Del 1 - Del 2 - Del 3
De rejsende murere
Benævnelsen forekommer i øvrigt første gang i en londonsk byggekontrakt fra 1376. Men vi kan gå endnu længere tilbage. Der findes en sten fra år 712 med en indskrift, hvoraf vi ved, at comacinerne delte sig i mestre og lærlinge.
De samledes i loger og brugte tegn, håndgreb, ord og en ed om hemmeligholdelse og troskab. De fire kronede martyrer (Quatuor Coronati) var deres skytshelgene, og vi finder brug af passer, vinkel, vaterpas og lodsnor. De arbejdede på de forskellige bygninger, kirker og slotte sammen med håndværksmurere (guild måsens), men comacinerne må ikke forveksles med bygningsmurernes laug. De var højlærde, mere aristokratiske, og det var dem som viderebragte de gamle traditioner fra fortiden, ikke alene de tekniske detaljer, men også den spekulative og mystiske viden. Comacinerne kunne rejse fra sted til sted, mens laugsmurerne var stedbundne. Laugsmurerne arbejdede i de operative loger, og de har sandsynligvis optaget en del af comacinernes symbolik og mysterieidealer*. [*En anden forklaring på forskellen mellem en almindelig rå murer og en frimurer, kan være at de førstes arbejde jo blot bestod af at lægge sten på sten i skifterne, mens en frimurers arbejde var mere krævende, nærmest en kunst. Frimureren arbejdede fortrinsvis med den frie sten: mursten, lim- og kalksten, som kunne bearbejdes frit og tilhugges eller til saves som frisér, søjleborter eller skulpturer. En mestermurer var altså både arkitekt, arbejdsleder og kunsthåndværker på samme tid.
Tempelherrerne
Så kommer vi til tempelherrerne. Det er blandt nogle - også frimurerbrødre - en rodfæstet opfattelse at frimureriet stammer fra Tempelherreordenen. Det kan man måske få indtryk af ud fra nogle af vore frimurergrader, men det er af flere grunde tvivlsomt, og der er ikke historisk dækning for nogen direkte forbindelse.
Men først lidt historie. Hugo de Paganis var en adelsmand, som sammen med otte andre i 1118 startede Tempelherreordenen. Den blev stadfæstet af paven (Gelasius II) med det formål at forsvare Templet i Jerusalem mod muhamedanerne. Det blev til en munkeorden, hvor man lovede fattigdom, kyskhed og lydighed. Det med fattigdommen var dog nok så som så, for i løbet af de næste 200 år udviklede ordenen sig til at blive den betydeligste og rigeste organisation i hele kristenheden. De ejede blandt andet over 9000 godser rundt om i Europa. I London oprettede de et hovedsæde, The Temple ved Fleet Street, hvor deres rundkirke – der indvendig er ottekantet - kan ses endnu. I Paris indrettede de ligeledes et hovedkvarter, der hed Le Temple, og som ikke findes mere. Det med at forsvare Templet mod Islam blev ikke til så meget, idet de i slutningen af det 13. århundrede måtte trække sig tilbage til Cypern. Indtil da var de berømte for umådelig tapperhed og dødsforagt. Nu overlod de alt, hvad der havde med korstog at gøre, til den konkurrerende Johanniterorden.
I begyndelsen af 1180'erne var Richard Løvehjerte af England i Det hellige Land på korstog. Der var da et samarbejde mellem tempelherrerne og ismaelitterne og assasinerne mod den fælles fjende: Islams rettroende tilhængere, og det er vist også historisk korrekt, at kong Richard blev optaget i dervishernes hemmelige orden. Det var en slags venskabspagt mellem ham og Hassan ibn Sabak.
Tempelherrernes nedtur.
Efter at tempelherrerne efter 1295 havde indstillet deres kamp mod Islam, vakte de megen utilfredshed. For det første var de katolske myndigheder utilfredse med, at tempelherrerne havde fået en del pavelige privilegier. Blandt andet skulle de ikke gå til skrifte hos den katolske kirkes præster, men kunne gøre det hos deres egne, idet de ikke var underlagt den lokale biskop. Man mente, at de havde deres egen trosbekendelse, og at deres syndsforladelse var uortodoks. Dertil kom jo så almindelig misundelse over deres umådelige rigdom.
Nu begyndte vanskelighederne for alvor. Paven (Demens V.) var under stærkt pres fra den franske konge Ludvig IV. (»den Smukke«), som forgæves havde søgt optagelse i Tempelherreordenen og derfor var vred på dem. Tempelherreordenen blev lyst i band, og forfølgelserne startede i 1307. I 1309 blev deres stormester Jacobus Burgundius Molay fængslet og anklaget. Han sad fængslet og anklaget til sin død. I disse år førtes der i Frankrig en meget hård kamp mod tempelherrerne, som var udsat for den frygteligste tortur. I 1314 blev Molay brændt på bålet sammen med forskellige andre, og på bålet undsagde han Ludvig IV. og Demens V., og stævnede dem til at møde for Herrens åsyn, inden der var gået et år. Og de to herrer døde virkelig inden den således fastsatte frist.
Så galt som i Frankrig, gik det ikke andre steder. Man regner med at der i 1307 var 40.000 medlemmer af ordenen, deraf 15.000 aktive. Af alle disse blev der i perioden 1307-1315 »kun« dræbt 7-800. Mange fik lejlighed til at flygte, og desuden var forfølgelsen i England under Edvard II. meget lemfældig. Det er sandsynligvis rigtigt, at mange undslap til Skotland. I Tyskland gik mange over til de »Tyske Riddere«, som kæmpede mod slaverne i øst, og som var dem, Valdemar Atterdag solgte Estland til i året 1346. I Spanien blev der dels startet en ny orden, og dels blev nogle af de undvegne tempelherrer eneboere (eremitter).
De ni beskyldninger mod Tempelherrerne.
Jeg kan ikke lade være med kort, at nævne de ting som tempelridderne blev beskyldt og straffet for, og som de tilstod, til dels under tortur:
· De fornægtede Kristus, spyttede og sparkede på korset.
· De tilbad et billede af en afgud.
· De havde et perverteret sakramente.
· De beskyldtes for rituelle mord.
· De beskyldtes for at gå med en snor om livet af kættersk betydning.
· De beskyldtes for at afgive et rituelt kys.
· De beskyldtes for ændringer i messeceremonier og ritualer, og for at have praktiseret uortodoks syndsforladelse.
· De beskyldtes for et umoralsk levned.
· De beskyldtes for forræderi mod andre kristne styrker.
Med støtte i de bevarede inkvisitionsprotokoller mener Ward, at man kan svare således på beskyldningerne:
Med hensyn til beskyldningen for at fornægte Kristus, og for at spytte og sparke på korset, synes der at have været tale om en prøve på deres fasthed i troen. De blev herunder truet af de tilstedeværende brødres sværd, og med verbale trusler. I hvert fald har en af de anklagede udtalt, at hvis han havde nægtet, ville han omgående være blevet forfremmet.
Men Ward gør også opmærksom på, at gnostikerne havde et andet syn på korset, nemlig det modbydelige redskab, som Kristus blev dræbt på, og som man derfor ikke skylder respekt og ærefrygt, men tværtimod kun den dybeste afsky. Muligvis har dette syn på korset, spillet ind i den omtalte prøve, jævnfør hvad jeg tidligere har nævnt, at man i engelsk frimureri netop træder Tau-korset under fode, fordi det er udtryk for de dyriske lidenskaber.
Om beskyldningen for at tilbede en afgud, er der skrevet meget. Det drejede sig om et hovede af en figur, som man kaldte Baphomet. Nogle har ment, at der var tale om et »billede af Helligånden«. Andre har ment, at det kan have været et kranie, som skulle forestille den Simon, der vitterlig bar korset for Kristus, og som ifølge gnostikernes lære blev korsfæstet i stedet for Kristus. Jeg kan her henvise til den fantastiske bog: »Det hellige blod og den hellige Gral«*
Den er meget spændende og synes, at være stærkt videnskabeligt underbygget, men dens værdi svækkes afgørende ved, at præmisserne er helt postulerede og hypotetiske. Forfatterne slutter da også deres konklusioner således: »Hvis det og det er rigtigt, så kan det og det også være rigtigt«, og andet får de ikke ud af det. Men med dette forbehold, kan »Det hellige blod og den hellige Gral« med undertitlen »Mysteriet om Tempelherrerne og Jesu efterkommere« nok læses som et dristigt tankeeksperiment, men aldeles utroværdigt!
Påstandene om perverteret sakramente og rituelle mord, som tempelridderne blev beskyldt for, kan efter Wards mening klart afvises som helt grundløse.
At de bar en snor af kættersk betydning, vil Ward ikke afvise, men han henviser til, at visse munkeordener, specielt cistercienserne, som var grundlagt af Bernhard af Clairvaux, gik med et sådant kyskhedsbælte og vist gør det den dag i dag. Assasinerne og dervisherne gik også med en rød snor af en vis betydning dengang, og dervisherne gør det endnu. Jeg kan da nævne, at der også i det svenske frimurersystem i de højere grader, forekommer en rød snor.
Det rituelle kys anser Ward for, at være en rigtig anklage. I hvert fald ved man, at de Tyske Riddere ved optagelsen skulle kysse stormesterens sværdhæfte for, at vise underdanighed og lydighed. Man kan ikke se bort fra, at der har været tale om et lignende ritual hos tempelherrerne.
Hvad angår ændringer i messeceremonier og den uortodokse form for syndsforladelse, mener Ward at det nok kan være rigtigt. Tempelherrerne var jo ikke underkastet den strenge katolske ordinans, de havde derfor lov til, at føre deres egne gudstjenester samt skriftemål, det er nok sandsynligt, at disse højt oplyste teologer kan have ændret lidt nu og da, som også katolikkerne har gjort af og til.
Anklagen for umoralitet har der måske været noget om, men det fremgår ikke af forhørene, at de har været værre end andre munke- og ridderordener på samme tid.
Endelig mener Ward ikke,at der er noget holdepunkt i den sidste anklage for forræderi mod andre kristne styrker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar