Om frimureriets rødder tilbage før 1717.Del 3.

Del 1. Del 2.
Andre gamle mysteriereligioner

Ismaelitteme i den nære Orient hævdes at stamme fra profeten Ismael, som var Abraham’s søn med Hagar, som beskrives i l. Mosebog kap. 16. Det er en muhamedansk sekt og ikke helt uden betydning. Deres overhoved, Muhamed ibn Aga (Aga Khan), død 1957 sagdes at være den rigeste mand i verden.

Assasineme er en udløber af Ismaelitteme. Deres stormester, Hassan ibn Sabak, indtog år 1090 borgen med krav om blind lydighed mod stormesteren. Modstandere blev ryddet af vejen af medlemmer, som var påvirket afhashis; derfor navnet hashashijin. Dette ord lindes endnu i betydningen assasinering (snigmord).

Druseme er en lille stamme, som bor i Libanon, og som er en blanding af arabere og gammel syrere. Deres sprog er arabisk og religionen en slags gnosticisme, iblandet gammel- syrisk hedenskab, soltilbedelse og Astarte dyrkelse samt påvirkning af islam. De er ikke rettroende muhamedanere, men snarere efterkommere af assasinerne, som byggede Salomons tempel. Det passer meget godt med, at man i de egne, hvor de bor, har udgravet templer, som er flere århundreder ældre end kong Salomons tempel, og som igen har haft forbilleder i Assyrien; det var jo også fra Libanon, at Salomon hentede sine bygmestre.

Dervisherne er en munkeorden under Islam, der arbejder efter et initierings- system, som er mærkeligt ligt vort frimureri. Recipienderne føres ind med bind for øjnene, vandrer syv gange rundt i templet, får udleveret et hvidt skødskind som tegn på renhed, og der anvendes tegn, ord og håndgreb, som er mere eller mindre de samme som de frimureriske. Jeg skal senere komme ind på dervisherne i for Gnostikerne levede i oldtiden og Middelalderen med en religion, som oprindelig var en ophobning af alle de orientalske religioners lærestof, som blomstrede på Alexander den Stores tid 300 år f.Kr. De taler om en Skaber, som sidder over sfærerne, hvorfra menneskets sjæl stiger ned som lyskim, som frigøres eller forløses fra mennesket igen, hvorefter sjælen kan stige op gennem sfærerne tilbage til udspringet. Platon lærte noget lignende. De adopterede også kristendommen, men opfattede Kristus som »forløseren«, som ved at gennemleve hele verdens -processen steg ned gennem sfærerne, opsamlede lyskimen og derved blev i stand til atter at stige op, hvorved mennesket forløses. Evangelierne behandles allegorisk, esoterisk. Den gnostiske lære generede i høj grad oldkristendommen, som havde svært ved at holde fast ved den rene kristne lære, og som først blev fri for gnosticismen, da den katolske kirke udarbejdede sin dogme- lære.

Endelig skal jeg kort nævne kabbalisterne. Det varen jødisk bevægelse, som var nært knyttet til de alexandriske jøder. Deres religion var ikke så meget den jødiske monoteisme som en panteisme (Gud er ét med naturen), stærkt påvirket af de andre orientalske religioner og meget spekulativ. Jeg har nævnt, at de opfattede Gud som ubegribelig og ufattelig, og at de i deres lære om de til Sephiroth angav Guds forskellige egenskaber, ganske parallelt med de egyptiske og indiske »hjælpeguder«. De havde en udbredt talmysterielære, hvis princip var, at ethvert bogstav havde en talværdi, sådan at ethvert ord og navn fik en vis talværdi, når man lagde de enkelte bogstavers tal sammen – en værdi, som man tillagde en hemmelig betydning. Der er ingen tvivl om, at hele den kabbalistiske lære i høj grad har påvirket den religiøse tænkning i Middelalderen.

De dionysiske kunstnere

Når vi nu skal prøve at trække enlige fra den såkaldte »mørke middelalder« op til den nyere tids frimureri, må vi begynde med det, kunstnere«, og som har været i nær forbindelse med dervisherne, altså fønikiske efterkommere.

Det har været dem, der som murere har fået en vis indsigt i den eksoteriske (udadvendte) lære vedrørende tempelbyggeri, og der er ingen tvivl om, at disse bygningshåndværkere ved tegn, ord og håndgreb forstod at identificere sig overfor hinanden. Dette havde så meget større betydning, som det er dem, der rejste rundt i den nære orient og i middelhavslandene og byggede templer. Jeg har nævnt Kong Salomons tempel, således som det beskrives i frimureriets gamle akter. Langt senere har de været med til at bygge græske templer, tildels efter samme mønster. Man finder klare spor efter dem i en villa i Pompeji, der blev ødelagt under jordskælvet i år 79. Villaen blev udgravet i 1878. og man fandt to søjler ved indgangen, dekorationer med den sekstakkede stjerne på væggene og en regulær »arbejdstavle« i form af et bord med indlagt mosaik. Billedet forestiller et kranium med vinkel og lodsnor og forskellige andre symboler, somstadig bruges i vort nuværende frimureri.

I det gamle Rom var de forskellige håndværkere organiseret i kollegier (»tres faciunt kollegium« siger romerretten), og murerne har også haft et sådant kollegium: Collegium Romanum, der har siddet inde med stor viden. Disse murere – eller arkitekter - har nyttige privilegier, og der er ingen tvivl om, at de har følt sig tiltrukket af kristendommen, da den kom til Rom, mens andre har følt sig tiltrukket af den nogenlunde samtidige Mithrakult.

Da kejser Diocletian satte sig for at udrydde kristendommen i året 303, var han påfaldende lemfældig over for arkitekternes kollegium. De var øjensynligt højt agtede og uundværlige. Ikke desto mindre var der fire af disse kunstnere, som nægtede at udføre en statue af Æskulap (Romernes gud for lægekunst), hvorefter Diocletian torturerede dem til døde. Disse fire martyrer, som hed Clau Castorius. blev senere murernes skytshelgener og betegnet som »de fire Kronede« (Quatuor Coronati). Der findes nu i Rom en kirke, Chiesa Quatuor Coronatorum, som er helliget dem. Og der findes i London en speciel forskningsloge, Quatuor Coronati Lodge no. 2076, som nu i mere end hundrede år har udgivet et frimurer- videnskabeligt tidsskrift. Også i Bayreuth i Tyskland findes en tysk forskningsloge af samme navn.

Kirkebyggerne fra Comosøen

Som følge af disse forfølgelser flyttedes arkitekt kollegiet, som var stærkt påvirket af de dionysiske kunstneres lære, til Comosøen, hvor de indrettede sig på en lille ø. hvorfor de fik navnet comacineme. Det synes nu at være klart, at der herfra udgik Kirkebyggerne, som virkede i hele Europa, først i England, men kort tid derefter også i Frankrig og Tyskland, hvor man ser deres spor i den gotiske byggestil, som pludselig slår igennem overalt i Europa, men næsten lige så pludseligt forsvinder igen. da renæssancen blev moderne. Den gotiske stil er stærkt præget af den flere gange omtalte vesica piscis i kirkernes fine vinduer og himmelstræbende buer, men også af korset. I mange af disse gotiske bygningsværker finder man en eller flere sten med et mærke, som håndværkerne har sat deri. Man kender flere hundreder af dem. Ward opfatter dem som den enkelte bygningshåndværkers personlige mærke eller tegn, hvorfor man undertiden benytter udtrykket mark masonry. (I dag ville man kalde dem logo). Ward mener, at der har været ført nøje registranter, så man undgik forfalskninger. I hvert fald er det typisk, at der aldrig knyttes personnavne som hovedarkitekt til nogen af disse domkirker.

Der er ingen tvivl om, at comacinerordenen har været en højt udviklet, kulturpræget organisation, som har styret hele dette vældige byggeprojekt. Men efter renæssancens gennembrud mistede comacineme deres betydning. De trak sig tilbage til deres lille ø i Comosøen.
Del 4