TRO

Treenigheden.


Troen på treenigheden bestående af Faderen, Sønnen og Helligånden er central i al traditionel kristendom. Udformingen af læren skyldes den centrale tro på monoteisme, samtidigt med at der findes mange antydninger i Bibelen om at Jesus (og en vis grad også Helligånden) er Gud ligesom Gud Fader. Læren siger så, at de er tre individuelle personer, men kun et væsen. Kristendommen erkender dog at forståelse af dette er et mysterium, der aldrig fuldt ud kan fattes.

Treenigheden er det centrale dogme i næsten alle kristne religioner, da mange betragter det som nødvendigt at acceptere dette dogme (symbolsk og/eller konkret bogstaveligt eller på anden vis) for at tro på Jesus som Kristus.

Ordet Treenighed forekommer ikke i Bibelen. Den klassiske formulering, som ikke fremgår af Bibelen, blev først formuleret af Tertullian fra Karthago omkring 200, er: Gud er én substans og tre personer. På dansk dog ofte formuleret som: Gud er ét væsen og tre personer. De tre personer i treenigheden er Faderen, Sønnen (Kristus) og Helligånden.

Ordet Treenighed blev først brugt af Theophilus af Antiokia i 180'erne og blev et afgørende tema under dannelsen af den katolske kirke, fx i forhold til konflikten mellem de alexandrinske og antiokenske teologiske skoler, og diverse "kættere" som arianerne, modalisterne og det makedonske kætteri.

Dogmet er en videreudvikling af forskellige nyplatoniske teorier, specielt den øverste Guddoms hypostatiske natur og Platons oprindelige mellemledsbegreb: Katolikkernes version opfattede dog ikke stoffet som ondt (hvilket dengang førte til en stærk kritik fra hedenske filosofiske kredse) og kunne inkorporere andre filosofiske skoler (hvilket så på anderledes måde hjalp dens popularitet).

Den blev fuldt formuleret og fastslået som dogme i den nikænske trosbekendelse fra 381. Man kan videre læse om emnet i værker af Augustin af Hippo, Hilarius af Poitiers, Thomas Aquinas, Martin Luther og Joseph Priestley.

Dogmet om treenigheden afvises som ubibelsk og falsk lære af nogle kristne trossamfund: Jehovas Vidner og unitarer. Jesus, som ifølge dogmet om treenigheden er en del af treenigheden, var jøde; men jødedommen anerkender ikke treenigheden.

Treheder af guder er fra tidernes morgen almindelig kendt fra førkristne religioner i Babylon, Assyrien, Ægypten og findes i dag hinduismen.

Interessante citater om treenigheden fra forskellige opslagsværker:

• The Encyclopedia Americana: Treenighedslæren anses for at „overstige den menneskelige fatteevne“

• A Dictionary of Religious Knowledge: „Nøjagtig hvad denne lære går ud på, eller rettere, nøjagtig hvordan den skal forklares, er et spørgsmål som tilhængerne ikke selv er enige om.“

• New Catholic Encyclopedia: „Der er kun få lærere som underviser i treenighedsteologien på romersk-katolske præsteseminarier der ikke på et eller andet tidspunkt er blevet plaget med spørgsmålet: ’Men hvordan forkynder man treenigheden?’ Og hvis spørgsmålet er et symptom på forvirring hos eleverne, er det måske ikke mindre et symptom på en lignende forvirring hos deres professorer.

“ fra wikipedia”

Deus(gud)

Pater(Faderen)

Filius(Sønnen)

Spiritus(Helligånden)

Est(er)

Non est(er ikke)


Mine tanker omkring treenigheden.

Vi skal se på udspringet, Deus(gud) hvorfra alt kommer og udspringer, så langt er jeg enig, men der ved stopper det så, og dog. En anden måde, hvor på jeg fortolker det, ud fra billedet er det for mig sådan Pater(Faderen)= Legemet. Filius(Sønnen)= Sjælen. Spiritus(Helligånden)= ånden. Deus= Gud.

Gud som gud faderen, hvorfra alt udspringer = Deus.

Satan som jordens hersker, ”legemets vidrer skaber for af jord er du kommet og til jord skal igen blive” den skabende gud = Pater.

Sjælen den frie vilje, til forstå forskellen mellem lys og mørke = Filius.

Ånden hvor i gud faderen ligger, ”guds billede” binde ledet til gud fader = Spiritus.

Denne opdeling er essensen i min tro.

Gud faderen og menneskenes verden, har intet med hinanden at gøre. Da det adskilles af det materielle(den profane verden). Kun gennem frelse, eller indsigt (gnosis) skaber vi kontakten, til ånden. Vi skal forstå denne adskillelse som, den grundlæggende essens. Det er budskabet Jesus kom med. Legemet har ingen betydning i det evige liv, da det ikke er den materielle verden. I den materielle verden er det satan, der reagerer, det er der vi kan gøres fortræd eks. Sult, forfølgelse mm. Men i den ånd lige verden, kan vi ikke gøres fortræd, her har satan ingen magt, det er her vi skal søge vores styrke, gennem frelsen. Vi skal også forstå at gud, ikke straffer os, ved at sætte os i denne verden. For ser vi kun lys, ved vi ikke hvad mørke er, og omvendt. Da vi har muligheden, for at se begge dele, beriges vi. Det er en gave fra gud faderen. Derfor skabte gud faderen også Satan, til at reagere over jorden. Vi skal også forstå at vi intet har at frygte, for i gud faderens syn er vi alle børn, som han nok skal tage vare på, i det evige liv. Men om vi vil bruge den gave, gud faderen har givet os, er op til os hver især. Vil vi lytte til gud faderen?

Den der har ører vil hører.

Dette er mit helt personlige syn på tro, og hvad det blandt andet er for mig, som det nok kan ses er det meget gnostisk, dog ikke så for dømmende som mange gnostikers er.