onsdag den 14. april 2010

Om frimureriets rødder tilbage før 1717. Del 6

Jeg er hidtil ikke kommet ind på, hvordan udviklingen formede sig efter 1717, hvor den nye Grand Lodge of England måtte kæmpe med konkurrerende loger fra York, Skotland og Irland. For det er, som broder Ruyard Kipling siger, en anden historie. Og en meget lang historie.


I nærværende lille arbejde, vil jeg trække nogle linjer af denne ordenshistorie op, som jeg synes er væsentlige for det svenske frimureri. Jeg kommer herved ikke ind på udviklingen i Tyskland, selv om denne er min væsentligste kilde. Den franske frimurerforsker Robert Ambelain: La Franc-Maconneri'e Oubliée, ("Det glemte frimureri"), (udgivet af Robert Laffont, Paris 1985). Bogen er ikke oversat til dansk! Robert Ambelain er efter egen angivelse, meget højt rangerende indenfor fransk og internationalt frimureri.

Af alt dette skal jeg kun nævne, at han er stormester for Frankrig, og hele verden i Rite de Memphis-Misraim og Grand Maitre for Rite Ecossais Primitif. Det fremgår af alle hans titler, at det udelukkende drejer sig om loge systemer, som ikke er anerkendt af United Grand Lodge of England. Om sig selv siger han, at han ikke er kristen, men deist, og at han tror på et højere, skabende væsen.

Det skæbnesvangre år 1314.

Når man nærmer sig frimureriets begyndelse, kommer man ikke uden om året 1314. Det var det år, Robert I Bruce slog den engelske hær under Edvard II ved Bannockburn. Det var også det år, Jacque de Molay blev brændt i Paris. Det var det år, Tempelherreordenen blev brudt op. I Danmark var det dengang Erik Menved var konge, og for eksempel Løgumkloster Kirke blev bygget. Slaget ved Bannockburn var skelsættende i forholdet mellem England og Skotland. Jeg skal lige bemærke, at der var en Steward, som i slaget var våbenfælle med Robert Bruce, og hvis efterfølgere er den nuværende engelske kongeslægt, Stuarterne. Ordet Steward kommer fra islandsk, oldnordisk, angelsaksisk sti-vardr og betyder husvagt, forvalter eller hushovmester.

I samme år oprettede Bruce den skotske Sankt Andreasorden eller Order of the Thistle (Tidselordenen), angiveligt for tempelherrerne. Man har opfattet det sådan, at apostlen Andreas skulle være skotternes skytshelgen. Det er nok tvivlsomt, om dette er den oprindelige mening med det. Andreas har vitterligt aldrig været i Skotland. I hvert fald mener Robert Ambelain, at navnet Andreas har en dybere, esoterisk betydning.

De operative og de symbolske murere.

Foruden denne Andreasgrad fandtes de operative murersammenslutninger (laug), hvor håndværkere rejste fra sted til sted og byggede kirker og katedraler. Man véd, at de fra det 13. til det 16. århundrede havde meget enkle optagelsesritualer. Håndværksmurerne havde en 7-årig læretid, og laugene var helt fri for okkultisme og magi, men var afgjort kristne, nærmest ortodokst katolske, senere ortodokst anglikanske.

Man véd, at en del af de operative loger omtaler deres medlemmer som "ham eller hende", og at de taler om "søstre". Det kunne jo godt være, at de hermed mente det, som vi i sin tid kaldte vore "søstre", nemlig vore ægtefæller, men det ser ud, som om der faktisk har været kvindelige murere iblandt. I hvert fald véd man, at en kvindelig stenhugger. Sabine Pierrefont, har fremstillet to af stenfigurerne på facaden af Notredame kirken i Paris, nemlig "Troen" og "Synagogen" fra det 13. århundrede. De er meget smukke. I det 16. århundrede begyndte man i de operative loger, at optage de såkaldt antagne ("accepted") medlemmer, som ikke var fagfolk, og dermed dannedes en overgang til det symbolske frimureri, som begyndte i 1717. Man véd at der findes en del gamle konstitutioner, som Andersen skelede til ved udarbejdelse af sin Constitutions of Freemasonry fra 1723.

York-mureriet stammer fra opførelsen af York-katedralen i årene 1362-vedtægter findes i British Museum. Der gives her faste regler for arbejdet, overholdelse af løfter osv. Det påstås her, at frimureriet stammer fra Euclid, "geometriens fader". Læren gaves til "børn af udmærkede familier", hvor der var så mange børn, at de ikke alle kunne sikres en fremtidig eksistens. Kun lærerne var mestre, eleverne var svende. Mottoet for arbejdet var at arbejde er at bede. Faglige møder i arbejdstiden om uoverensstemmelser var forbudt! Lærlinge måtte ikke stå i forhold til svendes eller mestres hustruer(!). Der var udførlige regler for valg af stormester, indvielse af nye loger samt indvielse af lærlinge, svende og mestre foruden regler om ballotation (med indtil syv sorte kugler).

1159 dannedes en kongelig Rosenkreuzer orden med 32 riddere og 1610 under Jacob I "det usynlige kollegium", der i 1662 gik over til det fornemme engelske videnskabelige selskab, "Royal Society" med bl.a. Bacon, Boyle, Locke og Wren som medlemmer.

Vi skal specielt fremhæve Yorklogen, der som nævnt startede i 1300- tallet. Også her begyndte man fra 1666, at optage de såkaldte gentlemen masons som medlemmer. Mere om denne loges rolle efter 1723 følger.

De katolske bandbuller.

Der har hele tiden været modstand mod murerlogerne fra den katolske kirke. I 1189 udstedte Rouen-konciliet en bandbulle, der især var rettet mod hemmeligheder og ritualer, selv om de faktisk kun drejede sig om arbejdsmæssige forhold f.eks., hvordan man fremstiller sten, bearbejder mørtel osv., altså rene "fabrikationshemmeligheder". 1326 udstedte konciliet i Avignon tilsvarende bulle, og 1648 og 1665 udstedte det teologiske fakultet i Sorbonne bandbuller, der ramte skomagere, sadelmagere, skræddere, knivsmede og altså også de såkaldte frie murere. Bandbullen 1738 kommer jeg tilbage til.

I Frankrig har der i hele det omtalte tidsrum været forskellige logedan hængige af logen i England. Der var jo et meget nært forhold mellem kirkerne i de to lande. En lille sjov ting har jeg fundet i Ambelainsbog: I mange gamle loger var det skik, at give sønner af højere frimurere fortrin med hensyn til optagelsesårer, idet de kunne optages allerede som 18-årige. De havde endog fortrin for kongelige personer. Man talte om "baptéme de louveteau"; louveteau betyder ulveunge, rent zoologisk. Måske kommer betegnelsen lufton herfra? Ludvig Meyers fremmedordbog skriver, at lufton er en frimurersøn, men "oprindelsen er ukendt, men sættes måske i forbindelse med det hebraiske lo vaton = en støtte for ham".

Fra 1660'erne dannedes der militærloger i Frankrig. Murerfaget var kommet ind i militæret i forbindelse med bygningen af fæstninger og skanser. Officererne kom fra adelen, og måtte ikke tage lønnet arbejde, og derfor søgte de og blev optaget i de mureriske broderskaber. Hvis man f.eks., var blevet såret, ville enhver brodér søge at redde en, hvis man afgav nødråbet.

Hiramlegenden.

Og nu er vi nået frem til begivenhederne omkring 1717. Jeg vil fortælle om Hiramlegenden, da det var indførelsen af denne i frimureriet, som gav anledning til det skisma, som opstod i perioden 1717-1723 (siger Robert Ambelain).

Først lidt personalhistorie.

Ifølge Første Kongebog. 5. kapitel og Anden Krønikebog 2. kapitel, sendte kong Hiram af Tyrus til Kong Salomo en støbemester og smed. Han hed Hiram eller Huram Abi. Denne Hiram var søn af en kobbersmed fra Tyrus (fønikier?) og en kvinde, enke af Naftali eller Dans stamme. Ifølge Første Kongebog, var Adoniram opsynsmand over 30.000 hoveriarbejdere, som Salomo sendte til Libanon for at fælde træer: han var en slags "minister for offentlige arbejder". Men der berettes i Gamle Testamente, intet om Hirams eller Adonirams skæbne, endsige død. Legenden beretter ifølge Andersen, at Hiram som bygmester blev dræbt af tre svende, som ville aftvinge ham

mesterordet.

Men så enkelt er det nu ikke. Beretningen om Hiram findes foruden i Gamle Testamente, og i flere gamle religiøse systemer, bl.a., hos muslimer, og foruden den vil jeg godt fremdrage andre beretninger, der var fælles gods i oldtiden. Syndflods beretningen findes overalt i Mellemøsten, og altså også i Gamle Testamente. Den ældst kendte beretning er det sumeriske epos Gilgamesti, flår blev nedskrevet af den babyloniske konge Hamurabi på habylonisk,(men navnene er sumeriske) ca? 2000 år f.Kr. - på Abrahams tid; og det blev fundet i den assyriske konge Åssurbanipals bibliotek på en masse lertavler. Den græske mytologi opererer med nogle væsener, de kalder for titaner. De var sønner af Kronos (Zeus' fader) og moder jord (Gaia), og de bekæmpede guderne. De var i bogstaveligste forstand kæmper. Zeus blev efterhånden vred på dem, og bekæmpede dem kastede dem ned i underverdenen (Tartaros). Undtaget herfra var Prometeus, en titan som understøttede guderne, men som senere bekæmpede dem, og røvede ilden, gav den til menneskene. Altså nogle væsener, som var gudesønner!

Første Mosebog kap. 6 beretter følgende: "Da nu menneskene begyndte at blive talrige på jorden, og der fødte" dem døtre, fik gudesønnerne øje på menneskedøtrenes skønhed, og de tog så mange af dem, som de lystede, til deres hustruer. Da sagde Herren: "Min ånd skal ikke for evigt blive i menneskene, eftersom de dog er kød. Deres dage skal være 120 år." I hine dage, da gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og disse fødte dem børn - men også senere hen - levede kæmperne på jorden. Det er dem, hvis ry når tilbage til fortids dage". Bibelen beretter nu videre, at da Herren så, at menneskets ondskab tog til på jorden, angrede han at have skabt dem og udslettede dem i syndfloden, som bekendt med Noa som den ældste.

Ingen kommentarer: