Om frimureriets rødder tilbage før 1717. Del 4.

Del 4.
Del 1 - Del 2 - Del 3

De rejsende murere

Benævnelsen forekommer i øvrigt første gang i en londonsk byggekontrakt fra 1376. Men vi kan gå endnu længere tilbage. Der findes en sten fra år 712 med en indskrift, hvoraf vi ved, at comacinerne delte sig i mestre og lærlinge.

De samledes i loger og brugte tegn, håndgreb, ord og en ed om hemmeligholdelse og troskab. De fire kronede martyrer (Quatuor Coronati) var deres skytshelgene, og vi finder brug af passer, vinkel, vaterpas og lodsnor. De arbejdede på de forskellige bygninger, kirker og slotte sammen med håndværksmurere (guild måsens), men comacinerne må ikke forveksles med bygningsmurernes laug. De var højlærde, mere aristokratiske, og det var dem som viderebragte de gamle traditioner fra fortiden, ikke alene de tekniske detaljer, men også den spekulative og mystiske viden. Comacinerne kunne rejse fra sted til sted, mens laugsmurerne var stedbundne. Laugsmurerne arbejdede i de operative loger, og de har sandsynligvis optaget en del af comacinernes symbolik og mysterieidealer*. [*En anden forklaring på forskellen mellem en almindelig rå murer og en frimurer, kan være at de førstes arbejde jo blot bestod af at lægge sten på sten i skifterne, mens en frimurers arbejde var mere krævende, nærmest en kunst. Frimureren arbejdede fortrinsvis med den frie sten: mursten, lim- og kalksten, som kunne bearbejdes frit og tilhugges eller til saves som frisér, søjleborter eller skulpturer. En mestermurer var altså både arkitekt, arbejdsleder og kunsthåndværker på samme tid.

Tempelherrerne

Så kommer vi til tempelherrerne. Det er blandt nogle - også frimurerbrødre - en rodfæstet opfattelse at frimureriet stammer fra Tempelherreordenen. Det kan man måske få indtryk af ud fra nogle af vore frimurergrader, men det er af flere grunde tvivlsomt, og der er ikke historisk dækning for nogen direkte forbindelse.

Men først lidt historie. Hugo de Paganis var en adelsmand, som sammen med otte andre i 1118 startede Tempelherreordenen. Den blev stadfæstet af paven (Gelasius II) med det formål at forsvare Templet i Jerusalem mod muhamedanerne. Det blev til en munkeorden, hvor man lovede fattigdom, kyskhed og lydighed. Det med fattigdommen var dog nok så som så, for i løbet af de næste 200 år udviklede ordenen sig til at blive den betydeligste og rigeste organisation i hele kristenheden. De ejede blandt andet over 9000 godser rundt om i Europa. I London oprettede de et hovedsæde, The Temple ved Fleet Street, hvor deres rundkirke – der indvendig er ottekantet - kan ses endnu. I Paris indrettede de ligeledes et hovedkvarter, der hed Le Temple, og som ikke findes mere. Det med at forsvare Templet mod Islam blev ikke til så meget, idet de i slutningen af det 13. århundrede måtte trække sig tilbage til Cypern. Indtil da var de berømte for umådelig tapperhed og dødsforagt. Nu overlod de alt, hvad der havde med korstog at gøre, til den konkurrerende Johanniterorden.

I begyndelsen af 1180'erne var Richard Løvehjerte af England i Det hellige Land på korstog. Der var da et samarbejde mellem tempelherrerne og ismaelitterne og assasinerne mod den fælles fjende: Islams rettroende tilhængere, og det er vist også historisk korrekt, at kong Richard blev optaget i dervishernes hemmelige orden. Det var en slags venskabspagt mellem ham og Hassan ibn Sabak.

Tempelherrernes nedtur.

Efter at tempelherrerne efter 1295 havde indstillet deres kamp mod Islam, vakte de megen utilfredshed. For det første var de katolske myndigheder utilfredse med, at tempelherrerne havde fået en del pavelige privilegier. Blandt andet skulle de ikke gå til skrifte hos den katolske kirkes præster, men kunne gøre det hos deres egne, idet de ikke var underlagt den lokale biskop. Man mente, at de havde deres egen trosbekendelse, og at deres syndsforladelse var uortodoks. Dertil kom jo så almindelig misundelse over deres umådelige rigdom.

Nu begyndte vanskelighederne for alvor. Paven (Demens V.) var under stærkt pres fra den franske konge Ludvig IV. (»den Smukke«), som forgæves havde søgt optagelse i Tempelherreordenen og derfor var vred på dem. Tempelherreordenen blev lyst i band, og forfølgelserne startede i 1307. I 1309 blev deres stormester Jacobus Burgundius Molay fængslet og anklaget. Han sad fængslet og anklaget til sin død. I disse år førtes der i Frankrig en meget hård kamp mod tempelherrerne, som var udsat for den frygteligste tortur. I 1314 blev Molay brændt på bålet sammen med forskellige andre, og på bålet undsagde han Ludvig IV. og Demens V., og stævnede dem til at møde for Herrens åsyn, inden der var gået et år. Og de to herrer døde virkelig inden den således fastsatte frist.

Så galt som i Frankrig, gik det ikke andre steder. Man regner med at der i 1307 var 40.000 medlemmer af ordenen, deraf 15.000 aktive. Af alle disse blev der i perioden 1307-1315 »kun« dræbt 7-800. Mange fik lejlighed til at flygte, og desuden var forfølgelsen i England under Edvard II. meget lemfældig. Det er sandsynligvis rigtigt, at mange undslap til Skotland. I Tyskland gik mange over til de »Tyske Riddere«, som kæmpede mod slaverne i øst, og som var dem, Valdemar Atterdag solgte Estland til i året 1346. I Spanien blev der dels startet en ny orden, og dels blev nogle af de undvegne tempelherrer eneboere (eremitter).

De ni beskyldninger mod Tempelherrerne.

Jeg kan ikke lade være med kort, at nævne de ting som tempelridderne blev beskyldt og straffet for, og som de tilstod, til dels under tortur:

· De fornægtede Kristus, spyttede og sparkede på korset.
· De tilbad et billede af en afgud.
· De havde et perverteret sakramente.
· De beskyldtes for rituelle mord.
· De beskyldtes for at gå med en snor om livet af kættersk betydning.
· De beskyldtes for at afgive et rituelt kys.
· De beskyldtes for ændringer i messeceremonier og ritualer, og for at have praktiseret uortodoks syndsforladelse.
· De beskyldtes for et umoralsk levned.
· De beskyldtes for forræderi mod andre kristne styrker.

Med støtte i de bevarede inkvisitionsprotokoller mener Ward, at man kan svare således på beskyldningerne:

Med hensyn til beskyldningen for at fornægte Kristus, og for at spytte og sparke på korset, synes der at have været tale om en prøve på deres fasthed i troen. De blev herunder truet af de tilstedeværende brødres sværd, og med verbale trusler. I hvert fald har en af de anklagede udtalt, at hvis han havde nægtet, ville han omgående være blevet forfremmet.

Men Ward gør også opmærksom på, at gnostikerne havde et andet syn på korset, nemlig det modbydelige redskab, som Kristus blev dræbt på, og som man derfor ikke skylder respekt og ærefrygt, men tværtimod kun den dybeste afsky. Muligvis har dette syn på korset, spillet ind i den omtalte prøve, jævnfør hvad jeg tidligere har nævnt, at man i engelsk frimureri netop træder Tau-korset under fode, fordi det er udtryk for de dyriske lidenskaber.

Om beskyldningen for at tilbede en afgud, er der skrevet meget. Det drejede sig om et hovede af en figur, som man kaldte Baphomet. Nogle har ment, at der var tale om et »billede af Helligånden«. Andre har ment, at det kan have været et kranie, som skulle forestille den Simon, der vitterlig bar korset for Kristus, og som ifølge gnostikernes lære blev korsfæstet i stedet for Kristus. Jeg kan her henvise til den fantastiske bog: »Det hellige blod og den hellige Gral«*

Den er meget spændende og synes, at være stærkt videnskabeligt underbygget, men dens værdi svækkes afgørende ved, at præmisserne er helt postulerede og hypotetiske. Forfatterne slutter da også deres konklusioner således: »Hvis det og det er rigtigt, så kan det og det også være rigtigt«, og andet får de ikke ud af det. Men med dette forbehold, kan »Det hellige blod og den hellige Gral« med undertitlen »Mysteriet om Tempelherrerne og Jesu efterkommere« nok læses som et dristigt tankeeksperiment, men aldeles utroværdigt!

Påstandene om perverteret sakramente og rituelle mord, som tempelridderne blev beskyldt for, kan efter Wards mening klart afvises som helt grundløse.

At de bar en snor af kættersk betydning, vil Ward ikke afvise, men han henviser til, at visse munkeordener, specielt cistercienserne, som var grundlagt af Bernhard af Clairvaux, gik med et sådant kyskhedsbælte og vist gør det den dag i dag. Assasinerne og dervisherne gik også med en rød snor af en vis betydning dengang, og dervisherne gør det endnu. Jeg kan da nævne, at der også i det svenske frimurersystem i de højere grader, forekommer en rød snor.

Det rituelle kys anser Ward for, at være en rigtig anklage. I hvert fald ved man, at de Tyske Riddere ved optagelsen skulle kysse stormesterens sværdhæfte for, at vise underdanighed og lydighed. Man kan ikke se bort fra, at der har været tale om et lignende ritual hos tempelherrerne.

Hvad angår ændringer i messeceremonier og den uortodokse form for syndsforladelse, mener Ward at det nok kan være rigtigt. Tempelherrerne var jo ikke underkastet den strenge katolske ordinans, de havde derfor lov til, at føre deres egne gudstjenester samt skriftemål, det er nok sandsynligt, at disse højt oplyste teologer kan have ændret lidt nu og da, som også katolikkerne har gjort af og til.

Anklagen for umoralitet har der måske været noget om, men det fremgår ikke af forhørene, at de har været værre end andre munke- og ridderordener på samme tid.

Endelig mener Ward ikke,at der er noget holdepunkt i den sidste anklage for forræderi mod andre kristne styrker.

Del 5

Om frimureriets rødder tilbage før 1717.Del 3.

Del 1. Del 2.
Andre gamle mysteriereligioner

Ismaelitteme i den nære Orient hævdes at stamme fra profeten Ismael, som var Abraham’s søn med Hagar, som beskrives i l. Mosebog kap. 16. Det er en muhamedansk sekt og ikke helt uden betydning. Deres overhoved, Muhamed ibn Aga (Aga Khan), død 1957 sagdes at være den rigeste mand i verden.

Assasineme er en udløber af Ismaelitteme. Deres stormester, Hassan ibn Sabak, indtog år 1090 borgen med krav om blind lydighed mod stormesteren. Modstandere blev ryddet af vejen af medlemmer, som var påvirket afhashis; derfor navnet hashashijin. Dette ord lindes endnu i betydningen assasinering (snigmord).

Druseme er en lille stamme, som bor i Libanon, og som er en blanding af arabere og gammel syrere. Deres sprog er arabisk og religionen en slags gnosticisme, iblandet gammel- syrisk hedenskab, soltilbedelse og Astarte dyrkelse samt påvirkning af islam. De er ikke rettroende muhamedanere, men snarere efterkommere af assasinerne, som byggede Salomons tempel. Det passer meget godt med, at man i de egne, hvor de bor, har udgravet templer, som er flere århundreder ældre end kong Salomons tempel, og som igen har haft forbilleder i Assyrien; det var jo også fra Libanon, at Salomon hentede sine bygmestre.

Dervisherne er en munkeorden under Islam, der arbejder efter et initierings- system, som er mærkeligt ligt vort frimureri. Recipienderne føres ind med bind for øjnene, vandrer syv gange rundt i templet, får udleveret et hvidt skødskind som tegn på renhed, og der anvendes tegn, ord og håndgreb, som er mere eller mindre de samme som de frimureriske. Jeg skal senere komme ind på dervisherne i for Gnostikerne levede i oldtiden og Middelalderen med en religion, som oprindelig var en ophobning af alle de orientalske religioners lærestof, som blomstrede på Alexander den Stores tid 300 år f.Kr. De taler om en Skaber, som sidder over sfærerne, hvorfra menneskets sjæl stiger ned som lyskim, som frigøres eller forløses fra mennesket igen, hvorefter sjælen kan stige op gennem sfærerne tilbage til udspringet. Platon lærte noget lignende. De adopterede også kristendommen, men opfattede Kristus som »forløseren«, som ved at gennemleve hele verdens -processen steg ned gennem sfærerne, opsamlede lyskimen og derved blev i stand til atter at stige op, hvorved mennesket forløses. Evangelierne behandles allegorisk, esoterisk. Den gnostiske lære generede i høj grad oldkristendommen, som havde svært ved at holde fast ved den rene kristne lære, og som først blev fri for gnosticismen, da den katolske kirke udarbejdede sin dogme- lære.

Endelig skal jeg kort nævne kabbalisterne. Det varen jødisk bevægelse, som var nært knyttet til de alexandriske jøder. Deres religion var ikke så meget den jødiske monoteisme som en panteisme (Gud er ét med naturen), stærkt påvirket af de andre orientalske religioner og meget spekulativ. Jeg har nævnt, at de opfattede Gud som ubegribelig og ufattelig, og at de i deres lære om de til Sephiroth angav Guds forskellige egenskaber, ganske parallelt med de egyptiske og indiske »hjælpeguder«. De havde en udbredt talmysterielære, hvis princip var, at ethvert bogstav havde en talværdi, sådan at ethvert ord og navn fik en vis talværdi, når man lagde de enkelte bogstavers tal sammen – en værdi, som man tillagde en hemmelig betydning. Der er ingen tvivl om, at hele den kabbalistiske lære i høj grad har påvirket den religiøse tænkning i Middelalderen.

De dionysiske kunstnere

Når vi nu skal prøve at trække enlige fra den såkaldte »mørke middelalder« op til den nyere tids frimureri, må vi begynde med det, kunstnere«, og som har været i nær forbindelse med dervisherne, altså fønikiske efterkommere.

Det har været dem, der som murere har fået en vis indsigt i den eksoteriske (udadvendte) lære vedrørende tempelbyggeri, og der er ingen tvivl om, at disse bygningshåndværkere ved tegn, ord og håndgreb forstod at identificere sig overfor hinanden. Dette havde så meget større betydning, som det er dem, der rejste rundt i den nære orient og i middelhavslandene og byggede templer. Jeg har nævnt Kong Salomons tempel, således som det beskrives i frimureriets gamle akter. Langt senere har de været med til at bygge græske templer, tildels efter samme mønster. Man finder klare spor efter dem i en villa i Pompeji, der blev ødelagt under jordskælvet i år 79. Villaen blev udgravet i 1878. og man fandt to søjler ved indgangen, dekorationer med den sekstakkede stjerne på væggene og en regulær »arbejdstavle« i form af et bord med indlagt mosaik. Billedet forestiller et kranium med vinkel og lodsnor og forskellige andre symboler, somstadig bruges i vort nuværende frimureri.

I det gamle Rom var de forskellige håndværkere organiseret i kollegier (»tres faciunt kollegium« siger romerretten), og murerne har også haft et sådant kollegium: Collegium Romanum, der har siddet inde med stor viden. Disse murere – eller arkitekter - har nyttige privilegier, og der er ingen tvivl om, at de har følt sig tiltrukket af kristendommen, da den kom til Rom, mens andre har følt sig tiltrukket af den nogenlunde samtidige Mithrakult.

Da kejser Diocletian satte sig for at udrydde kristendommen i året 303, var han påfaldende lemfældig over for arkitekternes kollegium. De var øjensynligt højt agtede og uundværlige. Ikke desto mindre var der fire af disse kunstnere, som nægtede at udføre en statue af Æskulap (Romernes gud for lægekunst), hvorefter Diocletian torturerede dem til døde. Disse fire martyrer, som hed Clau Castorius. blev senere murernes skytshelgener og betegnet som »de fire Kronede« (Quatuor Coronati). Der findes nu i Rom en kirke, Chiesa Quatuor Coronatorum, som er helliget dem. Og der findes i London en speciel forskningsloge, Quatuor Coronati Lodge no. 2076, som nu i mere end hundrede år har udgivet et frimurer- videnskabeligt tidsskrift. Også i Bayreuth i Tyskland findes en tysk forskningsloge af samme navn.

Kirkebyggerne fra Comosøen

Som følge af disse forfølgelser flyttedes arkitekt kollegiet, som var stærkt påvirket af de dionysiske kunstneres lære, til Comosøen, hvor de indrettede sig på en lille ø. hvorfor de fik navnet comacineme. Det synes nu at være klart, at der herfra udgik Kirkebyggerne, som virkede i hele Europa, først i England, men kort tid derefter også i Frankrig og Tyskland, hvor man ser deres spor i den gotiske byggestil, som pludselig slår igennem overalt i Europa, men næsten lige så pludseligt forsvinder igen. da renæssancen blev moderne. Den gotiske stil er stærkt præget af den flere gange omtalte vesica piscis i kirkernes fine vinduer og himmelstræbende buer, men også af korset. I mange af disse gotiske bygningsværker finder man en eller flere sten med et mærke, som håndværkerne har sat deri. Man kender flere hundreder af dem. Ward opfatter dem som den enkelte bygningshåndværkers personlige mærke eller tegn, hvorfor man undertiden benytter udtrykket mark masonry. (I dag ville man kalde dem logo). Ward mener, at der har været ført nøje registranter, så man undgik forfalskninger. I hvert fald er det typisk, at der aldrig knyttes personnavne som hovedarkitekt til nogen af disse domkirker.

Der er ingen tvivl om, at comacinerordenen har været en højt udviklet, kulturpræget organisation, som har styret hele dette vældige byggeprojekt. Men efter renæssancens gennembrud mistede comacineme deres betydning. De trak sig tilbage til deres lille ø i Comosøen.
Del 4

Om frimureriets rødder tilbage før 1717.Del 2 af 7.

Læs Del 1.
DEL 2.
De egyptiske mysterietraditioner


Mens altså endnu primitive stammer i Afrika og Australien ikke er kommet længere end den oprindelige initiering (indvielse), var man allerede i Oldegypten kommet til et system med en fuldstændig opbygning af en højt udviklet religion med templer og ritualer. Dette kender man nu til i de mindste detaljer, efter at man har lært at tyde hieroglyfferne, og efter at have fået udgravet det ene tempel efter det andet. På væggene i de forskellige templer er ritualerne nemlig billedmæssigt fremstillet ganske i overensstemmelse med læren, der også her er delt op i en eksoterisk del, og en esoterisk, som kun præsterne kendte.

Jeg må her minde om, at den egyptiske religion i sin oprindelse er en soldyrkelses religion. Den højeste gud, skaberen, Ra, hvis symbol er en cirkel med en prik i centrum, har skabt alt ud af ur-vandet. Hans søn, Osiris, blev dræbt af en konkurrent, der hed Set, og myten går ud på, hvorledes Isis finder Osiris, hvis kiste er drevet til Babylon og der vokset som et træ, hvordan hun fører kisten (træstammen) med tilbage til Egypten, og hvorledes Osiris her genoplives, men sønderrives af Set, der spreder alle delene af liget rundt i Nilen. Alt bliver imidlertid samlet sammen igen, og Isis og Osiris får sammen en søn, der hedder Horus. Osiris er altså faderen, Isis moderen, Horus sønnen.

Det mystiske dødsdrama

Dette mysterium eller drama er universelt. Jeg skal blot fra oldtiden nævne Thammutz og Astarte, Dionysos, Demeter, Ceres, men også i Indien, Kina og den oprindelige Mexico-kultur, som spanierne mødte omkring år 1500, findes tilsvarende mysterier. I Indien har de således Brahma (Skaberen), Vishnu (Moderen) og Shiva (Sønnen). I Egypten, Grækenland. Rom og Indien ser det ud, som om religionen er flerguderisk (polyteistisk), men fælles for dem alle er, at de opfatter Skaberen (Gud med stort G) som den yderste årsag, i sit væsen ufattelig, ubegribelig. Hans forskellige egenskaber må derfor manifestere sig i de forskellige »underguder«, som altså hver for sig kun er repræsentant for Guds forskellige manifestationer, og i virkeligheden ikke er nogen selvstændig guddom. Ward mener, at det var dette, som Moses - der utvivlsomt var højt oplyst i det egyptiske system – gjorde oprør imod og dermed skabte den jødiske monoteisme.

I forbifarten kan jeg nævne, at kabbalisterne, som jeg senere skal omtale, har en parallel til dette, idet de har én Gud, men regner med til såkaldte Sephiroth, som hver betegner en bestemt egenskab ved Gud. Disse Sephiroth træffer vi også i de højeste grader i Det Svenske System.

Tempeltraditionerne

Man finder i de gamle templer tegn på, at tempelbyggeriet har været en meget højt udviklet videnskab, og at der til byggeriet har været knyttet dybt religiøse forestillinger. Jeg skal ikke komme ind på, hvorledes man i oldtidens Egypten orienterede templerne fra nord til syd efter stjernebilleder ved hjælp af en lystændingsceremoni, som man den dag i dag finder ved anlæggelse af katolske kirker, men som man også finder tydelige spor af i frimureriets åbningsceremoni.

At man finder vinkel, passer, lodsnor og vaterpas kan jo ikke undre, når det drejer sig om at man for ca. 200 år siden fjernede en af obeliskerne fra Egypten - den der i dag står i New York. Stenen rummer alle de frimureriske symboler: Trekant, kvadrat, sekstakket stjerne, vinkel, passer, lodsnor og vaterpas, samt en rå sten, en poleret kubisk sten og en jernmurske. De må givetvis have haft en symbolsk betydning, ellers havde man nok ikke anbragt dem dér. Man fandt også et Tau-kors og en vesica piscis. Tau-korset, den vandrette linje med den lodrette linje nedenunder eller omvendt betyder oprindelig de mandlige kønsorganer, således i Tammutz-Astarte-religionen, og endnu i Indien. Derfra betyder det det menneskelige begær, og Tau-korset står efterhånden for det, der behersker og søger at undertrykke disse menneskelige begær.

Vesica piscis, som man tegner med to cirkler, der har samme radius, og hvis centre ligger på den anden cirkels periferi, bliver altså en slags lodretstående oval, dog således, at den øverste og nederste begrænsning ikke er jævnt afrundet, men spids, netop ved at de to buer skærer hinanden. Det er den midterste oval, der er vesica piscis, oversat: Fiskeblæren.

Denne figur spiller en kolossal rolle for de allerældste mysterier, og vi kommer tilbage til den, når vi senere omtaler comacinerne og deres kirkebyggeri. Den står også som tegnet for det kvindelige element; vi ser dem endnu i katolske lande, hvor Jomfru Maria ofte er afbildet i en sådan figur som ramme, og i middelalderen var denne vesica piscis eller den deraf afledte lodretstående rombe det eneste ridderfruerne måtte bruge til indfatning af deres slægtstegn, svarende til riddernes våbenskjold.

I vor tid findes den endnu i så at sige alle kirkelige segl. f.eks. i Budolfi kirke i Aalborg. I Egypten finder man Tau-korset og vesica piscis forenet i det, man kalder hankekorset eller ankh, som betyder foreningen af det mandlige og kvindelige element, det evige livs tegn.

Ward ser i Tau-korset oprindelsen til den frimureriske hammer, og han underbygger det med, at man i figurer og ornamentik overalt finder denne overgang manifesteret. Hos Tau-kors Rombe Vesica piscis Hankekors hersker over det materielle, jordiske, og som skal »bringe orden«.

I engelsk frimureri findes Tau-korset på skødskindet for at antyde de legemlige, dyriske, materielle lidenskaber, som skal bekæmpes. Ved optagelsen i første grad tager recipienden nogle skridt, som skal betyde, at han træder de dyriske lidenskaber under fode. På de tre ledende embedsmænds skødskind findes der tre Tau-kors. hvor de to vender skaftet mod hinanden, og hvor det tredje er oprejst vinkelret og med hovedet opad.

Del 3.

Om frimureriets rødder tilbage før 1717. Del 1 af 7.

DEL 1.
En årtusind gammel kunst


Det er en meget gammel kunst, at arbejde med vaterpas og lodsnor. I »Historiens Bog«, som er skrevet i Kina 1200 år før vor tidsregning, finder vi følgende sætning: »I ledende mænd i regeringen, anvend passeren!«

 
 
I »Den store Visdoms Bog«, som er skrevet 500 år før Kristus af Kung futse, finder vi: »En mand skulle afholde sig fra at gøre mod andre, hvad han ikke ønsker, at de skal gøre mod ham. Dette kalder man princippet »at handle efter den rette vinkel«.


Og senere: »Man skal anvende vinklen og passeren moralsk på sit eget liv, og desuden vaterpasset og lodsnoren, hvis man vil gå på visdommens lige og jævne sti og holde sig inden for grænserne for ære og dyd«. Og videre: »En murermester, der underviser sine lærlinge, bruger passeren og vinklen. Vi, som er optaget af at forfølge visdommen, må ligeledes gøre brug af passer og vinkel«.

Foran de antikke templer i Egypten og Fønicien stod to søjler. I Egypten kaldes de Tå og Tatu. I Kong Salomons tempel hedder den ene xxxxxxx, og den anden xxxxxx. Men tilsvarende søjler findes i øvrigt foran templer overalt i verden, både i Mexico og Kina, men også mange andre steder.

Selvfølgelig beviser dette ikke, at vort frimureri stammer tilbage fra disse gamle tider. Men det viser, at det, som vi i dag kalder vort frimureri, tilsyneladende bygger på meget gamle ting og traditioner og har rødder meget langt tilbage i tiden.

Jeg vil her forsøge at følge nogle af disse rødder.

Den væsentligste kilde for mit arbejde er S. M. Ward: »Freemasonry and the Ancient Gods« (London 1921). Samme Ward er ikke nogen hvem som helst. Han var en højtstående engelsk frimurer, og hans arbejder er meget respekteret i England. Han er født i Vestindien, har studeret arkæologi i Cambridge, har været en del år i Indien og Burma, har studeret sammenlignende religionsvidenskab, og han er optaget i logen Isaac Newton i Cambridge.

Frimurertegn hos primitive folkeslag

Fra sine mange rejser over det meste af det engelske imperium beretter Ward, at han næsten overalt har mødt tegn og håndgreb hos folk, som overhovedet ikke har haft mulighed for at være optaget i en frimurerloge, og vel at mærke tegn med betydning som de har i frimureriet. Dette har ført ham til et nærmere studium, hvis resultater jeg i det følgende skal omtale. Her er nogle eksempler på Wards iagttagelser.

I relieffer og på statuer i Afrika, Mexico, Indien, Kina, ja endog på Påskeøerne har man fundet afbildet mennesker, som gør hvad der ligner frimurertegn. 1191 så han i Colombo to patanere, som hilste hinanden på en vej. Tegn for tegn gennemgik de de fleste af de tegn, som bruges i det engelske frimureri.

Dervisherne, en muhamedansk sekt, har et fuldstændigt frimurerisk system på 33 grader. De taler om »Our Lord Abraham«.

Der fandtes endnu i det 20. århundredes begyndelse primitive afrikanske optagelsesriter, hvor det væsentligste og indledende trin er en omskæring af unge mænd, men hvor derpå følger forskellige ritualer, ledsaget af tegn og håndgreb, som rigtigt opfattet skal give en forestilling om, hvorfra man kommer, hvad meningen med livet er, og hvorhen man går efter dette liv.

Ward har også fundet sådanne primitive ritualer i Australien og i Syd- og Mellemamerika. Fra Australien omtaler han den såkaldte Bora-ceremoni, som de indfødte af den primitive Arunta stamme dyrker. Kandidaterne føres i løbet af flere dage først gennem et kredsformet areal, som er afmærket i jorden et afsides liggende sted, hvor kvinder ikke har adgang. Derfra føres de gennem en længere, smal passage, der er udsmykket med tegninger i sandet, hvorefter de slutter i en mindre, cirkulær afgrænsning, hvor den egentlige indvielse finder sted. Under indvielsen underkastes de til dels smertefulde belastninger; for eksempel får de en tand slået ud som et offer til guderne, for at disse skal skåne de øvrige tænder. Endvidere bliver de udsat for psykiske belastninger, og inden de føres ind i den sidste afdeling, bliver de en tid blindet med et tørklæde over hovedet. Under alt dette bliver de oplært i forskellige tegn og håndgreb, som i meget høj grad svarer til, hvad der bruges i frimureriet. Omskæringen skal vist også ses som et offer til guderne, nemlig af manddommen. Det er noget, der spiller en meget stor rolle i de gamle mysterier.

Ward fortæller videre, hvorledes det lykkedes en engelsk frimurerbekendt at komme ind i et Hindutempel. helt ind til det aller inderste og helligste, ved over for vagten at identificere sig med alle de tegn, som han kendte fra Royal Arch.

Jeg har ved læsningen af Wards bog fået stor tiltro til hans pålidelighed, og i beskrivelsen af mange ting citerer Ward anerkendte engelske frimurerskrifter som f.eks. Ars Quatuor Conoratorum. Han beskriver selvfølgelig ikke de forskellige tegn, men angiver dem kun ved bogstaver, som jeg, der jo ikke er optaget i en engelsk loge, ikke kan dechifrere. Jeg kan kun tage hans ord for, at de virkelig er frimureriske tegn, som de bruges i England.

Alt i alt mener Ward, at enhver race lige fra den aller tidligste tid har startet primitive indvielsesritualer. Disse har udviklet sig mere eller mindre til mysterier, og medicinmændene, som forestod disse riter, er efterhånden blevet til en slags præster. Systemet har udviklet en eksoterisk komponent, som menigmand kunne forstå og deltage i, foruden en esoterisk (hemmelig, fortolket) komponent, hvis mysterier kun de højst indviede havde kendskab til. Da man ikke længere havde mulighed for at gennemføre ritualerne under åben himmel, fik man brug for bygninger, templer og lignende.

Ward konkluderer, at frimureriet har rødder tilbage til de primitive folkeslags indvielsesriter, helt tilbage til forhistorisk tid, og fra disse riter stammer alle antikkens mysterier og derfra de moderne religioner. Indvielsesritualerne var knyttet til indvielsen af ynglinge til mænd, og de var overalt forbeholdt mænd. Kvinder var absolut udelukket.
Til Del 2.

Frimurer symbolet forglemmigej.

Under Hitlers regime blev frimureri og frimurersymboler forbudt. Dette stoppede selvfølgelig ikke de tyske frimurere i at bære tegn på deres tilhørsforhold til logen; vinklen og passeren blev byttet ud med en nål med en forglemmigej. Senere er blomsten blevet et univerielt tegn, til minde om dem der har lidt i frimurerriets navn, især dem der led under nazisternes regime

Symboler og deres betydning.

Hvad betyder de - specifikt?


For det første er det vigtigt at forstå, at frimurerisk symbolismen ikke repræsenterer en idé, som kun har en enkelt og entydig betydning. I virkeligheden, symboliserer de tre ting, alle nært beslægtede, men faktisk ikke er identiske.

Der er personlig symbolik, hvor fortolkningen kommer fra det enkelte individ. Det er fra denne kilde, at en stor del af mystikken der omgiver de frimurerisk symboler stammer. Enhver person kan fremsætte idéer om symbolikken af de enkelte symboler - og mange tidlige frimurerisk forfattere gjorde det!

Her er der nogle bud på de mest kende fortolkninger.

INFINITY: I det gamle Indien og Tibet, udgjorde den perfektion, dualisme, og enhed mellem mand og kvinde. I det okkulte tarot er det forbundet med magi og repræsenterer ligevægt eller balance af forskellige styrker. I moderne tid, blev det brugt i matematisk som symbol for uendelig i tal, tid eller rum (evigheden).

Hexagram eller seks-takkede stjerne: Når omgivet af en cirkel, det er den "guddommelige sind" (en forfalskning af Guds visdom) til mange okkulte grupper gennem århundreder. Mange bruger den stadig i okkulte ritualer. Men at jødiske folk, det er deres Davids stjerne.

CIRCUMPUNCT - CIRCLE med DOT (Bindu) i midten: Den repræsenterer solen og en solgud (kaldet Ra i Egypten), guld (som i alkymi), en (ubibelsk) ærkeengel ( Kabbalah ), følelsesmæssig tilbageholdenhed ( frimurerne ), og den kreative gnist af guddommelig bevidsthed inden i folk. Forbinder alle de kreative sind af en universel "gud" og dermed gøre hver person "med skaber". I den komplekse symbolske system af hinduisme og buddhisme, er Bindu (dot) repræsenterer den,den mandlige kraft. Sammen med cirklen og dot(bindu) symboliserer den åndelige sammensmeltning af mandlige og kvindelige kræfte

Vinkel og passer. frimurerisk symbol vinkel og passer repræsenterer bevægelse mod fuldkommenhed og en balance mellem det åndelige og fysiske, passeren (bruges til at danne kredse) repræsenterer ånd. Vinklen (bruges til at danne den rette vinkel) repræsenterer det fysiske.

Er jeg religiøs?

Så er svaret nej. Men jeg tror på en gud.

Grunden til at jeg har taget netop dette emne på min blog er.

Der jeg var sidst i 30erne, begynde der at være et på trængende spørgsmål som maste sig på for mig.
”Hvem er du” blev det ved at lyde inden i mig.
Et spørgsmål jeg ikke kunne svare på. Jeg viste ikke hvem jeg var som person eller retter hvad stod jeg for. En ting var helt sikkert jeg var nød til at starte forfra for at finde svaret på dette spørgsmål.
Og der med mener jeg helt forfra.
Som eks. Hvad tror jeg på.
Jeg er opvokset med den kristen tro men havde aldrig rigtig stillede spørgsmål til det sådan var det bare.

Det begyndte jeg så på.
Hvem er vi som mennesker og hvad er meningen med vores eksistens. Jeg søgte i bibelen men kunne ikke rigtig finde svar der, da jeg var forblindet at min barndoms lære, floskler jeg havde læst og hørt til hudløshed, det var jo nu jeg skulle finde svarene selv.
Jeg søgte svar andre steder og støtte på Gnostikkerne i min søgen.
Gnostikkerne stod for noget nyt og noget banebrydende for mig.
De tror ikke på dogmatikken lige som jeg ikke gør.
De tror at vi skal finde svarene i os selv ligeså gjorde jeg.
Jubii jeg kunne nu sætte et label på mig selv skønt.

Meeen var det ikke dette jeg netop forsøgte at bryde.
Jeg var i færd med at udskifte, et gammelt label med et nyt.

Det var så nu min lille broder kom og sagde at han nu havde meld sig ind i frimurerne.
Og som stor broder undersøgte jeg det på nettet, hvad er en frimurer, og til min store overraskelse var der her mennesker der søgte de samme svar som jeg søgte.

Netop det de hævder at gøre gode mænd til bedre mænd, og for at blive en bedrer mand må jo om ikke andet sig at de har svarene på nogle af mine spørgsmål.

Jeg må nu efter ca.1½ år som frimurer erkende at det havde de, eller retter det havde jeg selv.
For ved belysning af symbolerne er svarene inden i mig selv, der er ikke nogen der kommer og siger her er svaret, du er selv nød til at finde dem.
Det er det, der er det geniale ved frimurerne, svarene er så individuelle, at de næsten aldrig er ens for alle.
Så ved hjælp, af mine nu ny åbne øjne, ser jeg anderledes på tingene.
Jeg ser nu mere ud gennem egne øjn, frem for at se gennem andres øjn.
Derfor bruger jeg mange gnostikker og bibel citater i min blog, for nu giver de mig en helt anden mening, ved at jeg står til ansvar, for mig selv og kender mig selv, en del bedrer en jeg gjorde får, jeg begyndte at søge svarene. Jeg har fundet ud af at jeg kan sætte, et label på mig selv, uden at miste min egen identitet.
Derfor kalder jeg mig for gnostikker og frimurer.

Jeg er ikke fanatiker eller religiøs hvis jeg selv skal sige det.

Jeg vil bare gerne dele den glæde, jeg selv har fundet med andre.