symbolikkens betydning for visdom.

Vi kender vel alle en hel del symboler, men vi ved måske ikke alle, at de symboler, som vi kender, og som vi arbejder med, kun er brudstykker af et hele, og at disse symboler kun er enkelte gloser i et verdensomspændende sprog. Den hellige skrift lærer os, at inden Babelstårnet sank i grus, havde alle mennesker et fælles sprog. Dette glemte sprog, som var fælles for alle mennesker, hvilket jeg tror var symbolsproget.


Den historiske forskning lærer os, at de samme religiøse symboler optræder overalt på jordkloden - også hos folk, som ikke har haft forbindelse med andre folkeslag. Og den dybdepsykologiske forskning lærer os, at vi alle drømmer på symbolsproget, og at religiøse symboler optræder i vore drømme, uanset om vi anser os selv for religiøse eller for ateister. Symbolsproget er underbevidsthedens sprog; det er det sprog, hvori sjælen taler til os, og hvis vi vil høre, hvad sjælen siger til os, må vi lytte til symbolsproget i det indre. Symbolsproget er den nøgle, som åbner den indviedes øjne for skatte, som den profane stirrer på uden at kunne hører dem. Det er den nøgle, som åbner for forståelsen. Som fortidens indviede har efterladt til deres efterkommere. Hvor den profane f. eks i det gamle testamente læser om historiske krige mellem israelitterne og de omkringboende folk  noget som jo ikke har meget med en hellig skrift at gøre der ser den indviede beretninger, som af de jødiske indviede er udformet så snedigt, at de på symbolsk og allegorisk måde fortæller om livets mysterier i et sprog, som kun kan forstås af andre indviede. Der hvor den profane læser om israelitternes landflygtighed og fangenskab i Ægypten eller i Babylon,

der læser den indviede om menneskets fangenskab i den fysiske verden og
om menneskets landflygtighed fra dets himmelske hjemsted. Og når israelitterne fra Ægypten drager mod øst  over Det røde Havs tærskel til det forjættede land, som flyder med mælk og honning, så læser den symbolkyndige om menneskets vandring mod det forjættede paradis i øst, mod det land, hvor mennesket havde hjemme, inden det kom i landflygtighed i den fysiske verden.

Læser vi om den græske eller romerske oldtid, finder vi beretninger om guder af den mest sælsomme art, men hvor den profane ikke finder andet end afguder og overtro, dér ser den symbolkyndige guderne som vejviser i det indre, som vejvisere i et vældigt mysteriespil. Han ser de forskellige gudeskikkelser som symboler på de forskellige kræfter i menneskets underbevidsthed, og i beretningerne om gudernes eventyr og gøremål kan den indviede aflæse, hvordan kræfterne i hans indre arbejder og forholder sig til hinanden. Selv noget så tilsyneladende ligegyldigt som gudernes stamtavle belærer den indviede om, hvorledes kræfterne i hans sjæleliv er sammensat. Når det f.eks. fortælles, at gudinden Harmonia er datter af krigsguden Ares og kærlighedsgudinden Aphrodite, så lærer det os, at disse to kræfter må samarbejde for at frembringe harmoni. Kærlighed alene frembringer ikke harmoni, men kun en blød eftergivenhed som i sidste ende ødelægger harmonien. For at avle harmoni må vi parre kærligheden med den styrke og handlekraft, som guden Ares er symbol på. Derfor var Harmonia datter af Afrodite og Ares.

Da kristendommen vandt frem, blev det ikke længere god tone at benytte de gamle guder som symboler på kræfterne i menneskets underbevidsthed. I stedet for mytologien opstod der derfor et utal af sagn, legender og eventyr, som i symbolsk form berettede om det, der foregår i menneskets indre tempel. Alle eventyr er skrevet i symbolsproget. Eventyrerne består af en ydre forklædning og af en indre mening, som skjuler sig bag den ydre forklædning. Den første forudsætning for et forstå et eventyr er, at man er klar over, at handlingen ikke udspilles i den ydre verden, men at den udspilles i menneskets indre. De forskellige personer i eventyret skal derfor ikke betragtes som forskellige ydre personer, men som forskellige egenskaber eller sider hos det samme menneske. Prinsessen er normalt symbol på sjælen, og prinsen, som søger at vinde prinsessen, er symbol på menneskets dagsbevidsthed, dets forstand eller bevidste intellekt. I eventyrets verden er endvidere moderen symbol på moder jord, både i betydning af den natur, som føder og nærer os, og i en dybere betydning som den, der føder og nærer os sjæleligt. Moderen er i eventyrene meget ofte enke, den enke.

Hvis vi f. eks. betragter et eventyr som Snehvide, så begynder eventyret på et tidspunkt, hvor den oprindelige sjælelige moder har forladt sjælen Snehvide. Det svarer i de elysiske mysterier til det tidspunkt, hvor Koré er blevet forladt af moderen Demeter, og hvor hun går alene og plukker blomster, inden hun røves af Hades. I Mozarts Tryllefløjte svarer det til et tidspunkt umiddelbart før Pamina røves af Sarastro. Sjælen Snehvide kommer nu i den onde stedmoders varetægt. Stedmoderen er symbol på den fysiske verden, som nok nærer og føder os, men som også er streng og hård ved os. Stedmoderen bliver rasende, da spejlet på væggen fortæller hende, at Snehvide, d.v.s. sjælen er smukkere end hende – altså smukkere end den fysiske verden. Stedmoderen vil derfor dræbe sjælen.

Snehvide flygter imidlertid dybt ind i skoven, som er symbol på den underbevidste, indre verden, og i tid lang bor hun i et hus, som ejes af de syv dværge, det vil sige de syv planeter, for planeterne har også en indre side, som hører til i den indre verden. Stedmoderen prøver stadig at få mennesket til at interessere sig for den profane verden, og efterhånden får hun lokket Snehvide længere og længere ud i det profane ved at vise hende det profane livs tillokkelser. Først køber Snehvide smukke bånd til sit snøreliv og siden en kam til sit hår. Endelig giver hun helt efter og spiser af det sanseligt røde, forgiftede æble, hvorefter sjælen glemmer det åndelige og falder i en dødlignende søvn. Sjælen har nu slugt den sidste bid af æblet fra træet til kundskab om godt og ondt, fra det træ som adskiller det oprindeligt udelelige i godt og ondt. I de elysiske mysterier er Kore, som nu kaldes Persephone blevet fanget og gift med Hades, og i Tryllefløjten er Pamina blevet fange hos Sarestro. Mennesket kender nu kun den fysiske verden, og sjælen ligger i en dødlignende søvn.

En dag, da mennesket har nået sit livs middagshøjde, da det er blevet høj middag, begynder det at søge ind i sig selv. Prinsen, menneskets dagsbevidsthed og forstand, kommer så langt ind i sin indre, at han når til de syv dværge eller planeter, og dér opdager han den sovende sjæl. Prinsen bliver så betaget af sjælens overjordiske skønhed, at han erklærer, at han ikke kan leve uden sjælen, og han får derfor lov til at tage Snehvide med sig. Prinsen får efterhånden vækket sjælen ved sin kærlighed. Forstanden og sjælen indgår ægteskab og lever lykkeligt til deres dages ende i harmoni.


Profan = noget der ikke har, med det guddommelige at gøre.