søndag den 11. april 2010

Om frimureriets rødder tilbage før 1717. Del 1 af 7.


DEL 1.
En årtusind gammel kunst


Det er en meget gammel kunst, at arbejde med vaterpas og lodsnor. I »Historiens Bog«, som er skrevet i Kina 1200 år før vor tidsregning, finder vi følgende sætning: »I ledende mænd i regeringen, anvend passeren!«

 
 
I »Den store Visdoms Bog«, som er skrevet 500 år før Kristus af Kung futse, finder vi: »En mand skulle afholde sig fra at gøre mod andre, hvad han ikke ønsker, at de skal gøre mod ham. Dette kalder man princippet »at handle efter den rette vinkel«.


Og senere: »Man skal anvende vinklen og passeren moralsk på sit eget liv, og desuden vaterpasset og lodsnoren, hvis man vil gå på visdommens lige og jævne sti og holde sig inden for grænserne for ære og dyd«. Og videre: »En murermester, der underviser sine lærlinge, bruger passeren og vinklen. Vi, som er optaget af at forfølge visdommen, må ligeledes gøre brug af passer og vinkel«.

Foran de antikke templer i Egypten og Fønicien stod to søjler. I Egypten kaldes de Tå og Tatu. I Kong Salomons tempel hedder den ene xxxxxxx, og den anden xxxxxx. Men tilsvarende søjler findes i øvrigt foran templer overalt i verden, både i Mexico og Kina, men også mange andre steder.

Selvfølgelig beviser dette ikke, at vort frimureri stammer tilbage fra disse gamle tider. Men det viser, at det, som vi i dag kalder vort frimureri, tilsyneladende bygger på meget gamle ting og traditioner og har rødder meget langt tilbage i tiden.

Jeg vil her forsøge at følge nogle af disse rødder.

Den væsentligste kilde for mit arbejde er S. M. Ward: »Freemasonry and the Ancient Gods« (London 1921). Samme Ward er ikke nogen hvem som helst. Han var en højtstående engelsk frimurer, og hans arbejder er meget respekteret i England. Han er født i Vestindien, har studeret arkæologi i Cambridge, har været en del år i Indien og Burma, har studeret sammenlignende religionsvidenskab, og han er optaget i logen Isaac Newton i Cambridge.

Frimurertegn hos primitive folkeslag

Fra sine mange rejser over det meste af det engelske imperium beretter Ward, at han næsten overalt har mødt tegn og håndgreb hos folk, som overhovedet ikke har haft mulighed for at være optaget i en frimurerloge, og vel at mærke tegn med betydning som de har i frimureriet. Dette har ført ham til et nærmere studium, hvis resultater jeg i det følgende skal omtale. Her er nogle eksempler på Wards iagttagelser.

I relieffer og på statuer i Afrika, Mexico, Indien, Kina, ja endog på Påskeøerne har man fundet afbildet mennesker, som gør hvad der ligner frimurertegn. 1191 så han i Colombo to patanere, som hilste hinanden på en vej. Tegn for tegn gennemgik de de fleste af de tegn, som bruges i det engelske frimureri.

Dervisherne, en muhamedansk sekt, har et fuldstændigt frimurerisk system på 33 grader. De taler om »Our Lord Abraham«.

Der fandtes endnu i det 20. århundredes begyndelse primitive afrikanske optagelsesriter, hvor det væsentligste og indledende trin er en omskæring af unge mænd, men hvor derpå følger forskellige ritualer, ledsaget af tegn og håndgreb, som rigtigt opfattet skal give en forestilling om, hvorfra man kommer, hvad meningen med livet er, og hvorhen man går efter dette liv.

Ward har også fundet sådanne primitive ritualer i Australien og i Syd- og Mellemamerika. Fra Australien omtaler han den såkaldte Bora-ceremoni, som de indfødte af den primitive Arunta stamme dyrker. Kandidaterne føres i løbet af flere dage først gennem et kredsformet areal, som er afmærket i jorden et afsides liggende sted, hvor kvinder ikke har adgang. Derfra føres de gennem en længere, smal passage, der er udsmykket med tegninger i sandet, hvorefter de slutter i en mindre, cirkulær afgrænsning, hvor den egentlige indvielse finder sted. Under indvielsen underkastes de til dels smertefulde belastninger; for eksempel får de en tand slået ud som et offer til guderne, for at disse skal skåne de øvrige tænder. Endvidere bliver de udsat for psykiske belastninger, og inden de føres ind i den sidste afdeling, bliver de en tid blindet med et tørklæde over hovedet. Under alt dette bliver de oplært i forskellige tegn og håndgreb, som i meget høj grad svarer til, hvad der bruges i frimureriet. Omskæringen skal vist også ses som et offer til guderne, nemlig af manddommen. Det er noget, der spiller en meget stor rolle i de gamle mysterier.

Ward fortæller videre, hvorledes det lykkedes en engelsk frimurerbekendt at komme ind i et Hindutempel. helt ind til det aller inderste og helligste, ved over for vagten at identificere sig med alle de tegn, som han kendte fra Royal Arch.

Jeg har ved læsningen af Wards bog fået stor tiltro til hans pålidelighed, og i beskrivelsen af mange ting citerer Ward anerkendte engelske frimurerskrifter som f.eks. Ars Quatuor Conoratorum. Han beskriver selvfølgelig ikke de forskellige tegn, men angiver dem kun ved bogstaver, som jeg, der jo ikke er optaget i en engelsk loge, ikke kan dechifrere. Jeg kan kun tage hans ord for, at de virkelig er frimureriske tegn, som de bruges i England.

Alt i alt mener Ward, at enhver race lige fra den aller tidligste tid har startet primitive indvielsesritualer. Disse har udviklet sig mere eller mindre til mysterier, og medicinmændene, som forestod disse riter, er efterhånden blevet til en slags præster. Systemet har udviklet en eksoterisk komponent, som menigmand kunne forstå og deltage i, foruden en esoterisk (hemmelig, fortolket) komponent, hvis mysterier kun de højst indviede havde kendskab til. Da man ikke længere havde mulighed for at gennemføre ritualerne under åben himmel, fik man brug for bygninger, templer og lignende.

Ward konkluderer, at frimureriet har rødder tilbage til de primitive folkeslags indvielsesriter, helt tilbage til forhistorisk tid, og fra disse riter stammer alle antikkens mysterier og derfra de moderne religioner. Indvielsesritualerne var knyttet til indvielsen af ynglinge til mænd, og de var overalt forbeholdt mænd. Kvinder var absolut udelukket.
Til Del 2.

Ingen kommentarer: