Acacia et af de smukkeste symboler i frimureriet.

Enhver diskussion om Acacia er vigtigt for Frimureri som, en af sine grundlæggende og smukkeste symboler, bør begynde med rense lidt væk af "affald af templet", som følger af den sorgløse skriftlige udlægning. Så mange er blevet offentliggjort med.


Der er blevet offentliggjort så meget om Acaciaen. Det er derfor ikke så underligt, at frimurerne ofte er forvirrede, hvad planten virkelig er, hvordan det kom til at være et symbol på udødelighed, og hvad dens sande plads i religionshistorie kan være.

Vi kan ikke præcist angiver en bestemt plante eller et træ som "Acacia busk" eller "Acacia træ" af samme grund, at vi kan ikke nøjagtigt angive "Rosen busk" eller "fyrretræ." Der er for mange sorter af roser, for mange slags fyrretræer at skelne dem fra hinanden blot ved den bestemte artikel. Som en botanikere ved er der mere end fire hundrede og halvtreds sorter af Acacia, "den akacie kan kun de mest almindelige af begreber, hvilket betyder, dem alle." Så måske Det er ikke underligt, at vi finder et frimurerisk skribent taler om "spredte blade af Acacia træet" og en anden taler om "den lave tornede buske, som Acacia." Vi har ingen sikkerhed for, at de træer og buske der nu vokser i Palæstina, er de samme som dem, der blomstrede i Salomons tid. Altså at det ikke er umuligt, at "Acacia totilis (på arabisk, Es-sant)" og "Acacia Seyal (I arabisk Sayal)" voksede til større størrelse tre tusind år siden end de gør nu. Men myndighederne tvivl på, at Acacia der vokser lav, som en busk, og som efter al sandsynlighed må have været den plante, som en af de tre plukket fra jorden som "kvisten Acacia," nogensinde er blev store nok til at levere brædder tre fod bred. Wynn Westcott siger: "Den Acacia er det eneste træ i alle størrelser, der vokser i ørkenen i Palæstina, men der har været tvivl om, at selv det nogensinde blev store nok til at give planker en og en halv alen i bredden. "

Lærde er enige i at det "Shittah Tree" i Det Gamle Testamente er en Acacia, og at "Shittim", flertal, henviser til Acacia. I Joel (3-18), i en af de poetiske og smukke profetier i Det Gamle Testamente , læser vi:

"Og det skal ske på den dag, at bjergene skal falde ned ny vin, og bakkerne skal flyde med mælk, og alle de floder af Juda skal flyde med vand, springvand skal så komme frem af huset af Herrens , og skal vand dalen Shittim. "Kommentatorer placere" dal Shittim "som muligvis Kidron af Exekiel, men en ting er sikkert , i tørke dal er der Acacia, der blomstrede, hvor andre planter omkom på mangel af vand, var Acaciaen kendt for at vokse, en anden grund til at tro den oprindelige Acacia som frimurer ære var en mindre busk, i stedet for det store træ. Da Akakia "på græsk betyder" uskyld ", det var helt naturligt for Hutcheson (frimurer ånden, 1795) til at forbinde Frimurer-planten med den græske definition. Han sagde:

"Vi Frimurer, der beskriver de sørgelige tilstande i religion under den jødiske lov, taler i symboler," Hendes grav var i skidt og snavs kastet væk fra templet, og Acacia flettede sine grene hen over hende grav "" akakia "er den græske ord for uskyld, eller er fri for synd, hvilket betyder, at synder og korruptions af den gamle lov og hengivne af den jødiske Alteret havde skjult religion fra dem, der søgte hende, og hun var kun at finde, hvor uskyld overlevede under banneret af hengivende Lam, og som for os selv, der påstår, at vi skulle kendetegnet ved vores "Acacy", eller som sande "Acacians" i vores religiøse tro og grundsætninger. "

Det er nu indforstået, at Hutcheson, og den store ære, vi skylder ham, var for ivrig efter at læse en kristen tolkning til alt frimurerisk skal betragtes som ufejlbarlige. Mens sammenfaldet af det græske ord vores navn til Shittah-Tree er suggestive det næppe tilstrækkeligt til at læse "uskyld" i symbolet, når det allerede har så sublime en betydning. Mackey mener akacie også som et symbol på indledningen, fordi hellige planter var symbolsk om indledning i mange af de gamle mysterier, hvorfra frimureri afledt så meget. Den moderne frimurerisk videnskabsmand er snarere egnet til at passere over denne betydning, er han også at tro, at et symbol allerede så rig behøver ikke yderligere betydninger at gøre det vigtige og smukke.

Tilsyneladende begyndelsen af sammenslutningen af akacie med udødelighed er legenden om Isis og Osiris, en af de ældste myter menneskehedens spores tilbage til Egypten i tusindvis af år før den kristne æra. Dens begyndelse, ligesom de alle legender som har udholdt, er indhyllet i tåge, som trækker et slør mellem os og dagene før historie.

Ifølge legenden, Osiris, som var på en gang både kongen og Gud egypterne, og blev narret af sin bror Typhon (som var meget jaloux af Osiris), i King's fravær på en velgørende mission til sit folk. Senere på en fest, der er fastsat i King-Guds glæde, Typhon anlagt en stor kiste, smuk i håndværk, værdifulde i det ekstreme, og tilbød det som en gave til enhver besiddelse af et organ, der bedst passede til brystet. Osiris ind i feltet, Typhon forårsaget låget til at lukke og fastgøres, hvorefter det hele var kastet i Nilen.

Strømme bar det til Byblos, Fønikien, og kastede det i Land ved foden af en akacietræ. Træet voksede hurtigt og snart indkapslet brystet bedrift liget af Osiris.

Når Isis, trofaste dronning, lærte af den skæbne, hendes mand, hun i søgningen af kroppen. i Mellemtiden var Kongen af den delstat, hvor den akacie skjulte kroppen, han beundrende træets skønhed, og lod det skære ned og lavet af dens krop, en kolonne. Belæringe i dette, Isis blev sygeplejerske til Kongens børn og modtog den kolonne, som hendes løn. I stammen, var Osiris konserveret lig. Under deres lange fangenskab i hænderne på egypterne, hvad mere naturligt var end at israelitterne bør tage for deres egen symbol et allerede gammel kendt, og gør af "Shittah-Tree" et symbol på udødelighed, ligesom det havde været tilfældet i Egypten?

Det er måske for meget at sige, at israelitterne var de første til at symbolisere akacie grenen som et symbol på udødelighed. Men at de gjorde det i oldtiden er oplyst af mange historikere. Dalcho tildeler en roman grund til denne praksis.

Folkeslag i alle aldre har plantet eller lagt blomster på gravene for dem, de elsker, som et symbol på opstandelsen og et fremtidigt liv. lilje af den moderne kirke, rosmarin, som er til minde, om akacie grenen fra de gamle israelitter og den moderne frimurer har alle den samme betydning på en grav - det visuelle udtryk af håb for hele menneskeheden.

Det er interessant at erfare, at mange træer på mange himmelstrøg, er blevet symbol på udødelighed. grækerne tænkte Myrtle træ udødeligt liv, og mistelten, som overlever i vores liv blot som en behagelig omdirigering på jul, holdt, var gennem Scandavavians og Druids lige så hellig som vi overvejer akacie. Sammenligningen af en plante og udødelighed understreges i Det Nye Testamente - se John 12:24:

'Hvis hvedekornet ikke falder til jorden og dør, bliver det kun det ene korn, men hvis det dør, bærer det mange fold'

Også kendt passager fra St. Paul (Første Korintherbrev 15:36,37), der anvendes så meget i begravelse:

Tåbe! Det, du sår, får ikke liv, hvis ikke det dør. Og det, du sår, er ikke den plante, der kommer op, men et nøgent korn, enten af hvede eller af en anden slags. "- som selvfølgelig er taget fra Job 14:7.

Der er således rigelig historisk anerkendelse og forbindelsen mellem det, der vokser og dør og vokser igen, og tanken om udødelighed, så vi ikke behøver at overveje de utvivlsomme kendsgerning, at "shittah-træer" skåret fra stråler af huset, ofte spirede filialer selv når de ikke havde nogen rødder, eller vores egen tanke på næsten enhver sort af fyrretræ som "evergreen, eller nogensinde levende" træ, for at se, at der er meget baggrunden bag symbolet. Det er en af de herligheder frimureri, at så meget Der er gjort af mærket, så kære og dyb en betydning der er tillagt den, at den har næsten lig med kvadratet som frimureri nærmeste og kæreste. Alle, der var dødelige på Tyrian lå myrdet i en grav "gravet seks fødder på grund øst og vest. "Det geniale ved templet var ikke mere. Ikke flere designs på trestleboard; ikke mere herligt arkitektur stammer fra denne mægtige hjernen; ikke mere afholdelse af møder med Solomon og Hiram i helligdom Sanctorum - den Widow's Son var død! Af dem der søger finder man en kvist af akacie. Oh, udødelige historie; tre gange udødelige ritual beslutningstagere, der kobles sammen en opstandelse og en kvist grønt! True, han hvis mor var af den Race af Naftalis blev ødelagt, men hans geni levede, hans ånd gik videre dyder var hans registreret i sten og i hjerterne hos dem, der bygger på Mt. Moriah's højder.

For mindst to hundrede år og sandsynligvis meget længere kvist akacie har fastslået Frimureri førende undervisningen. Graven er ikke enden. Organer dø og forfald, men noget ", som bærer den nærmeste affinitet til det, der gennemsyrer alle karakter, og som aldrig, aldrig dør, "rejser sig fra graven for at blive en af dette store skare, der er gået forud os. Fejl kan dræbe, som kan onde og egoistiske grådighed, men ikke permanent. Det, der er retvisende og bøde kan ikke blive ødelagt. Dens krop kan blive myrdet, forsvinder kan dens ske, det skidt af templet og en midlertidig grav kan skjule det for en tid, men hvor er begravet, som er dødelig, der vokser en stedsegrøn eller nogensinde lever kvist akacie - akacie desto mindre at det kan være en åndelig kvist, en plante ikke jordens, jordlige.

Da han, der var træt, plukket på en kvist af akacie, han havde "beviser for tingene ikke set." Når vi smider den lille kvist evergreen som er vores sædvanlige kirkegård "kvist akacie" i det åbne grav i en af vore brødre som har intensiveret forud på den vej, vi alle skal træde, vi giver bevis for tro på en "ting ikke set." For aldrig en mand har set ånden i en, der er gået, eller visioned det land, hvor ingen skygger er. Hvis vi se det i vores drømme, ser vi ved tro, ikke øjnene. Men vi kan se akacie - vi kan se tilbage gennem trække år til legenden om Osiris og tror, at selv som akacie voksede om hans krop for at beskytte den, indtil Isis kan finde det, så gør akacie af frimureri blomstre over kisten fra, som i den højtidelige ord Prædikerens "ånden skal vende tilbage til Gud, som gav den."

Kilde: SPRIG OF ACACIA SHORT TALK BULLETIN - Vol.X November, 1932 No.11 by: Unknown