Om frimureriets rødder tilbage før 1717. Del 7.

Vi kender beretningen fra Glucks opera "Ifigenia i Åulis". I Dommernes bog kap. 11 fortælles om, hvordan Jéffa lovede Herren, at hvis han fik magten over Ammorntterne, ville han ofre" til Herren den første, der kom ham imøde fra Irans hus, når han kom hjem. Det viste sig at være hans datter (unavngiven), og resten af kapitlet handler om, hvorledes hun blev ofret. Men Hiram legenden bar som sagt meget dybe rødder langt ned i gammel mytologi, både, egyptisk, indisk, næforiénfalsk og også tyrkisk.


Ifølge disse legender er Hiram smed og støbemester, efterkommer efter Kain, som ifølge disse myter var uægteskabelig søn af Eva og en udstødt engel Iblitz, som spiller en rolle hos muslimerne. Vi véd, hvordan det gik Kain. Efter mordet på Abel, der ifølge denne legende var hans halvbroder (dette stemmer jo ikke med Gamle Testamente), udvandrede Kain og blev stamfader til kainitterne, som var smede og levede som trælle. Kort fortalt siger Robert Ambelain, at Hiram ved tempelbyggeriet slet og ret blev ofret som det offer, det var sædvanligt at yde, når man grundlagde en større sakral bygning. Det var da almindeligt, at ofret (en voksen mand eller en førstefødt søn), blev lagt i en kiste, som blev indmuret i selve højalteret. Vi ser endnu resterne deraf i katolske katedraler, hvor der findes indmuret et skrin med helgenrelikvier.

Var Hiram Andersons egen opfindelse?

Legenden om, at Hiram skulle være myrdet af tre svende, findes ingen steder i de gamle beretninger og heller ikke i det Gamle Testamente, men dukker først op i den engelske loges ritualer fra 1723. Ambelain skriver udtrykkeligt, at han ikke har kunnet finde grundlag for denne beretning og mener, at den kan være opstået i Andersens fantasi. Ifølge dette ritual skulle Hiram genfødes som den nye mester i den dramatiske klimaks og i III grad. hvor han modtager den "frimureriske ånd": tolerance og adogmatisne, og indvies som mester. Ganske vist udspilles dette drama som et skuespil med recipienden som tilskuer, således som ældre brødre, vi vide. Men Ambelain mener, at netop dette ritual må virke stødende både på jøder og kristne, hvad der har været væsentligt medvirkende til den modstand, som det engelske ritual fremkaldte.

Striden mellem de kristne loger - og de andre.

James Andersen udarbejdede sin førsteudgave af "Constiutions" 1723 på basis af gamle konstitutioner og havde her som noget nyt indført Hiramlegenden. Dermed var der ikke mere tale om en decideret kristen loge, men at det kun forlangtes, at medlemmerne skulle anerkende "et højeste væsen" som skaber. For det var - som Andersen skriver – "en religion, som enhver fornuftig mand kunne antage". Heri støttedes han af Desaguliers, og de fire loger, "The Goose and Griderion", "The Crown", "The Appletree" og "The Rummer and Grape" sluttede sig sammen til storlogen, der tog navnet "Grand Lodge of London", senere "Grand Lodge of England" og sluttede med navnet "United Grand Lodge of England", der gælder den dag i dag. Alt materiale, der lå til grund for konstitutionen - også vedrørende Hiramlegenden - blev brændt. Den nye logedannelse fik den allerstørste betydning for frimureriets udbredelse i de engelske kolonier, hvor man jo nu kunne optage alle uden hensyn til religiøst tilhørsforhold, altså buddhister, muslimer, jøder osv. Det var nu ingen betingelse, at man var kristen.

Men netop heri lå skismaet, og logen vakte stor modstand. Blandt andet nægtede Christopher Wren at tilslutte sig den. Også York-logen reagerede voldsomt. Som modtræk kaldte denne sig "Grand Lodge of Whole England"! En lille morsom ting er, at man i Andersens loge for at udskille sig fra York-systemet byttede om på ordene i l. og 2. grad. I det svenske system har vi igen antaget l. og 2. grads orden, som de oprindelig fandtes i York-systemet.

Så kom pave Demens XII's bandbulle af 1738. Den blev fornyet af senere paver, sidst i 1983 af Poul Johannes II. Man indvendte heri blandt andet, at Andersen talte om "religion" og dermed mente en universel moral, som giver adgang for "folk af alle religioner og enhver sekt". Man kunne heller ikke anerkende, en slags frimurerisk dåbsritual med ild, vand og luft. I Johannes-evangeliet står der udtrykkeligt, at dåb skal være med vand og Helligånden. Endvidere klagede man i bullen over, at frimureriet havde et "hævnritual" med trusler mod dem, der brød deres løte

Kritikken mod logerne.

I 1730 insti tueredes Royal Order of Scotland, som et kristent modtræk i højgraderne, mod det angiveligt antikristne element i Andersens tre første grader. I Frankrig forholdt man sig noget svingende. Nogle af de franske storloger anerkendte Andersens principper, andre ikke. Efter revolutionerne i det 18. og 19. århundrede var de fleste loger i Frankrig socialistisk prægede og af utvetydig politisk observans. Hertil kom i midten af 1800-tallet de stærkt militante, socialistiske loger, materialistiske og i opposition til frimureriets traditioner. Ikke desto mindre, har disse marginale frimurersystemer i Frankrig, medført store sociale fremskridt, ikke mindst under socialisten Leon Blum, der havde mange frimurere i sit ministerium. Der er imidlertid kun to frimurersystemer i Frankrig, som er "anerkendte", nemlig Grande Loge Nationale Francaise og Grand Prieure des Gaules, begge med hovedsæde i Paris og arbejdende efter Andersens principper. Kun disse loger må besøges af danske frimurerbrødre, som bekendt.

Robert Ambelain kommer i sin bog med en gennemgående kritik af det andersonske system. Han hævder, at Andersen og Desaguliers selv ikke var regulært optagne frimurere, men kun tilknyttet deres loge som kapellaner. Af sådanne fordredes der ikke egentlig optagelse, men kun et tavshedsløfte. De var altså ikke selv frimurermestre, og derfor kunne deres loge heller ikke blive regulær, men er "selvskabt". Andersen anklages for at have skabt to grader, lærlinge- og mestergraden, på to år, hvilket ellers skulle tage fem eller syv år. I det hele taget, havde han efter eget forgodtbefindende lavet om på de gamle konstitutioner, han som ikke engang selv var egentlig mester! Der var også andre tanker, men mest afgørende var anklagen for "sort magi" i den nye mestergrad.

Det svenske systems kristne grundholdning.

Så kommer vi endelig til det svenske system. Her blev Hiram legenden erstattet af legenden om Adoniram som tilsynsmand for hoveriarbejderne, og der siges ikke et ord mere om ham. Det svenske system har gjort Adoniram til bygmester. Faktisk er legenden løsrevet fra sin oprindelige sammenhæng, og historien bruges hos os rent opbyggeligt og som en ren allegori, hvor vi skal bestå vor prøve i forhold til Lovens retvinklede krav, men hvor hverken samvittighed eller vor fornuft kan hjælpe os, men kun vor tro kan føre os videre.

Af gode grunde, kan vi ikke gå ret meget videre om dette problem. Men det synes klart, at det svenske system har ønsket, at markere sin kristne grundholdning utvetydigt. Det kan være grunden til, at man valgte figuren Adoniram i stedet for Hiram. Nogle har ment, at det hænger sammen med, at de to første og de to sidste bogstaver giver ordet Adam. Andre har ment, at Adoniram slet og ret betyder "hr. Hiram", idet Adon på hebraisk betyder herre. Hebraisk-kyndige brødre har fortalt mig, at det nok ikke er rigtigt, for Adon bruges i hebraisk kun om Herren, hvis navn man jo ikke måtte nævne.

Mellem tvivl og svævende tanker

Skal vi få et lille overblik over alt dette, så har vi set, hvordan frimureriet i århundreder har svunget (og stadig svinger) hid og did, mellem tvivl og svævende tanker. Man har søgt at nå frem til et mål. Det resulterer i bedste fald i en almindelig deisme og en morallære, som man kan føre tilbage til ældgamle myter og mysterier. Det kan da være udmærket! Men det lykkes først, at få frimureriet dannet som det harmoniske læresystem, som vi synes det skal være, efter man som i det svenske system har lagt kursen retvisende Øst. Man har i frimureriet ligesom hin enkelte fremmede søgende måttet vandre hid og did i mørket for, at søge sandhed og lys. Men man kommer ikke ud af den mørke dal i Nord, før man har rettet blikket mod Syd, hvorfra søndenvinden har tilført os vore hemmeligheder, som ritualerne så malende åbenbarer os, og derefter rettet kursen ind retvisende Øst.

Her slutter så min artikelserie om Frimureriets historie, og jeg håber at mine læsere har haft stor fornøjelse af at læse beretningen.

Tak til Hans Anckarstjerna for det store historiske arbejdte han har udført.
Frimurer historie. Af Hans Anckarstjerna