger man at genoprette denne skade, så godt man kan. Hos et frit menneske er lyst således parret med ansvar for det, man foretager sig. Men ansvaret for sine handlinger påtager man sig af lyst og egen indre tilskyndelse. Man er ikke bundet af pligt og skyld, for var man det, kunne man ikke være et frit menneske. For en overfladisk betragtning kan pligt og ansvar ligne hinanden til forveksling, men ser man skarpt på begreberne, er der en verden til forskel. Og denne forskel er forskellen mellem det skyldbetingede og trælbundne menneske på den ene side og det frie, men ansvarsfulde menneske på den anden side. Det er forskellen mellem dette menneske, som ikke er fri, og det, som er det.
Ansvar er et indre, moralsk og åndeligt anliggende. Pligt er derimod et ydre eller psykisk betinget anliggende. Pligt er noget, andre - herunder ens psykiske overjeg tvinger én til. Ansvar er noget, man påtager sig af sin egen indre og frie vilje.
