Men comacinerne kunne ikke blive ved med at holde stand. Opløsningen af det universelle broderskab fandt sted langsomt, specielt fremskyndet af den voksende nationalisme i Europa, hvor verdenskirken, som var repræsenteret af Paven, og verdensstaten, som symboliseredes af kejseren, efterhånden brød sammen.
Denne udvikling synes, at være fuldbyrdet ved slutningen af det 15. århundrede. Medvirkende hertil var også, at bygningskunsten nu påvirkedes af renæssancen, som opstod i Italien, hvor de fremtidige arkitekter lærte kunsten uafhængigt af loger og gamle mysteriesamfund. Hvordan det gik comacinerne andre steder i Europa, er ganske uklart, men det er en kendt sag, at de comacinere som arbejdede i England, er de samme som dem der i det 15. og 16. århundrede, kaldtes Freemasons.
Man ved, at mange af dem fraterniserede med de håndværksmæssige laugsmurere, at nogle af disse loger degenererede til kun lidt mere end selskabelige klubber. Men man ved også, at der eksisterede virkelige Freemason-loger i denne periode. Og endelig ved man også, at de fleste af de nuværende frimurersymboler, brugtes i en symbolsk og mystisk betydning helt op til 1717.
Endelig må jeg ganske kort omtale, en bevægelse fra det 17. århundrede i Europa: Rosenkreuzerne. Jeg har tidligere skrevet en artikel om dette emne, og skal her kun nævne, at denne bevægelse blev grundlagt af en tysk protestantisk gejstlig ved navn Andreae, at det er tvivlsomt om der nogensinde har eksisteret et virkeligt Rosenkreuzer samfund i den oprindelige betydning.
Men tiden i Europa var moden til store åndelige rørelser. Jeg skal specielt nævne reformationen, og der navnlig Martin Luthers indsats, men samtidig hermed minde om det store gennembrud i den moderne videnskab, med navne som Paracelsus, Kopernikus, Galilei, Kepler, Tycho Brahe, Descartes og Newton. Vi ved om Rosenkreuzerne at der i de skrifter, som Andreae havde skrevet, fandtes et væld af gamle mysterier, symboler og ritualer, at læren i øvrigt var opbygget på en humanistisk-panteistisk naturopfattelse, bygget af orientalsk-græsk mysterielære, som den gammel-jødiske kabbala, samarbejdet til en stræben efter en religiøs udvikling af det enkelte menneske, mod en dybere forståelse af tilværelsen, af Skaberen og af alt det skabte.
Rosenkreuzerne, havde forbindelse med mange af de store navne i tiden. Her kan nævnes den tjekkiske pædagog Johan Amos Comenius, der døde i 1670. Hans første betydningsfulde indsats, var organisering af de såkaldte »bohmiske brødre«, der var nogle religiøse afvigere, såvel fra katolicismen som fra selve lutherdommen. De samarbejdede med hussitterne fra det 15. århundrede, var mest protestantisk prægede, og fik i 1609 fri religionsudøvelse. Comenius udarbejdede en slags konstitution for de bohmiske brødre, som næsten ord til andet svarer til Andersens konstitution fra 1723. Vi ved ikke om tempelherrerne har spillet en rolle i de bohmiske brødres organisation, men i betragtning af at tempelherrerne i Bohmen ikke led overlast, men tværtimod kunne fortsætte på deres godser og lade dem gå i arv til slægten, kan det måske synes rimeligt at tro dette. I hvert fald genfinder vi, i de bohmiske brødres konstitution som Comenius udarbejdede, de samme symboler og den samme esoteriske opfattelse af mysterierne, som kan spores tilbage til comacinerne og tempelherrerne.
Vi ved, at Comenius rejste til England for at fremme Rosenkreuzerbevægelsen, og arbejde for en »generalreformation«, en verdensforbedring, hvor sand menneskelighed og kristendom skulle mødes på et panteistisk grundlag, altså ud fra princippet om, at Gud er ét med alt det skabte. Comenius havde været i nær berøring med Andreae, og i England havde han forbindelse med engelske videnskabsmænd, som vi ved var frimurer og medlemmer af The Royal Society, der blev stiftet i 1645 af Isaac Newton, Christopher Wren, og flere af tidens store ånder.
Hvordan så det så ud i England i det 17. og 18. århundrede?
Vi ved, at der i 1600-tallet fandtes organisationer, som kaldtes Lodges of Freemasons, at der her anvendtes frimurersymboler, som vi bruger den dag i dag. Men der var også de såkaldte operative loger, bestående af egentlige håndværksmurere, og her optoges ikke-faglærte murere som antagne (»accepted«) medlemmer. I året 1600 var John Boswell medlem af en loge i Edinburgh, han var ikke håndværker. I logen i Aberdeen var der i året 1670, 49 medlemmer, og af dem var de 39 antagne. I 1641 var Robert Murrey, ’’som var officer af profession’’, medlem af en loge. Og i året 1646, blev den store oldtidsforsker Elias Ashmole optaget i Warrington-logen i Lancashire. Vi ved også, at Londons bygmester Sir Christopher Wren, har været medlem af en loge, antagelig allerede siden midten af 1600-tallet.
Hvad var det, der skete i slutningen af 1600-tallet og i de første årtier af 1700-tallet, først i England, og senere i det øvrige Europa, som gjorde Storbritannien til en Verdensmagt i politisk henseende, og som førte til et rigt kulturelt opsving? Det var oplysnings-filosofiens gennembrud, med sin åndelige frigørelse fra den strenge pietisme. De gamle kroer og kaffehuse blev samlingssteder for alle mulige kulturinitiativer. Ward mener at udviklingen i England har været således, at de folk, som har været præget af comacinernes lære, i en meget urolig tid der var præget af uro, som det var på Cromwells tid, og de har her fundet et fristed for deres ritualer, symboler og esoteriske mysterieopfattelse i de operative loger, hvor man stadig havde en reminiscens af den eksoteriske viden fra samarbejdet med comacinerne. Han spørger hvorfor det 17. århundredes »gentlemen«, som på ingen måde var operative murere, kom frem og søgte optagelse i murerloger? Øjensynligt ikke for at slutte sig til laugsmurernes jævne forsamlinger, hvor de operative, faglærte murere var af jævn herkomst, med kun lidt eller ingen oplysning. Hvorfor gjorde de det? Sandsynligvis kom de på grund af den symbolik og mysticisme, som stadig dyrkedes, og som der var fred til. De spekulative (»accepted«) murere samledes mere og mere i de operative loger, og kom efterhånden til at dominere dem.
Grimberg forklarer det sådan: »Naturvidenskabelig fremskridtstro, og deistisk optimisme blev grundtonen i 1700-tallets livsanskuelse. Deismens svaghed var imidlertid, at den var alt for abstrakt til, at kunne blive en folkelig åndsstrømning. Man møder her forsøg på, at udstyre den med visse ceremonier og ritualer; det gælder især den deisme, som fandt et arnested i frimureriet«.
Og dermed er vi nået frem til året 1717, som eftertiden har betragtet som det moderne frimureris stiftelsesår. Den 24. juni 1717, mødtes fire små Londoner loger i et værtshus med navnet, »Goose and Gridiron« (Gåsen og Stegeristen) ved St. Pauls kirkegård. Denne loge som antages at være stiftet i 1691, kom senere til at hedde »The Lodge of Antiquity« med logenummer 2. i den engelske matrikel, og består stadig. De tre andre loger var, »Crown Alehouse« (Kronens Ølhus), »Apple Tree« (Æbletræet) og »Rummer and Grape« (Pokalen og Druen).
De gamle Pligter.
Jeg vil slutte disse spredte bemærkninger om frimureriets rødder med, at citere hvad James Andersen, et fremtrædende medlem af den første engelske storloge, og forfatter til den første konstitutionsbog (fra 1723) skrev om, hvad en frimurer skulle være:
»En frimurer er gennem sit tilhørsforhold forpligtet til, at adlyde den moralske lov; og forstår han kunsten til fulde, vil han hverken være en dum ateist, eller en irreligiøs fritænker. Men skønt det i gammel tid var pålagt enhver frimurer, at antage sit eget lands religion, hvordan den nu end måtte være, så regnes det nu for mere tjenligt, at bekende sig til den religion, som alle mennesker er enige om, og overlade individuelle opfattelser til den enkelte. Det vil sige: de skal være gode og sandfærdige mennesker af ære og hæderlighed, uanset hvilken tro eller overbevisning, de ellers måtte have.
Således bliver da frimureriet et samlingspunkt, og et middel til sandt venskab mellem mænd som ellers måtte forblive adskilte«.
Og disse ord gælder den dag i dag overalt i den frie verden, hvor frimureriet blomstrer. Det frimureri som officielt stammer fra 1717, har rødder helt tilbage til de ældste tider, og har suget sin livskraft fra disse rødder, hvis væsentligste indhold er menneskets ubetvingelige trang til, at søge tilbage til sit ophav, for at søge svar på de tre spørgsmål:
· Hvor kommer jeg fra?
· Hvem er jeg?
· Hvor går jeg hen?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar