Disse ord er sagt af Jesus og skrevet af Thomas, i Thomas evangeliet der blev fundet i Egypten i 1945-47, som en del af i alt 52 skrifter, i Nag Hammadi bibliotekerne.
Det menes at være et gnostisk bibliotek, der har været holdt skjult for de kristne, indtil 1945. Da mange af disse tekster, strider imod den dengang kirkelige, dogmatiske tanke gang.
Det der her skrives om er for mig, essensen eller grund stenene i livet.
Da der her er tale om selvet, forståelsen af vores eget ansvar, over for os selv.
At vi ikke bare kan sætte os ned, og få livet serveret på et sølvfad, men at vi er nød til at arbejdet på det, hvis vi vil høste frugterne af det gode liv.
Vi er nød til at tage ansvar, for vores egne handlinger, og se os selv i øjnene, og erkende vores fejl, for de fejl vi har gemt væk, vil altid komme tilbage, indtil vi erkender dem.
For den eneste der kan gøre noget ved dem, er os selv.
Glæden ved at få problemerne bragt ud af verden, er de frugter vi høster af arbejde.
For ved at vi kender os selv, er fundamentet i et evigt bærende tempel.
Også skrevet i de kinesiske ordsprog ”Alle veje som ikke kommer fra hjertet ender blindt ” hvilket jo er samme budskab.
Men for mig, giver ordene fra Thomas evangeliet bare bedre mening.
Da jeg tror på det kristne budskab, uden dogmatikken.
Det vil sige jeg tror på en bygmester, med mange navne, men at der er tale om, en og samme gud for mig.
Jeg tror at vi mennesker, består af 3 ting nemlig legemet/Kødet. Sjælen/selvet. Ånden/Gud.
Ved at prøve, at skabe balance mellem disse 3 ting, ligger det perfekte liv.
For nu at vende tilbage til ordne, fra Thomas evangeliet, så skildrer riget i himlen og havet for mig, den kristne eller en hver anden dogmatisk tankegang, netop det, at hvis vi ikke gøre som de lærte siger, kommer vi ikke i himlen, altså er det noget vi skal gøre os fortjent til,
ud fra deres synspunkt,
og ud fra det synspunkt vil vi altid frygte døden, for det er her vi skal stå til regnskab, for vores handlinger.
Altså er livet bygget på frygten for døden.
Det tror jeg ikke på, da netop det som Thomas skriver så er det evige liv allerede begyndt,
for ved at kende os selv og vores plads i livet, lever vi livet og lever derfor ikke livet for at dø.
Jeg tror ikke, at vi skal bruge resurser på, at bekymrer os om det der kommer efter døden, da vi har nok arbejde i livet.
Et andet måske lidt enfoldigt ordsprog, siger ”den der gemmer til natten gemmer til katten” Så lev livet nu.
Glæd dig over den rigdom det indeholder.
det, som er foran dit ansigt, og det, som er skjult for dig, skal blive åbenbaret for dig. For der er intet skjult. som ikke skal blive tydeliggjort hvis du søger.
4 kommentarer:
hej franck.det er et godt emne,hvad er det,jeg,tror på.mine handlinger fortæller mig hvad jeg tror på.kærlighed uden gerning er gold,agape kærligheden fra gud,vil lede det unike menneske frem efter dets, søgen til at bære frugt,kærlighedens frugt som kommer fra gud,den hellige ånd,så lad os forstå der er en årsag til alt,hvad vi foretager os,svarene finder vi i os selv.hvis vi siger vi elsker gud,men ikke vore medmennesker.har vi behov for at tænke over ,hvad vi egentlig tror på. tro-håb-kærlighed.af dem er kærligheden størst kh r.b
jeps. jeg mener også at det er kærligheden der er størst, Jeg mener også den er en selvfølge, nå man har forstået den frie vilje, og det ansvar der følger med. Dette ansvar kan først bæres, nå vi har forstået visdommen, eller sagt på en anden måde budskabet i ordet, for det er det der skaber tolerance, altså som en naturlig del af visdommen. for ved ikke at påtage os ansvaret for os selv, kan vi give skyld på andre. eks. du bliver gal på et medmenneske, og siger til dig selv at det er hans eller hendes skyld, at du er gal. der ved fra ligger vi os ansvaret og projekterer det over på en anden. dette er ikke konstruktivt. men siger vi der imod til os selv. der er mig der bliver vred altså er det mig der har et problem. der ved på tager vi os ansvaret for os selv. og kan bruge det konstruktivt til at bygge på. for i sidste inde er det det eneste vi kan gøre noget ved. så derfor er kærligheden en naturlig effekt af visdommen mv. Franck Krogh.
klart er kærligheden størst, men som alle positive religioner "præker" er kærlighed til din næste størst....
Men vil da altid mene at man skal gøre sig fortjænt til det evige liv, men spørgsmålet er så hvem skal man gøre sig fortjænt for? min forståelse af gnostiker er det en selv, at ærligt kunde se en totalt/hel perdson i spejlet er det store mål med livet
Kærligheden er ikke kun noget det prækets i religion da den også danner grundlag i mange livs filosofier. Eks. Daoisme, eller set på en anden måde som eks. Den psykoanalytiske tradition fra Freud har defineret seksualiteten(Kærligheden mellem 2 mennesker) som et biologisk behov eller en drift. En drift der kræver tilfredsstillelse. Altså et biologisk behov og ikke psykisk behov. Bare her er kærligheden belyst på 3 måder. 1. Kærligheden som et religiøst mål. 2. Kærligheden som et personligt mål. 3. Kærligheden som et behov der skal dækkes. Ud fra disse 3 aspekter kan det jo altid diskuteres hvilken der den rigtige.
Som Gnostiker er det her, jeg deler kærligheden ind i 3 grupper som overstående, nemlig i kroppens kødlige behov, som Freud. Selvets(Sjælens) refleksion, som i Daoisme hvor det bygger på chi(Balance). Åndlige(Gud) som udspringer, af noget større en de 2 overstående.
Og her der så hvilken balance vi formår at skabe, hvilken af de overstående vægter mest?. For en gnostiker er det der vægter mindst kroppen(Behovet), at kunne stille sig udover den psykiske behovs pyramide, altså kroppens lyster, det der skal vægte mest er sjælen i samhørighed med gud. Derfor ser en gnostiker legemet, som et fængsel og kun som et tidsbegrænset stadie. Og kun ved at kende os selv, kan vi skelne kroppens behov fra sjælens behov.
Send en kommentar